Gjesteskribent

Af Henrik Nordbrandt

Nogle forfattere hævder, at det, der driver dem til at skrive, er følelser som vrede, indignation og harme. Socialt og politisk engagerede kunstnere har altid haft min dybeste beundring, men for mit eget vedkommende må jeg indrømme, at følelser som de just nævnte ikke fremmer min inspiration. Tvært imod lammer de mig, så jeg ikke kan foretage mig noget som helst. Visse begivenheder forekommer mig at være så modbydelige, at det at forsøge på at beskrive dem med ord får mig til at føle mig rent fysisk dårligt tilpas.

Følgende beretning, som jeg refererer ene og alene, fordi jeg synes, jeg bør, hører til denne kategori: Den 26. december 1995 blev nogle teenagere fra Manisa i Vesttyrkiet arresteret og fængslet af politiet. Deres forbrydelse var, at de havde skrevet politiske slagord på en mur. Den offentlige anklager tog affære og rejste sag mod dem. Begrundelsen, der blev fremlagt i retten, var, at de unge mennesker tilhørte en illegal, separatistisk organisation. Det havde de selv tilstået. Tilståelserne, sagde forsvarerne, var faldet under tortur. De kunne fremlægge lægerapporter, der klart beviste, at de unge var blevet torteret. De var desuden alle blevet seksuelt molesteret. Sagen fik stor omtale. TV-optagelserne fra retsmøderne gav helt klart det indtryk, at de unge ikke alene talte sandt, men var alvorligt psykisk medtaget af deres oplevelser.

Om politifolkene udtalte det socialdemokratiske parlamentsmedlem, advokaten Sabri Ergül, der sammen med tyrkiske og udenlandske menneskerettighedsforkæmpere har fulgt aktivt med i sagen, at et par af dem var blevet forflyttet til Manisa fra Afdelingen til bekæmpelse af terrorisme og sagde i den forbindelse bl.a.: «De tror, at drabet på enhver universitetsstuderende sker med Guds billigelse.»

Der blev rejst anklage mod politifolkene. De to sager fortsatte sideløbende og har nu varet i to år. Den 16. januar 1997 blev 12 af de unge dømt til sammenlagt 76 års fængsel. Den 28. januar i år omstødte Højesteret dommen og frifandt de anklagede. De udtalte bagefter, at det viste, at landets retssystem trods alt fungerede. Med visse forbehold. For den 11. marts blev politifolkene også frifundet. En blandet skare af nationalister og islamiske fundamentalister var mødt op uden for retsbygningen, hvor de hilste de frifundne som helte. Sagen bliver appelleret til Højesteret. Men indtil videre er politifolkene altså gået fri. Den harme og afmægtighed, som de unge mennesker og deres pårørende må føle, kan næppe beskrives. Men hvad kan de bruge disse følelser til? Hvordan kan man overleve i et samfund, hvor forbryderne går fri, og de uskyldige straffes? Tyskere, der kunne gennemskue, hvad der skete under nazismen – hvordan kunne de undgå at blive totalt, rablende gale?

Spørgsmålet leder for mit vedkommende næsten uundgåeligt til det følgende: Hvad ville der være sket, hvis Hitler havde vundet krigen? Det er naturligvis lige så umuligt at besvare som spørgsmålet: Hvordan ville verden have set ud, hvis Cæsar ikke havde vundet gallerkrigene. Men sat over for hinanden, kan de to spørgsmål, om ikke besvare hinanden, så i hvert fald antyde, hvorfor der kan være god grund til at stille dem. Cæsar vandt Gallerkrigene med det resultat, at latin blev udbredt til Frankrig og Den Iberiske Halvø. Der levede tre millioner gallere i området. De romerske soldater slog en million ihjel. Derefter var de overlevende to millioner «pacificeret» og rede til at antage romersk kultur og sprog. Og grunden var lagt til de begreber, vi i dag kender som fransk, spansk og portugisisk, med alt hvad dertil hører. Uden Cæsar ville der ikke have været nogen Cervantes, heller ingen Fernando Pessoa, og for den sags skyld heller ingen Jean Paul Sartre. Og hvordan ville kulturen på det sydamerikanske kontinent have set ud? Proportionsmæssigt var Gallerkrigene et lige så blodigt foretagende som Anden Verdenskrig, og Cæsar var ikke mindre hensynsløs end Hitler. Ikke desto mindre var Cæsars Gallerkrige, så sent som da jeg gik i gymnasiet, en del af sproglige gymnasiasters pensum. At kunne læse Gallerkrigene hørte så at sige med til den almene dannelse. Ikke en eneste gang har jeg hørt en lærer sige _ hvad man selv hurtigt fandt ud af, når man begyndte at kunne stave sig igennem teksten – at det drejede sig om en massemorders bekendelser! Vi – i min generation, i hvert fald – har vanskeligt ved at forestille os, at Hitler kunne have vundet krigen, fordi det er ubehageligt at tænke på, at noget så ondt kunne have fundet sted. Ikke desto mindre har de onde magter vundet utallige gange gennem historien.

