Gjesteskribent

2010 blev året, hvor undergangsstemningen for alvor bredte sig. Problemer, hvor øjet end vender sig: Integrationen som ikke virker. Folkeskolen som heller ikke gør. Velfærdsstatens tvivlsomme fremtid. Nu ser vi virkningerne af efterkrigstidens politiske valg – de sindssyge social-og sundhedsudgifter og den mærkelige blanding af krævende børn og ofre, vi er blevet. Og hvad med verden: Kina, islam ? Obama har siddet i to år, og messiaseffekten er for længst væk. Den mistanke bre der sig, at det ikke bare er en konjunktur, men noget dybere. Noget der snerper i retning af Spengler, Huntington. Vi står i vadested til halsen.

Der er dilemmaer for og dilemmaer bag. Vejen fremad kalder vi for ‘ vækst’, det er vores version af fremskridtet. Vi skal vonmünchhaussensk ‘ vækste’ os ud af vadestedet. Det handler om at kunne malke teknologien, men det er vi ikke længere bedst til i Vesten. Vi opfandt systemet, men det viser sig at være ligeglad med, hvem det tjener. Kineserne har lavet en ‘ Tvind’ på resten af verden – de adapterer sig fantastisk til kapitalismen, helt uden liberale værdier. Er det Romerrigets fald eller Weimartidens Tyskland? Vi fokuserer i al fald fuldt så meget på offer-og outsiderminoriteter, hvad enten det er indvandrere, homoseksuelle, kvinder, børn eller mænd.

Hvor blev helheden af? Samfundet? MEN SÅDAN GÅR DET med civilisationer. Carroll Quigley beskrev det allerede for 50 år siden i Evolution of Civilizations: Civilisationer vokser, så længe de har et ekspansionsinstrument, dvs. en militær, religiøs, politisk eller økonomisk struktur, der akkumulerer et overskud, som man kan investere i produktiv nyskabelse. De falder sammen, når de holder op med at bruge deres overskud til at forny sig. Det sker, når de sociale grupper, der har kontrol med overskuddet, hellere vil bruge det på sig selv, så det ikke længere fører til effektivere produktionsmetoder.

Og symptomerne, ifølge Quigley? »Akut økonomisk depression, faldende levestandard, borgerkrige mellem de forskellige interesser og faldende læse-og skrivefærdigheder« – sjovt, at han lige skulle nævne det! – »samfundet bliver svagere og svagere. Nytteløse forsøg gøres på at stoppe nedbrydningen ved hjælp af lovgivning.

Forfaldet fortsætter. De religiøse, intellektuelle, sociale og politiske lag i samfundet begynder at miste massernes tillid generelt. Nye religiøse bevægelser fejer hen over samfundet. Der er voksende modvilje mod at kæmpe for samfundet eller blot støtte det ved at betale skat.« DEN GODE HISTORIE ER, at der er vi ikke helt endnu.

Den kedelige, at vi ikke er langt fra. I Vesten har vi erstattet rygrad med fedme, og fedme holder én oppe et stykke tid, men trækker uvægerlig nedad. Og nu er det oven i købet blevet vinter, som i »vort mismods vinter«. Vi stirrer os blinde på dagspolitikkens skandaler, mens det skrider seriøst i de dybere lag. Ser vi da ikke syndfloden, der kommer væltende i slowmotion? Vi hænger fast i vores vadested. Vi mindes om vort historiske danske vægelsind: Vadestedet er Lillebælt, vi er Kristian II. Nogen må gøre noget, vi kan ikke blive hængende der. Hvem tager det første skridt, og er der en vilje til at bære byrder? Det er nu vi skal være heste! Thi intet er uafvendeligt.

Eller med Alasdair MacIntyre: »Hvis vi er i så slem en situation, som jeg forestiller mig, forekommer pessimisme mig at være endnu en kulturel luksus, som vi må undvære, hvis vi ønsker at overleve«.

Henrik Jensen er en av Danmarks mest spennende intellektuelle. Han skriver fast i Berlingske, der denne sto på trykk 27.12, og i Kristeligt Dagblad. Document vil gjerne bidra til å gjøre ham kjent i Norge.