Sakset/Fra hofta

Jesper Vind Jensen og Klaus Wivel intervjuer den tysk-egyptiske forfatteren og forskeren i jødedom Hamed Abdel-Samad i Weekendavisen. Abdel-Samad har skrevet boken Min avskjed fra himmelen, som i følge forfatteren bryter med den muslimske verdens tre største tabuer: religion, sex og politikk.

I boken beskriver Abdel-Samad et mistrøstig og stagnert klansamfunn, hvor vold og undertrykkelse holder samfunnshierarkiet på plass. I dette samfunnet preker religiøse autoriteter avholdenhet, mens seksuelle overgrep er utbredte. – Den muslimske befolkningen trenger en seksuell revolusjon, mener Abdel-Samad. Han viser til den tysk-tyrkiske forfatteren Seyran Ates bok Islam trenger en seksuell revolusjon, men legger til at han selv ville byttet ut ordet islam med muslimer.

– Islam har ingen kjønnsorganer, forklarer Abdel-Samad.

»For 13 år siden forlod jeg Egypten med håbet om at kunne leve i frihed. Nu bor jeg midt i Europa og er henvist til politibeskyttelse, fordi jeg gjorde brug af min ret til at udtrykke min frie mening.«

Hamed Abdel-Samed, født 1972, er en usædvanlig mand. Ikke alene fik den 37-årige muslimsk-fødte politolog og mellemøstekspert sin stærkt kontroversielle selvbiografi udgivet i Egypten . Han, som for 20 år siden rendte rundt i Kairos gader med et billede af profeten og råbte »Død over jøderne«, forsker i dag i jødedom – i München af alle steder.

Min avskjed med himmelen vakte voldsom oppsikt da den ble utgitt i 2008. Abdel-Samad mottok hauger av fanpost, spesielt fra unge kvinner. Boken ble nominert til en litteraturpris og på tv-kanalen Nil-TV var den «månedens bok», skriver Vind Jensen og Wivel.

Det kunne selvfølgelig ikke blive ved at gå godt. En falleret romanforfatter fra Hamed Abdel-Sameds landsby udbredte sig om, at bogen krænkede Allah og kastede skam over familien og landsbyen. Forfatteren fik tilmed googlet Hamed Abdel-Samed og fandt ud af, at han var ansat på Institut for Jødisk Historie og Kultur på Münchens universitet. Kort efter løb rygtet så, at bogen var resultatet af en israelsk sammensværgelse. En lærer fra Hameds by foreslog at brænde bogen foran den lokale moske.

»En af de mest overraskende begivenheder var, da min fader forsvarede mig,« fortæller Hamed Abdel-Samed.

Det har krævet en ikke ringe overvindelse, da faderen var imam i byen, indtil han i skam over, at hans søn udvandrede fra Egypten , var holdt op med at prædike. For første gang i over 12 år gik imamen op på prædikestolen.

»Han gav udtryk for, at han kunne lide bogen. Det er svært at skrive så svær en bog med en sans for humor, sagde han. Han forsvarede bogen mod folk, der hævdede, at den var amoralsk og uislamisk. Han sagde: ‘I burde være vrede, fordi det, han skriver, sker, ikke fordi han skriver det.’ Det var en skøn reaktion, og det har givet mig håb, at en 70-årig mand kan hoppe over sin egen skygge og anerkende nødvendigheden af at åbne sig. Måske kan unge mennesker følge efter.«

Forfatteren lot seg heller ikke skremme. Han reiste til Egypt og forklarte for offenligheten at boken ikke var en oppfordring til gudløshet, men et oppgjør med en «hevnende gud som forfølger mennesker langt inn i intimsfæren med påbud og forbud». Abdel-Samad la til at boken var en «avskjed med en gud som sjikanerer mennesker med annen tro og andre grunnsyn. En gud som driver sine egne tilhengere inn i isolasjon fra det moderne og kun etterlater dem med konspirasjonsteorier. En tro som hemmer kreativitet og gjør mennesker enten passive eller eksplosive».

Da Hamed Abdel-Samad returnerte til München, utstedte flere ekstremistiske grupper i Egypt fatwaer som beskyldte ham for å være en frafallen, for å bryte sharialoven og for blasfemi. Abdel-Samad mottok etterhvert dødstrusler.