Der er ingen historisk lov, der siger, at det gode skal vinde til sidst. Cæsar vandt. Hvis Tyskland havde vundet Anden Verdenskrig, ville vores ideologiske og retslige grundlag sikkert have været Mein Kampf. Og det ville vi så have forsøgt at leve med. Vi ville sikkert have prøvet på at tolke dens ytringer så lempeligt som muligt og ignoreret dele af den. Og på den måde ville vi have stået i præcis samme situation, som en meget stor del af verdens muslimer står i dag. De ved, at der er dele af deres hellige bog, der er totalt fornuftsstridende og selvmodsigende. Og dem prøver de så at lade være at tænke på, fordi de vil ikke tage springet og opgive deres religion.

Et af de af Koranens kapitler, der reciteres ofte i Tyrkiet er «Abu Lahab», fordi det er et af de korteste. Mange, der fremsiger ordene, ved ikke engang, hvad de betyder. Fortæller man dem det, vil de ikke høre efter, eller også bliver de vrede. Teksten lyder: «Måtte Abu Lahabs hænder visne og forsvinde. Måtte han selv forsvinde. Intet skal der blive tilbage af hans rigdomme. Han skal brænde i en flammende ild, og hans hustru med, tynget af brænde og med reb af fibre om halsen.» (111/1-5) Disse vers er nogle af de mest hadske i Koranen, men langt fra de eneste. Hvordan universets skaber kan udvise så menneskelige – og usympatiske – egenskaber som had og hævngerrighed (Gud beskrives som «hævngerrig» flere steder i Koranen) er svært at forstå for en ikke-muslim. Og måske også for en muslim. Man skal i hvert fald være forsigtig med at stille spørgsmålet, for man kan risikere en voldsom reaktion. Den tyrkiske videnskabsmand og forfatter, Ilhan Arsel har udgivet to bøger om «hadith», overleveringerne om Muhammed. Hans udvalg er tendentiøst, hvilket han ikke lægger skjul på. Nogle af beretningerne skildrer profeten som en bedrager og morder, men alle hans kilder er autentiske islamiske, så at sige del af enhver muslims åndelige bagage. Ikke desto mindre er Ilhan Arsel blevet hængt ud i den fundamentalistiske presse,der indirekte opfordrer fromme troende til at slå ham ihjel. Det er tidligere sket for andre forfattere og intellektuelle, og i nogle tilfælde er opfordringen blevet fulgt op. Jeg har personligt kendt flere, der er blevet slået ihjel af fanatikere.

Der har for nyligt været store demonstrationer i Istanbul. De demonstrerende er kvinder klædt i traditionelle muslimske dragter. De demonstrerer imod den paragraf i grundloven, der siger, at man ikke kan få adgang til universitetet i sådan et kostume. For nogen tid siden bankede de Nurettin Sözen, Istanbuls tidligere borgmester og universitetsrektor. De demonstrerer for retten til at forblive undertrykte. De demonstrerer for retten til at undertrykke andre. De demonstrerer for retten til at bære en uniform, der symboliserer en massepsykose. En del venstreorienterede støtter dem udfra det synspunkt, at alle bør kunne bære det tøj, de har lyst til. De venstreorienterede i Iran støttede også Khomeini imod shah’en. Så snart fundamentalisterne kom til magten, begyndte de at forfølge de venstreorienterede. 100.000 blev dræbt, menes det. Giver man de fundamentalistiske kvinder lov til at bære deres uniform på universiteterne, vil de inden længe begynde at lægge pres på de andre kvinder for at få dem til at gøre det samme. Det næste bliver afskaffelse af fag, der strider mod islams lære, omskrivning af lærebøger, etc., etc. . . . At de ikke viger tilbage fra at udøve den vold, som deres religion giver dem mandat til at bruge, har de allerede vist.

Det er muligvis ikke god tone at sammenligne en af de store verdensreligioner med nazismen, men ligheden mellem de to fænomener er for iøjnefaldende til, at man kan forsvare at ignorere den i den gode tones, eller for den sags skyld tolerancens navn. Deres metoder til at vinde magt, og de psykologiske mekanismer, der er deres drivkraft, er uhyggeligt identiske. Set i lyset af den kendsgerning, at muslimer i vesten behandles racistisk, kan en kritik af islam, der af racisterne ofte bruges som påskud for deres racisme, synes malplaceret. Men når en samvittighedsfuld overholdelse af tolerancens uskrevne, men hårfine regler fører til tavshed eller fortielse, er det tolerancen selv, der er malplaceret. Nogle af mine bedste venner er muslimer, og jeg tager skarpt afstand fra fremmedhadet i Danmark (og alle andre steder).

