Kommentar


– Islam som kultur er på vei mot sin totale undergang, mener den anerkjente tysk-egyptiske politiologen og forfatteren Hamed Abdel-Samad.

Weekendavisens Jesper Vind Jensen anmelder Abdel-Samads nyutgitte bok Der Untergang der islamischen Welt. Eine Prognose. (Den islamske verdens undergang. En prognose), der forfatteren kommer med den oppsiktsvekkende prognosen.

»Jeg blev engang bragt i forlegenhed med dette spørgsmål: Hvad ville verden savne, hvis de islamiske stater forsvandt? Det faldt mig kun ind at svare: olie, et par skønne feriemål og måske angsten for terror, som trods alt pirrer nogen mennesker. Hvis det skete, ville det formentlig kun være producenterne af luksusbiler, der ville lide, da deres bedste kunder bor i golfstaterne.« Ordene tilhører den 38-årige tysk-egyptiske Hamed Abdel-Samad, der netop har udgivet en bog med den opsigtsvækkende prognose, at islam som kultur er ved at bryde sammen.

Abdel-Samad har forsket ved universitetene i Erfurt og München, og i fjor ble han kjent for et større publikum med boken Min avskjed med himmelen hvor han brøt med det han mener er den muslimske verdens tre største tabuer: religion, sex og politikk. I boken beskriver Abdel-Samad et mistrøstig og stagnert klansamfunn hvor vold og undertrykkelse holder samfunnshierarkiet på plass, og setter særlig fokus på muslimske familiemønstre.

I år ble Abdel-Samad headhuntet av den tyske regjeringens viktigste rådgivingsorganer i integrasjonsspørsmål.

I Der Untergang der islamischen Welt. Eine Prognose analyserer Abdel-Samad den muslimske verdens historie, nåtid og sannsynlige fremtid, og forutser at de islamske statene vil falle fra hverandre og at islam – som politisk idè, samfunnsmodell og kultur – vil gå under i løpet av de neste årtier, skriver Vind Jensen:

Forfatteren har den tyske historiefilosof Oswald Spengler (1880-1936) som inspirationskilde – ham, der i 1918-22 udgav Der Untergang des Abendlandes (Vesterlandets undergang), hvor han beskrev, hvordan alle højkulturer fødes, blomstrer, visner og dør.

Islam befinner seg i de to sistnevnte fasene, mener Abdel-Samad, som skriver at religionen er «svært syk og kulturelt og samfunnsmessig på tilbaketog». Den religiøst motiverte volden, den tiltagende islamiseringen av det offentlige rom og den krampaktige opptattheten av tydelige islamske symboler er nervøse reaksjoner på tilbaketoget. Islamismens fremmarsj er bare en opphisset mobilisering, fortsetter han og siterer Spengler:

Stakkars dem som forveksler mobilisering med seier.

HAMED Abdel-Samad betegner sig som en muslim, der har »konverteret fra tro til viden«, og han vurderer, at de fleste muslimske stater er tikkende bomber, der står på randen af indre opløsning. Forfatteren henviser til borgerkrigene i lande som Afghanistan, Irak, Libanon, Algeriet, Somalia og Sudan. Andre muslimske lande som Iran og Egypten står også på randen af kaos og oprør.

Samtidig begynder olien at tørre ud. Abdel-Samad henviser til geologiske vurderinger af, at olieproduktionen er tæt på at toppe og derfor snart vil falde. Det er ikke mindst kampen om den sidste olie plus de stadig mere knappe vandresurser, der er hovedårsag til borgerkrigene.
Slemt er det også, at olieproduktionen har skabt miljøproblemer, som også truer landenes fremtid. I den forbindelse skoser forfatteren de muslimske regimer for ikke at udvikle rene energikilder som solenergi, som der burde være masser af i de typisk solrige muslimske lande.

Men verst er det tilbakestående utdannelsessystemet, den åpenlyse mangelen på menneskerettigheter og den gjennomkorrupte politiske kulturen, mener forfatteren. Kombinert med overbefolkning er dette den analytiske bakgrunnen for Abdel-Samads prognose.

Boken er også full av megetsigende observasjoner som vitner om det forfatteren kaller den arabiske miseren:

For eksempel: »Man køber vestlige våben for at slå vesterlændinge ihjel, benytter vestlige videokameraer for at optage henrettelser af vestlige journalister og sætter sin lid til sensationslystne vestlige tv-sendere for at få udbredt terroren i verden.« Abdel-Samads pointe er, at store dele af den islamiske verden »distancerer sig drastisk fra verdslig viden og indtager en uforsonlig holdning til det modernes ånd«. Et konkret eksempel på den kulturelle stagnation er, hvor meget udenlandsk litteratur, der bliver oversat til arabisk: »I dag bliver der oversat mindre til arabisk i alle de arabiske lande tilsammen, end der i Grækenland oversættes til græsk.« Forfatteren savner den nysgerrige, stræbende »faustiske sjæl«, som gennemsyrer Vestens tilgang til videnskab.

