Gjesteskribent

Jeg véd godt, at gamle aviser er noget af det mest forældede, der findes – og langt mindre interessante end forhistoriske dyr eller hulemalerier – men grav lige Weekendavisen #30 fra den 27. juli frem fra bunken og find interviewet med forfatter, eventmager og radiovært Mads Holger Norgaard Madsen. Det er mad for Mons.

Mads Holger bliver interviewet af avisens Poul Pilgaard Johnsen, som har taget den yngre teologiske spradebasse med sig i Jaguaren op til Skagen for at mingle med overklassen og scores de riges døtre og undervejs få Mads Holger til at berette om sin nye bog Bladguld, der vistnok udkommer lige om lidt og handler om hans eget forkrøblede liv, uden at det i interviewet bliver patetisk. Ikke engang da hovedpersonen sidder på Ebeltoft-Odden-båden og æder en hotdog med et smadret sprutfjæs.

Det er derimod guf for mænd, der hader mænd, som opfører sig som kvinder, og for alle m/k med bare et lille bitte lod i nationens forfatning hinsides polemikken om dagpengeperiode og hvem er det dog er synd for i dag.

Jeg skal ikke afsløre hemmeligheder fra interviewet (der parentes bemærket ikke findes online efter det kernesunde princip: Betal eller forsvind!), men knytte an til et enkelt citat.

De to drukkenbolte og ædedolke sidder i brasseriet hos Ruths, idet Mads Holger udtaler:

“Det har i al beskedenhed været en sællert i disse senmoderne tider, hvor alt, hvad der var med til at definere et menneskes identitet, snart er forsvundet, og nu går man efter kønnet, så piger ikke må være piger. Men mennesket higer efter en identitet.”

Det gør det nemlig, ligesom mennesket har brug for autoritet. Som far til to slår det mig stadig mere, at jeg er nødt til at påtage mig en bare nogenlunde opbyggelig rollemodel for de små væsener, men det er autoriteten, vi ikke længere bryder os om og derfor ikke længere vil acceptere. Det hele skal helst være helt kvit og frit. Opdragelse, skole, uddannelse, praktikpladser, jobs, folkepension osv. osv. fra vugge til grav.

Et buffetsamfund. Betalt af alle andre end én selv.

Mads Holger fortsætter:

“Når man fjerner autoriteten, fjerner man også de instanser, som kan give os identitet jævnfør debatten om det faderløse samfund. For mig selv var det da også en udfordring at finde ud af, hvem jeg skulle være, fordi jeg ingen far havde, da jeg voksede op. Ikke mindst i et samfund, hvor man altid fik at vide, at du må vælge helt frit, du må selv bestemme, om to og to er fem, hvis du synes det.”

Frihed duer, modsat hvad visen siger, ikke til alt godt. Fuldstændig frihed uden form, uden orden og uden et minimum af disciplin, sociale normer og visse kulturelle membraner er en blind form for frihed, svanger med umådehold, exces og måske allerværst – apati og kronisk ironi.

Apatien og ironien er godt spiddet her, denne gang klippet fra Mads Holgers blog, som oversætter de to laster til en stadig præsent jantelov:

“Det er i denne kontekst, at janteloven skal læses, det danske ideal er slet og ret ikke at tro på noget, være det sig kristendom, socialisme, sig selv, penge, naboens datter, kunst, magt eller tradition. Derfor forbinder vi lidenskab med noget dubiøst eller latterligt.”

Når vi ikke længere tror på noget – Mads Holger mener vist først og fremmest kristendom, men det kan i mine øjne udmærket anvendes i videre forstand – så er vi for alvor blevet kulturløse.

På en eller anden måde er kultur blevet noget, de andre har, ikke vi.

Kultur er kun sjovt, når den findes udenfor Danmark og vi stifter bekendtskab med den på sommerferien. Italienere har det, franskmænd har det, grækere har det, selv om de måske ikke har råd til det. Selv amerikanere har kultur. Vi andre må nøjes med multikultur.

Det skyldes som bekendt, at vi – i hvert fald i egen selvforståelse – tilhører racen af moderne, saglige og tolerante mennesker med et anstændigt syn på andre mennesker. Kom hid, kom hid.

Som den engelske idéhistoriker Roger Scruton har fremhævet i en bog, jeg allerede har gjort reklame for i papiravisen, ser vi os selv som antropologer snarere end mennesker. Vi betragter os selv udefra, ikke indefra, fordi vi har mistet kernen eller mere alvorligt end som så: ser ned på selve forestillingen om en kernekultur.

Det seneste eksempel er når sprogforskeren Martha Sif Karrebæk efter 10 måneders videnskabelig undersøgelse advarer mod, at rugbrød i børns skolemadpakker indirekte diskriminerer de børn, der foretrækker hvidt brød, læs: muslimer. Selv om forskeren naturligvis godt ved, at kernekulturens rugbrød er sundere end det det hvide brød.

Vi mener i dumsmart optimisme, at integration kun er et spørgsmål om refleksion, træning og politisk velvilje. Sådan er det desværre ikke. Nogle vil slet ikke integreres.

Måske er det 68’ernes drøm om det gnidningsløse knald, der er blevet forvandlet til en fantasi om den gnidningsløse integration, jeg véd det ikke. Men jeg ved så meget, at det ikke holder i længden. Integration er også at tage konflikten og forsvare basen.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten 14. august 2012, document takker Jalving for tillatelse til republisering.