Kommentar

Kritikken af Vesten har længe været et gennemgående tema i kulturdebatten. Mange har bemærket, at Vestens magt i stigende grad er ved at blive svækket. I stedet ser vi, at andre vidt forskellige civilisationer er ved at genbekræfte deres distinkte kulturelle identitet, og de har succes med at gøre det. Vesten har svært ved at håndtere denne nye orden, men ikke mindst har Vesten svært ved at håndtere sine egne indre konflikter, det tiltagende forfald, der har bidraget til svækkelsen. En af kritikerne, som jeg har talt med, er historiker Henrik Jensen, lektor ved Roskilde Universitet og forfatter til bl.a. Ofrets århundrede fra 1998 og Det faderløse samfund fra 2006.

– Henrik Jensen, hvilke symptomer ser du på forfaldet?

Forfaldet har at gøre med en udbredt offermentalitet. Den fremdrift, vi engang havde, er afløst af en tabsfølelse, en følelse af, at vi aldrig når vores mål og aldrig får det, vi gerne vil have. Baggrunden er, at individet er blevet det højeste gode, og heri ser jeg et værditab. Det er ikke længere tilstrækkeligt for os at være del af noget større. Det er hele tiden ”mig”, der er i centrum, og mig selv der skal finde meningen med alt. Ingen advokerer længere for helheden. Tag f.eks. outsourcingen af arbejdspladser. Det er kun til gavn for en lille gruppe. Ingen tænker på helheden.

– Individualismen er en vigtig og nærmest unik vestlig værdi, der har gjort Vesten stærk. Men den er altså også en hovedårsag til Vestens forfald?

Det handler om at finde balancen mellem det, jeg kalder pligt- og rettighedskulturen, mellem fællesskabet og individualismen. I dag hersker rettighedskulturen.

– Du har skrevet meget om vores terapeutiske kultur, hvor vi konstant ønsker at forbedre, optimere og omforme mennesket?

Coaching og kreativitet er de store plusord. Men frigørelse gennem terapi er en illusion, og det er ikke alt i mennesket, der bør frisættes. Det er dog svært at sætte sig op imod denne terapeutiske tidsånd.

– Med dit eget udtryk lever vi i det faderløse samfund, hvor autoriteten er forsvundet. Men hvordan vil et sådant samfund hænge sammen?

At vi lever i et faderløst samfund betyder, at vertikaliteten er forsvundet, og at der er sket en nivellering. Alle er lige gode, ingen rager op over ”mig”. Men et samfund har brug for vertikalitet, f.eks. at nogen ved bedre, og det kan være forældre eller lærere. At barnet er i centrum, hvilket sådan noget som curling-børn er udtryk for, ser jeg som en nivellering, der er gået amok.

– Vesten virker i dag svækket og er ikke længere et forbillede for andre. Asiatiske ledere ser Vesten som dekadent, og de henviser ofte til, at kriminaliteten og antallet af skilsmisser er steget betydeligt siden tresserne. Hvad skete der i tresserne?

Ungdomsoprøret var en eksplosion i forestillingen om selvrealisering. Grænseoverskridelse bliver nu noget positivt, og sådan ser vi også på det i dag. Men samfund har brug for grænser, ellers opstår der kaos. Det ironiske er, at kulturrevolutionen blev lanceret som en fællesskabsideologi, med socialismen og kommunismen, men det handlede i virkeligheden om den enkelte, og i løbet af 70erne udviklede oprøret sig til det, jeg vil kalde selvrealiseringstvang.

– I dine bøger kredser du især om Første Verdenskrig som den begivenhed, hvor svækkelsen og tabet af fællesfølelsen for alvor satte ind?

Det var en krig, der blev igangsat af fædrene, men det var sønnerne, der blev slået ihjel i millionvis. De unge mænd ville dog gerne i krig, og heri ligger kulturkatastrofen. De kom med en internaliseret pligtkultur, hvilket de så at sige døde af. Efterfølgende var der storvask: Samtalerne mellem forældre og børn glider ikke længere så godt ved spisebordet, der opstod en generationskløft, hvor man ikke længere kunne forstå hinanden. Men krigen var i bund og grund en katalysator, der forstærkede iboende tendenser i kulturen, der rækker længere tilbage. I det nittende århundrede var samfundsstrukturen relativ stabil. Men nedenunder bevægede der sig strømninger, som kom frem i Første Verdenskrig. Låget sprang af.

– Tidligere i historien tilegnede mennesker sig uden videre fællesskabets normer og handlede efter dem. Kan du forklare dette ”nomos”?