Til tross for at flere egyptiske og arabiske aviser uttrykte solidaritet med den omstridte forfatteren, fortsatte dødstruslene å strømme inn. Da ukjente mennesker begynte å forfølge Abdel-Samad i Münchens gater, fikk han politibeskyttelse. Europa hadde fått enda en muslimsk dissident, skriver Vind Jensen og Wivel:

Politibeskyttelsen er nu ophævet, og Hamed Abdel-Samed har travlt med at deltage i debatter om islams fremtid i Mellemøsten og Europa. I disse dage opholder han sig i København, da han er gift med en dansk-japansk kvinde. Weekendavisen har mødt forfatteren på en café på Kongens Nytorv, hvor han over en kop grøn te forklarer, at der er brug for en seksuel revolution i den muslimske verden.

»Vi har tydeligvis et problem med den måde, vi forholder os til seksualitet. Jeg har den tese, at den undertrykte seksualitet er det, der gøder volden. De unge mennesker, specielt de unge mænd, som ikke tillades at have en fri seksualitet, befinder sig i en konstant seksuel undtagelsestilstand . De søger efter andre måder at kompensere for deres energi,« siger han.


– Hvordan skal den revolution finde sted?

»Den seksuelle revolution i Vesten var kronen på oplysningsprocessen . Vi har brug for det samme, som skete i Vesten, men i første omgang kræves en intellektuel revolution, det vil sige en uddannelsesrevoluti on. Vi har brug for en masse uddannelse, især af kvinderne. Når vi uddanner kvinderne, uddanner vi hele samfundet. Når kvinden uddannes, bliver hendes børn uddannet.«

– I Danmark har vi set, at mange muslimske kvinder tager en uddannelse, langt flere end de muslimske drenge …

Og sånn er det overalt, fortsetter Abdel-Samad: – Jeg snakket med en tyrkisk, tidligere gangster i Tyskland. Han sa: Jentene våre går på skole og guttene våre havner i fengsel.

– Mennene tar ikke i mot den europeiske friheten og eksporterer den til sine hjemland. De importerer deres hjemlige diktatur og forsøker å fryse det i en dypfryser de kaller identitet. Jeg håper kvinnene vil gjøre det motsatte: at de vil ta i mot friheten og spre den i deres familier og eksportere den til de landene de kommer fra. Når jeg leser de brevene jeg får – om det er fra muslimer i Egypt eller i Europa – kommer den mest positive reaksjon alltid fra muslimske kvinner. Det gir meg masse håp, sier forfatteren.

Kravmentaliteten

Hamed Abdel-Samed voksede op i en landsby langs Nilen 60 km uden for Kairo. Hans barndom forkvakles af overgreb. Som 4-årig blev han voldtaget af en lærling på et værksted. Han kom kun igennem det ved at ligge på alle fire og citere koranvers. Den skadede dreng, som også blev misbrugt af sin fader, udviklede skyldfølelse og voldelige, pædofile tendenser. Han fortalte intet om det til nogen, for han ønskede ikke at nedkalde skam over familien. Som teenager blev han politisk aktiv, stiftede bekendtskab med marxismen og lod sig hverve af Det Muslimske Broderskab.

Men han fandt også kærlighed til skønhed, kultur og kunst, og hans seksuelle erfaringer og fantasier får efterhånden lidt mindre abnorme udtryk. Han endte med en af sin årgangs fineste studentereksamener og formåede, gennem et forhold til en fraskilt og 18 år ældre tysk lærerinde, at få indrejsetilladelse til det både forjættede og forhadte Vesten.

»Aldersforskellen mellem min daværende kone og jeg udgjorde selvfølgelig en forskel. Men det vigtigste var den kulturelle forskel. De forskelle, vi har, i vores forståelse af frihed, menneskerettigheder og individualisme fører alt sammen til kulturelle sammenstød, som man kun kan slå bro over, når begge sider forsøger at opgive et eller andet. Det meste af tiden var jeg ikke parat til at opgive noget. Jeg krævede rettigheder, men jeg var ikke parat til at acceptere de pligter, jeg havde. Det er problemet med integrationen. Mange har en krævementalitet, før de har noget at byde på. ‘Jeg vil have en moske. Jeg vil have en minaret. Jeg vil have lov at kalde til bøn.’ Men hvad tilbydes samfundet til gengæld?«

– De skriver om, hvordan alle i Egypten siger, at Vesten tager fejl og er fordærvet, og alligevel er der lange køer foran de vestlige ambassader.

