Gjesteskribent

Vi har travlt med at sætte etiketter på vores samtid. Jeg gør det selv. Det skyldes et naturligt behov for orientering og forklaring. Mennesket er nu en gang et dyr med behov for mønstre og betydningsgenkendelse. Kulturhunger, kan man også kalde det.

Den gamle trio Erik Lund, Mogens Pihl og Johannes Sløk formulerede det prægnant i den kanoniske fremstilling De europæiske ideers historie fra 1962, som stod i reolen i dannede menneskers hjem, hvor der i dag hænger en fladskærm:

“Mennesket er kun i yderst ringe grad udstyret med instinkter. På den måde er det derfor mere hjælpeløst end noget andet dyr … Det vil sige, at kultur hos mennesker erstatter det, dyret har gennem natur.”

“Det er den kulturelle tradition, de vedtagne opfattelser af, hvad der er godt og ondt, den accepterede optræden i de forskellige indtrædende situationer, de faste ceremonier i livets vigtige øjeblikke (…) der forsøger at bibringe mennesket noget af den sikkerhed og ureflekterede tryghed, som dyret uden videre besidder i sin natur.”

“Der findes med andre ord ikke noget almenmenneskeligt adfærdsmønster, men der findes for hvert menneskesamfund et kulturmønster.” (s. 352)

Nuvel, de tre idéhistorikere undervurderede efter min mening menneskets biologiske instinkter, men ellers har de tre jo ganske ret. Mennesket er et væsen, hvis individuelle liv foregår i en konkret, social og åndelig sammenhæng. Uden et kulturmønster er individet mere hjælpeløs end en solsort.

Hvad der imidlertid er sværere at se, er, hvilket kulturmønster vi egentlig lever med i dag. Den tanke må have strejfet flere end mig, at vi måske slet ikke lever i en bestemt epoke eller periode, men netop i en forvirret og flerstemmig overgangstid.

Hvad der således følger efter det nu, vi prøver at sætte ord på med begreber som “senmoderne”, “postmoderne”, “posthistorie” osv. står ikke mere klart end en tåget nat efter rigelig indtagelse af den lokale brændevin på den skotske vestkyst.

Det eneste, vi kan sige med sikkerhed, det er, at det nye altid vægtes højere end det gamle.

Det nye er konge, dronning, præsident, parlament, hob, klasse, bande, segment, individ og dermed både magt og masse, ligesom forandring – om ikke revolution – plejer at være svaret på alle vores problemer, som oftest uden yderligere argumentation. Det nye skal erstatte det gamle, færdig. Det gamle er yt, fordi det er gammelt. De nye er godt, fordi det peger fremad.

Når f.eks. Danmarks Radio, som vi allerede har moret os over, med kulturdirektøren i spidsen halser efter fremtiden og fejrer ramadanen, mens stationen og støjsenderen igen og igen ser stort på den kristne arv, for slet ikke at tale om de jødiske højtider mm., så sker det naturligvis for at være på forkant med udviklingen. De kristne er jo så få, for slet ikke at tale om jøderne. Anderledes med muslimerne; de er mange og på vej fremad her såvel som i resten af Europa.

At den muslimske kultur, som ja, også har frembragt såvel nyttige som smukke ting, er fremtiden, behøver man blot besøge en skadestue for at finde ud af. Det er her, det sker, med køller, sabler og fuld ramasjang.

Af en eller anden grund haster det nye altid. Det nye kommer på høje tid; det kan kun gå for langsomt. Og alligevel må det hjælpes på vej. Selv om det vurderes at være det gamle langt overlegent, har det brug for anerkendelse og støtte. De Radikale elsker Det Nye, det giver sig selv. De kan ikke få nok. Ny regering. Nye vielser. Nye familieformer. Nye forbud. Nydanskere. Ny moral. Ny opdragelse.

Tendensen er tydelig mange andre steder, ikke bare i politik, men over hele linjen fra virksomheder til kulturproduktion, eller når familiemedlemmer under bisættelse af en afdød slægtning står og tjekker “breaking news” på deres mobil.

Det nyeste nye, tak. Ellers kan det kasseres som “old shool”, “udtjent”, “reaktionært” eller “nationalromantisk”.

Senest har vi hørt undervisningsminister Christine Antorini proklamere sin tilslutning til noget, hun kalder Ny Nordisk Skole, som var det e gimmick, Claus Meyer havde fundet på, eller udgjorde et internt arbejdspapir til et nyt reality show på TV 4.

Vi kan hurtigt blive enige om, at folkeskolen har brug for en opstrammer, men det er ikke mere tant og fjas, der er brug for, men mere skole og færre nyheder. Tilbage til kernen, hvis jeg må være så fri.

Min protest er selvfølgelig omsonst. Det nye overtrumfer med en søvngængers sikkerhed det forhenværende. Det overleverede er forbi. Derfor skal elever i 9. klasse nu også kunne betjene sig af internettet, når de skal til eksamen – igen med ministerens udtalte billigelse. Teknologi frem for alt. At sætte sig ned og læse stoffet, lære det, forstå det og anvende sin viden uden copy-paste, det er til grin. Som en ekspert udtaler:

“Eleverne kan ikke rumme al den viden, de har brug for om verden, i deres hoveder.”

Nej, det skal jeg lige love for, hvis de også skal huske alt det sludder, der kommer fra pædagogiske eksperter i dette land.

Hvad gjorde tidligere generationer? Kunne de heller ikke rumme al den viden, de har brug for om verden, i deres hoveder?

Naturligvis kunne de ikke det. Men de blev bedt om at gøre et forsøg, deres bedste, under myndig vejledning. Men det kan ingen længere huske. Don’t look back. Vorwärts!

Besatte af den fagre, nye verden, propper vi mere og mere teknologi ind i vores liv, hvorfor kvalitetsforbedringer i den offentlige sektor altid handler om bedre faciliteter, mens trivsel i den moderne familie forudsætter stadig mere elektronisk isenkram, og livet i al almindelighed handler om flere goder og feriedage, ikke bedre prioriteringer.

Da det nye og moderne kom til verden i forrige århundrede, var det et kæmpe chok for det daværende kulturmønster. I dag er det nye og moderne for længst blevet både norm og mantra, og ingen kan længere chokeres over noget.

Alternativet er ikke: Stop verden, jeg vil af. Alternativet er at huske på, at der såmænd har været mennesker før os, og at de måske havde et par pointer om livet, døden og det indimellem.

Opprinnelig i Jyllands-Posten 22. august 2012. Document.no er takknemlige for Mikael Jalvings generøse publiseringstillatelse.

Les også

-
-
-
-
-
-
-
-

Les også