Nomos er mængden af normer, værdier og love, som mennesket skal tilegne sig for at være en del af samfundet. Tidligere i historien foregik det ved hjælp af opdragelsen, og det kom til syne i alt lige fra de sange, der blev sunget, til de historier, der blev fortalt. Dette nomos blev overført fra generation til generation. Det sad fast dengang, men er mere laset i dag. En af de første alvorlige svækkelser af dette nomos kom med den Franske Revolution i 1789. Her blev rettighedskulturen for alvor præsenteret i form af menneskerettighedserklæringen. Det udartede i terror og social opløsning, og i store dele af det nittende århundrede kom en konservativ modreaktion, hvor man strammede op. Det skete bl.a. i England, hvor man indførte et gentlemankodeks, en slags raffinering af manderollen, der byggede på respekt for grænser, på tilbageholdenhed og pligt. Med tiden får pligtkulturen dog alt for stor betydning, der kommer en ubalance, og vi får katastrofen med Første Verdenskrig. I 1920erne kommer individet igen meget stærkere på banen som en reaktion på den overdrevne pligtkultur. Weimartiden dyrker kunstneren, eneren, outsideren.

– Og det er så interessant at se mellemkrigstidens fascisme som et forsøg på radikalt at vende tilbage til den gamle orden og genoprette de gamle idealer om hierarki og autoritet. Denne radikale konservatisme var også en udskejelse?

Ja, i den vestlige historie pendler samfundene mellem pligt- og rettighedskulturen. I den efterfølgende epoke ønsker man at korrigere den foregående epokes udskejelser, men man overkorrigerer så at sige. Så skal man tilbage igen. I Weimar eksperimenterede man med kunstneren som type. I 30erne kom soldaten i fokus.

– Mange i Vesten mener ikke, at vi er svækkede. De mener, at vi er lige så stærke som altid, og at vi bør sprede liberalt demokrati og menneskerettigheder, fordi andre kulturer ønsker at annamme dem. Til trods for at undersøgelser viser, at vestlige værdier ikke nyder særlig stor opbakning i resten af verden?

Medierne er fulde af krisetegn, men alligevel mener vi, at vi er avantgarden. Vi er nået længst, og vi måler andre kulturer i forhold til vores udviklingsforløb. Kina er f.eks. dér, hvor vi var for årtier siden; men de skal nok nå hen til os, tror vi. For kineserne vil dybest set have det samme som os, og hvis de siger noget andet, mener de det i virkeligheden ikke. Og mener de det, trænger de bare til mere oplysning. Men måske har Kina lavet et short cut. Jeg tror, at vi kan imødese en stram global orden, hvor det ikke er liberalt demokrati, men derimod kampen om ressourcer, der står på dagsordenen.

– Den engelske historiker Arnold Toynbee talte om ”udødelighedens blændværk”: Når en kultur tror, at dens værdier er evige og universelle, er det tegn på denne kulturs forestående undergang. Sådan har det været lige fra Romerriget til det Osmanniske rige. Lider Vesten af udødelighedens blændværk?

Toynbee kunne i hvert fald sige det med en vis vægt. Også i Romerrigets slutfase blev man løbet ned af indvandrede kulturer. Men romerne var overbeviste om, at deres værdier ville blive overtaget af fremmede.

– Jeg tænker på, at man i Vesten kan iagttage en blanding af opgivelse og overmod. Vi kan ikke forhindre indvandring og parallelsamfund, men vi kan skabe demokrati i Irak den ene dag og i Afghanistan den anden?

Det er meget illusionsfyldt, men også hyklerisk. Vores politikere tror, at offentligheden gerne vil høre det. Jeg ser også tegn på, at vores eliter er gået i eksil, ligesom i Romerriget hvor de dominerende familier forsvandt ud på landet og lod skidtet falde. Også i dag sørger alle for sig selv. Eliterne er optaget af et rigere og bedre liv, men der er ingen virkelig ledelse.

– Hvad kan vi gøre for at revitalisere Vesten?

Løsningen ligger i den rette balance mellem pligt og ret. Vi skal gribe tilbage til pligtkulturen og søge at begrænse den rettighedsegoisme, som især præger velfærdssamfundet. I dag går politik ud på at købe vælgerne ved at love dem flere og flere rettigheder, men det er urealistisk. Jeg tror, at vi først skal ramme gulvet i økonomisk forstand, ellers hører vi ikke, hvad der bliver sagt. At vi ikke hele tiden skal kræve, bliver ganske vist sagt, men det bliver ikke fulgt. Når først pengene er væk, og finanskrisen har bredt sig, tror jeg, at vi kan finde tilbage til pligtkulturen. Det er nødvendigt, at der opstår en vilje til at se fællesskabets overlevelse som et vigtigt mål.

– Hvem skal føre an i den proces?

Det er svært at vide, for det afhænger af udviklingen. Men jeg tror på familien, på forældrene, hvis de tør spille rollen som autoriteter.

 

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2012/09/17/vestens-forfald-samtale-med-historiker-henrik-jensen/