»Det er jo det forbandede: De unge udvandrer til lande, de ikke kan lide, og som de ikke respekterer. De kommer til Europa, og specielt asylansøgerne mærker, at det, der var tilbage af deres værdighed, går tabt. De kan kun tage imod. De har brug for at give deres liv en mening, og derfor føler de et behov for at forsvare deres religion. Jeg kender ikke noget til den somaliers baggrund, der forsøgte at myrde Kurt Westergaard, men jeg kan forestille mig, at han har gennemlevet dette forløb.«

Unge muslimer har liten eller ingen kjennskap til det Europa de innvandrer til, mener Abdel-Samad. – De aner ikke hvordan samfunnet fungerer og de er ikke engang interessert i å finne ut av det:

»De har enten politiske eller økonomiske grunde til at komme her. De vil leve i frihed. Men frihed er ikke en sommerkoncert. Frihed er en hård ting. Med frihed er du tvunget til at lære, hvordan du kritiserer dig selv og opdage dine egne fejl. Ellers skylles du væk. Derfor vil mange stadig ikke give deres børn grønt lys til at gå ud i samfundet og søge deres egen lykke. Det ville jo betyde, at de sagde til deres piger: ‘Skulle du få en tysk kæreste, er det i orden.’ Det kan de ikke. De er bange. Den angst fodres af imamer, der advarer forældrene og siger, at sætter I jeres børn fri, vil de smelte og miste deres identitet. Og det er enhver muslimsk fars rædsel, at hans datter en dag vil komme hjem med en tysk kæreste, som hun ønsker at gå i seng med.«

– Hvordan kan det være, at det lykkedes for dig at blive mønsterbryder?

»Jeg konfronterede smerten. Det er smertefuldt at sige, at fra nu af vil jeg ikke længere leve efter Koranens regler.«

Abdel-Samad forteller at innsikten kom da han oppdaget at han løy til seg selv. For ham ble valget å enten fortsette å lyve eller å fjerne smerten ved å endre seg.

Hele det kulturelle sammenstød foregik i den unge Hameds hoved, da han kom til Tyskland for at bo med sin meget ældre kone. Hamed er tydeligvis en begavet mand, han lærte tysk på fire måneder, og han lærte lige så hurtigt at svømme og cykle, men hans hoved var et stort kaos.

De blev hurtigt skilt, og for at søge fred rejste tysk-egypteren til Japan for at studere. Han havde altid været fascineret af den ro, man kunne finde i japanske haver. Det var på universitetet i Kyoto, at han mødte sin nuværende dansk-japanske kone, der, som han siger, »ligner en japaner udenpå og en dansker indeni«.

Da han kom tilbage til Bayern, var han flere måneder på en psykiatrisk afdeling. Han kom ud og begyndte at studere islamisk radikalisering. Det var, mens han interviewede de unge forblændede muslimske mænd, at det gik op for ham, at han også måtte ændre sig selv.

»I dag betragter jeg mig selv som en muslim, der har konverteret fra tro til viden.«

Han kan stadig Koranen udenad, men som vennen, den tysk-jødiske kommentator i Der Spiegel, Henryk M. Broder, skriver, læser han Kant, Kafka, Hegel, Spinoza og Tocqueville og kan smage forskel på de væsentligste tyske øl – »hvad der i Bayern er et godt tegn på en vellykket integration,« som Broder skriver. Han undlader dog stadig at bede om bacon i sin sandwich.

Koranen er som alkohol

Den muslimske verden har for lengst blitt klar over at europeerne er blitt mer kritiske i forhold til islam. Etter minaretforbudet i Sveits ble Abdel-Samad intervjuet i en egyptisk avis, som ville vite hvilke synder de muslimske innvandrerne begår i Europa når først Danmark, som er et liberalt land, og så et annet liberalt land, Sveits, er i mot dem. – Du spør om de muslimske innvandrernes synder? Hvor mange sider har du?, svarte forfatteren.

