Rockstjerner gør det, skuespillere gør det; politikere gør det; jurister gør det; journalister, myndigheder og virksomheder gør det alle til hobe. Arbejder – eller siger – de arbejder for ”en bedre verden”. Hvor tit er du ikke stødt på dette moderne mantra før eller efter den ene eller den anden gerning, indsamling, pr-kampagne, prismodtagelse eller lovpakke?

Takket være min tjans som rejsende i frontale opgør støder jeg på besværgelsen igen og igen, og jeg har efterhånden lært at leve med den – det er jo bare ord. Men på de værste dage er det som om, at en bedre verden-epidemi er brudt ud. Som alle kan forvisse sig om, kører mantraet i en slags båndsløjfe i radio og på tv, garneret af hipsterværternes selvfølgelige accept af mantraets legitimitet og den almindelige og rituelle amerikanisering.

Mens vi tidligere måtte nøjes med kristendommens trøst, er den sekulære forestilling om forbedring og progression blevet normen over alle normer i hele vort samfundsliv lige fra vugge til grav. Fremskridt synes ganske enkelt at være blevet de eneste skridt, vi kan tage eller rettere mener at tage, selv om tilbageskridtene står i kø, ikke blot for det enkelte menneske på vej gennem livet, men fra dagens skole til samfundsøkonomi, fra Sydhavn til Somalia, fra skæg til snot.

ANNONSE

dix.flanders

                                                      Otto Dix Flandern

Det siger sig selv: Hvis der kun var fremskridt, ville døden eller krigen eller fortvivlelsen være blevet udryddet af menneskeheden, men det lader som bekendt vente på sig.

At kristendommen skulle kunne genopstå som bærende fortælling for vesteuropæere, der har levet flere generationer i en fred, de ikke længere forstår præmisserne for, forekommer usandsynligt med tanke på vor tids mange erstatningsreligioner fra vindmøller til multikulturalisme. Jo flere af dem, des mindre kristendom. Det gælder ikke blot i dag, langfredag, hvor Kristus døde på korset, men året rundt, hvilket mere end indikeres af de sjælekvaler, som den blotte tanke om Jesu genopstandelse forvolder rigets førende præster.

Hvis vi skal blive i det bibelske, er vores forhold til kristendommen blevet en lang via Dolorosa, en smertens vej, og hvad, der er tilbage af tro, har for længst fundet andre græsgange.

På en dag som denne kan det således være på sin plads at tilbyde en alternativ forestilling end den gængse. Tænk nu, hvis livet ikke udgør et afsæt for stadig mere fremskridt, snævrere union, mere halal, alle arters overlevelse, demokrati, ligestilling og global ekstase, men dybest set rummer generationers gentagelse slægt efter slægt, mere eller mindre vellykket? Eller hvad nu, hvis historien ikke er progressiv, men cyklisk, springende, uforudsigelig, chokerende, skandaløs? At riger går under, og dyder, sprog, kulturer og værdier går tabt, kan umuligt være helt glemt endnu, selv om der oppefra arbejdes målrettet på at aflive enhver institutionel undervisning i historiens krogede gang.

På en måde tabte de ræverøde, og så alligevel ikke. 1970’ernes venstreorientering, kapitallogik og civilisationskritik er væk, men fremskridtstanken lever bedre end nogensinde før. Det er ikke verdenskommunismen, der lokker de nye generationer af håbefulde protagonister, men den almindelige, brede, teknologibegejstrede og bedsteborgerlige optimisme på egne og andres vegne. Vi er ikke bare børn af fremskridtet, vi er dets disciple, sat på jorden for at pilotere og rejse en bedre verden. Der er ikke så lidt salvelsesfuldt ved os og fremskridtet, det så at sige klæber til os og tårner sig op som et Babelstårn. Selv om Gud er død, og hans nekrolog blev skrevet for mere end 100 år siden, er han genopstået i andre skikkelser og former, og vi kender dem på, at de bevæger sig stedse fremad i stil med Hegels verdensånd, idet de vokser ud af selv de mest antagonistiske modsætninger. Vor tids synteser ridder ikke på hesteryg som kejser Napoleon på vej med sine hære i alle kompassets retninger, men de nedbryder grænser langt mere effektivt, end kejseren formåede og taler lige så imperialt om, hvordan selv de mest truende kulturelle, politiske og demografiske konflikter kan tales væk med et nyt lingua franca.

Man kan ikke bebrejde børn, at de ser fremad, gerne forventningsfuldt. Det ligger i deres natur og uerfarenhed. Men det er værre med vi voksne. Vi burde vide bedre eller burde være trænet i skepsis over for lykkeriddere og ideologier, der lover paradis på jord. Men nej. Som Kierkegaard skrev, så fatter ethvert menneske kun, hvad det har brug for at forstå. Vi har med andre ord endnu ikke brug nok for at forstå, hvorfor de nyeste nye erstatningsreligioner fører alle andre steder hen end til himmels. Med evigheden som vidne kan vi optimistisk slutte: Det skal nok komme. Glædelig påske!

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 3. april 2015.

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629