Han skriver syrligt: »Hvad bidrager den islamiske verden egentlig med inden for verdslig viden, kunst, arkitektur – bare for at nævne tre områder? Spørgsmålet er let at besvare med enten ‘ lidt’ eller ‘ slet intet’.« COCKTAILEN af politisk tænkning og islam har også vist sig at fungere direkte destruktivt. »Islam som politisk ide har i dag tabt substansen og har næppe nogen svar på verdenssituationen bortset fra raseri og vold,« vurderer politologen.

Abdel-Samad analyserer også den muslimske kulturens historie siden storhetstiden mellom det 7. og 11. århundre, da denne kulturen var sentrum for lærdom og livlig handel. Han forteller blant annet om et ublodig maktskifte som fant sted i Egypt rundt 1800 i kjølvannet av Napoleons felttog.

– Det var det første og siste fredelige maktskiftet i arabisk historie, kommenterer forfatteren. – Her har det vært slik at enten gir herskeren makten videre til sin familie, eller også blir han avløst med vold. Betegnelsen «tidligere arabisk president» eksisterer ikke enda, skriver han.

Hovedproblemet er islams selvforståelse med sterk stammebevissthet og religiøst basert troskap mot herskeren, mener Abdel-Samad, som fremhever at det har vært utallige forsøk på å reformere islam. Hver gang har det mislykkes. «Selv i de bedrestilte gulfstatene blir samfunnsmessig og politisk åpning kun forstått som innføring av moderne konsumgoder».

Den anerkjente politiologen gir ikke mye for folk som Tariq Ramadan og deres taler om «reform-islam» og «euro-islam». – Man finner de koranvers som passer til nåtidens tilstander, men ingen våger å spørre hva vi overhode skal bruke koranen til i den moderne verden (…) Ingen våger å ta den post-koranske diskurs.», skriver han.

Et sentralt mantra for samtlige islam-reformatorer er mer og bedre utdannelse. Men hvilken utdannelse?, spør Abdel-Samad, som konstaterer at en alfabetisering ikke er noen garanti for forandring. Snarere er det motsatt; de halvutdannede og indoktrinerte er farligere enn analfabetene, fordi de tror at de er i besittelse av evige og absolutte sannheter:

Så længe uddannelserne i den islamiske verden ikke er befriet for religion og den politiske autoritets ambitioner, er uddannelserne mere skadelige end gavnlige.« Det nuværende uddannelsessystems skolebogsmateriale er ifølge forfatteren fyldt med muslimsk og arabisk offertænkning. I historiebøgerne fremstilles vesterlændinge og jøder konsekvent som de evige skurke.

Hamad Abdel-Samad kaller denne offerideologien for et «antropologisk sår», som har hensatt den muslimske verden i et altomfattende ressentiment: «Vi muslimer ser ut til å lide alvorlig av kronisk krenkelsessyke. Det går neppe en dag uten at vi viser verden hvor krenket og ydmyket vi føler oss. Som om ikke de interne problemene i de islamske landene er grunn nok til ergrelse og frustrasjon, støvsuger vi daglig avisene for nyheter om et undertrykt muslimsk mindretall i Kina, Thailand eller Europa for enda en bekreftelse av at det pågår en verdenssammensvergelse mot islam.»

« Der er ingen grund, skriver forfatteren, til at nære illusioner om, at islam kan reformeres, før muslimer erkender, at religionen er »syg«. Han bruger også billedet »insolvent«. Den muslimske forfatter mener, at sådan en selverkendelse kan give grundlag for skabelsen af »islam light«, hvor sharia og jihad ikke spiller nogen rolle, og hvor det er er legitimt at blive ateist. Islam kunne også – ifølge forfatteren, der er dansk gift – lære meget af N. F. S.

Grundtvigs motto: »Først menneske, dernæst kristen.« Hamed Abdel-Samads undergangsvision for islam er udkommet i kølvandet på den socialdemokratiske politiker Thilo Sarrazins stærkt islamkritiske Deutschland schafft sich ab ( Tyskland afskaffer sig selv), der er på vej mod et salgstal på en halv million eksemplarer.
Man må konstatere, at der er højkonjunktur for apokalyptik i vores sydlige naboland.
Den slags sætter tingene lige lovlig meget på spidsen, bl. a. for at øge bogsalget, men de er også med til at skærpe positionerne i debatten.
Faktisk forekommer den danske islamdebat efterhånden at være lidt blodfattig sammenlignet med den tyske.

Jesper Vind Jensens anmeldelse «Kronisk krænkelsessyge» sto på trykk i Weekendavisen 1. oktober 2010. Artikkelen finnes ikke på nett.

Hamed Abdel-Samad: Der Untergang der islamischen Welt. Eine Prognose. 240 sider. 18 euro. Droemer Verlag.