Men det betyder ikke, at jeg kan acceptere islam. Jeg betragter den som en historisk ulykke. Nogle vil måske hævde, at man ikke kan sætte de to ord sammen, at historien er det, den nu engang er. Ikke desto mindre: Det ville have været en ulykke, om Hitler, hvad det langt fra er umuligt at forestille sig, havde vundet krigen. For gallerne var det en ulykke, at romerne invaderede dem og skånselsløst dræbte alle, der forsøgte at sætte sig til modværge. Den mongolske invasion blev nok også betragtet som en ulykke af dem, det gik ud over. Spaniernes ødelæggelse af de store mellemamerikanske civilisationer var en ulykke af ufattelige dimensioner. Og det var en ulykke, at Muhammed fik sin egen psykose lavet om til en verdensreligion. Måske ville den ulykke ikke have haft så store konsekvenser, hvis den kristne verden ikke havde gjort vold mod sine egne ideer og startet korstogene. Det er utvivlsomt dem, der har forårsaget, at den kristne verden og islam i århundreder har været (og stadig er) fastlåst i hinandens forvrængede fjendebilleder. Det er et vovet postulat, men det skulle ikke undre mig, om denne fastlåsning har været medvirkende til, at islam mistede den dynamik, der havde karakteriseret den i de første århundreder, stagnerede og endte som det, der i dag kendes under betegnelsen «fundamentalisme».

Det behøvede ikke at være gået sådan. De to kulturer har trods alt fælles rødder og bedre forudsætninger for at forstå hinanden end mange andre kulturer. Alligevel synes misforståelserne mellem f. eks. Europa og Den Arabiske Verden langt større end mellem Europa og Japan. Ligeledes de gensidige fordomme. Efter at have skrevet dette, lukkede jeg op for fjernsynet og zappede rent tilfældigt ind på en kanal, hvor de havde et længere program om teenagerne fra Manisa. Det var naturligvis rystende. Flere af dem havde fået psykiatrisk behandling, men led stadig under følgerne. Det var også gået hårdt ud over deres forældre. Til min forfærdelse gik det op for mig, at deres sag endnu ikke er endeligt afgjort. De kan endnu nå at blive dømt for terrorisme. Forhåbentligt går det sådan, at de bliver endelig frifundet. Og forhåbentligt bestemmer Højesteret, at politifolkenes sag skal tages op igen. Men går det rigtigt skidt, bliver de unge straffet, og de, der torterede dem, går fri! Og det må de så leve med resten af deres liv! Flere udenlandske advokater, bl. a. tre svenske, var til stede ved det sidste retsmøde. Det er meget vigtigt, at den slags sager bliver fulgt i udlandet. Ikke blot fordi det påvirker den offentlige mening i Tyrkiet, men også fordi det er en tilkendegivelse af, at man forstår, at det (som det eneste islamiske land i verden) faktisk efter bedste evne prøver på at blive et moderne demokrati.

At det endnu ikke er sket, skyldes islam. Det er ikke nogen subjektiv tolkning, men en konstatering. Derimod er det subjektivt, indrømmer jeg, når jeg ikke kan lade være med at identificere mig med teenagerne fra Manisa – og på grund af min egen opvækst i skyggen af den nyligt overståede Anden Verdenskrig derfor straks begynder at sammenligne islam med nazismen. Sammenligningen holder, men mit tonefald er nok følelsesladet. Min reaktion skyldes vist, at jeg selv som barn blev udsat for noget, jeg opfattede som tortur, selv om det var intet sammenlignet med det, der fandt sted i Manisa. Jeg tror, det var forestillingen om de unge, der først blev klædt nøgne og derefter mishandlet, der satte associationen i gang: Det var det modbydelige, institutionerede sadomasochistiske foretagende, der hedder gymnastik. Der skulle man også klædes af. Og dernæst blev man tvunget til at lave alle mulige ydmygende, såkaldte «øvelser», der ikke tjente noget som helst formål. Det gjorde ondt i ens krop, og man havde det dårligt både før og efter. Og man følte sig til grin. Jeg nægtede nu og da at deltage i perversiteterne. Det blev hver gang straffet med en lussing. Den indkasserede jeg med glæde. Det er fint, at man holder øje med lande, der bryder menneskerettighederne. Men er de ikke ret vilkårlige, samme menneskerettigheder? Hvad med retten til ikke at skulle gøre gymnastik og udøve sport?

Brev fra Henrik Nordbrandt

i Tyrkiet

Jyllands-Posten 21. april 1998, kunst_og_kultur, side 5