Gjesteskribent

AV NICOLAI SENNELS

Er kulturkløften for dyb eller ej?

Kulturkløften er kløften mellem mennesker opvokset i vores vestlige kultur på den ene side, og mennesker, som er vokset op i den muslimske kultur på den anden. Det er en psykologisk, kulturel og ofte også religiøs kløft, og det er denne kløft – især dens psykologiske aspekter – som min blog kommer til at handle om.

I takt med at verden bliver stadigt mindre, og antallet af muslimer stiger i både den muslimske og ikke-muslimske verden, har vi alle været vidne til stadigt flere, voldsommere og mere ildevarslende konflikter mellem vestlig og muslimsk kultur.

Hvad nu hvis…?

Diskussionen omkring integration af muslimer både nationalt og globalt er delt i to lejre:

I den ene lejr sidder optimisterne. Optimisterne tror på, at integrationen nok skal lykkes, og at verden en dag kan leve i tryghed fra den trussel, som koranlæsere udgør i dag.

Når jeg taler med integrationsoptimister, så har de som regel svært ved at begrunde deres tro på en logisk måde. De mest almindelige forklaringer læner sig op ad ordsprogenes snusfornuft: «Alting har en mening.», «Det går altid godt til sidst.», «Tiden læger alle sår.» osv. Nogle reelle forklaringer har de ikke, og for hver eneste solstrålehistorie de trækker ud af ærmet, er der mindst 10 historier om personer med muslimsk baggrund, som er røget i fængsel, er droppet ud af deres uddannelse, er blevet fanatiske, er kommet på førtidspension osv. Der er ganske enkelt ikke belæg for optimismen.

Hvad nu, hvis integrationen IKKE lykkes? Hvad nu hvis de muslimske ghettoer fortsætter med at vokse sig større og mere selvstændige? Hvad nu, hvis rækken af religiøse særkrav først slutter der, hvor muslimer føler at de kan leve som i deres familiers hjemlande? Hvad nu, hvis de etniske spændinger fortsætter med at vokse i vores storbyer, indtil de eksploderer og politi og myndigheder mister kontrollen? Så har optimisterne med deres komplicerede forklaringer og hånlige angreb på pessimisterne solgt os en drøm og et håb, som der ikke er hold i. På den måde risikerer optimisterne at trække problemerne i langdrag til den dag, hvor der ikke længere findes fredelige løsninger på dem.

Uansvarlige integrationsoptimister

I den anden lejr sidder pessimisterne. Pessimisterne frygter, at de to sider af kulturkløften vil drive længere og længere væk fra hinanden, efterhånden som de erkender, at de ikke kan få opfyldt deres gensidige forventninger og krav. Jeg tilhører selv denne lejr. Min holdning skyldes dels mine professionelle erfaringer fra arbejdet med muslimer som pædagog og psykolog i Københavns Kommune gennem knap 10 år. Dels skyldes det, at jeg ikke har kunnet finde nogen fakta og undersøgelser som peger på, at integrationen går i den rigtige retning.

På baggrund af det ansvar, som optimisterne påtager sig med deres agitation for troen på vellykket assimilation, integration eller måske bare fredelig sameksistens, bør de føre sig særdeles ydmygt frem i debatten. Historien har jo som bekendt vist os, at større demografiske ændringer ikke er børneleg. Det er en farlig leg med ilden, og man bør derfor anlægge et forsigtighedsprincip. Den – historien altså – kan heller ikke fremvise et eneste eksempel på, at muslimer og ikke-muslimer har levet sammen på velfungerende vis. Intet tyder på, at Danmark og Europa bliver nogen undtagelse.

Med venlig hilsen
Nicolai Sennels
Psykolog og forfatter

P.S. Hvis du vil lave noget fornuftigt i dag, så send en mail til så mange folketingspolitikere du orker, og spørg dem, om de tror at integrationen vil lykkes (husk også lige at bede dem begrunde deres svar – bare kort). Send mig gerne deres svar på: kulturkloeften@hotmail.com

P.P.S. Hvis nogen kender en politimand eller fængselsbetjent, som har erfaringer med at arbejde med muslimer – f.eks. på Nørrebro – så vil jeg meget gerne i kontakt med dem. Jeg kunne tænke mig at lave et interview med dem her til bloggen. De kan selvfølgelig være ligeså anonyme som de vil.

Opprinnelig i Jyllands-Posten Er kulturkløften for dyb eller ej?