»Derefter fortsatte jeg med at tale om holdningen til individualitet, kønsapartheid og vold.«

– Bragte den egyptiske avis dine svar?

»Ja. De brugte oven i købet en helt bibelsk overskrift: ‘De europæiske muslimers ti synder’.«

– Er dette ikke et nyt signal?

»Jo. Det er en slags mirakel, at min bog blev offentliggjort i Egypten. Jeg blev interviewet til aviser i Libanon, i Dubai og Yemen. Bare i går var der et interview med mig i en marokkansk avis, og intervieweren spurgte mig, hvad det mærkeligste spørgsmål, jeg havde fået i Tyskland, var. Jeg sagde, at det var dette: ‘Hvis du møder profeten Muhammed, hvad vil du da sige til ham?’ Jeg svarede: ‘Lad os lave en aftale. Hvis du lader mig være i fred, lader jeg dig være i fred.’ Men jeg må samtidig sige, at den slags debat foregår inden for den intellektuelle elite. Flertallet lytter stadig til de islamiske prædikanter, der finansieres af Saudi-Arabien med oliepenge. De har magt over manges hjerter og sjæle – ikke mindst de halvuddannede unge mennesker, som er terroristernes råmateriale.«

– Hvor stor en rolle spiller selve Koranen i de europæiske muslimers liv?

»De fleste kender ikke engang Koranen. De er ikke i stand til at læse den. Men Koranen er ligesom alkohol. Drikker man med måde, kan den være oplysende og inspirerende. Tømmer du flasken hele tiden, bliver du alkoholiker.«

På spørsmål om hvordan Abdel-Samad ser på fremtiden, svarer han at det er de unge, velutdannede kvinnene som er det største håpet. Han mener Europa bør garantere dem mer hjelp og støtte i bekjempelsen av macho-kulturen. Men optimistisk er han ikke:

»De [kvinnene] har det svært, for de skal bekæmpe en macho-kultur. For at være helt ærlig er jeg ikke så optimistisk. Jeg ser, at den islamiske verden falder fra hinanden. Den er ikke så stabil, som vi tror. Det er derfor, fundamentalistisk islam er på fremmarch. Men skal ikke lade sig forføre af de store tårne, der bygges for tiden i oliestaterne. De er bygget på sand.«

– Hvad vil der ske?

»Der vil komme store strømme af indvandring. Infrastrukturen i disse samfund er elendig, uddannelsessystemet er nul og niks – med undtagelse af i Golf-staterne. Der foregår en befolkningseksplosi on: Hvor skal de tage hen? Der er ingen plads eller perspektiv i deres liv. De vil stå i køer foran jeres ambassader. I vil ikke garantere, at de kan få visa, og så vil de selv finde herop. Derfor bør de, der lever her nu, integreres, så de nye, der kommer, kan guides ind i samfundet – og så de ikke belæres om, at det er et ondt samfund. I skal integrere dem, der er her nu. Ellers bliver det værre, og det kan Europa ikke klare. Det betyder, at I skal slå meget hårdere ned på de radikaliserede muslimer – og eventuelt udvise dem, som begår kriminalitet. Det vil være den største hjælp, I kan yde liberale muslimer.«

– Hvordan skal islam reformeres, så den fungerer i Europa?

»Ved at blive til det, jeg har døbt ‘diet Islam’. Islam uden sharia, uden jihad, uden missionering, uden kønsapartheid, uden krævementalitet og uden moralsk overlegenhed. Så spørger man sig selv: Hvor meget er der så tilbage? Kun de åndelige sider. Man skal fjerne alle de politiske ambitioner, hvis vi ønsker at leve sammen.«

– Findes der eksempler på ‘diet Islam’ nogen steder?

»I min landsby i Egypten . Der er mange, som ikke har politiske ambitioner med islam. Måske har de ikke engang læst Koranen. De beder, og det har de det godt med.«

Jesper Vind Jensens og Klaus Wivels intervju «De europæiske muslimers ti synder» sto på trykk i Weekendavisen 15. januar 2010. Artikkelen finnes ikke på nett.

Hamed Abdel-Samad: Mein Abschied vom Himmel. Aus dem Leben eines Muslims in Deutschland. 320 sider. Fackelträger Verlag.