Sakset/Fra hofta

Lars Hedegaard bad om ordet i Frederiksberg Ret, hvor han i dag sad på anklagebænken for overtrædelse af §266b. Her er, hvad han sagde.

Min forsvarer har instrueret mig om, at i sager anlagt efter § 266b, er det alene forhånelsesaspektet, der har betydning for, om man bliver dømt eller ej, hvorimod der ikke kan føres sandhedsbevis for udsagnet.
Paragraffen handler om offentligt fremsatte ytringer, hvorved en gruppe personer «trues, forhånes eller nedværdiges». Men som min forsvarer allerede har redegjort for, har jeg ikke offentligt fremsat ytringer.
Når det gælder §266b er der ikke lighed for loven. Jeg bliver dagligt forhånet og nedværdiget over noget, jeg læser eller hører, og jeg er sikker på, at de fleste har det på samme måde.
Jeg føler mig forhånet
Jeg bliver f.eks. ikke bare forhånet og nedværdiget og truet, men rystet i mit inderste, når jeg hører en kendt dansk imam udtale, at naturligvis vil shariaen – den muslimske lov – blive indført som officiel retsorden i Danmark, når der bliver tilstrækkeligt mange muslimer.
Jeg vil stærkt anbefale landets jurister at sætte sig ind i, hvad shariaen indebærer, ikke bare for muslimer, men i lige så høj grad for ikke-muslimer, der, hvis de er heldige, bliver henvist til en tilværelse som retsløse undermennesker.
Og hvis man ikke har lyst til at læse kedelige afhandlinger, kunne man jo kaste et blik på retstilstanden der, hvor shariaen hersker enten de jure eller som faktisk retsorden.
Så vil man se tilstande, som vi næppe har kendt i Danmark, siden Jyske Lov blev indført i 1241 og sandsynligvis heller ikke før.
Men imamen vil altså have denne uorden indført i mit fædreland. Og jeg må åbent vedstå, at det går mig på. Det går mig også på, når den samme imam forsvarer drab på muslimer, der har forladt islam, eller når han bekræfter, at kvinder og mænd, der begår utugt, naturligvis skal overdænges med sten, indtil de er døde.
For det mener han er Guds bud, som man ikke kan sidde overhørigt.
Skulle jeg så gå til politiet og fortælle, hvor truet, forhånet og nedværdiget, jeg føler mig?
Det kunne jeg aldrig drømme om, for jeg er nemlig tilhænger af ytringsfriheden, og hvis den skal have noget reelt indhold, så må den også – og især – beskytte de ytringer, folk ikke vil høre. Og det uanset, hvor modbydelige, disse ytringer må forekomme.
En åben port til ulighed for loven
I øvrigt ville det være halsløs gerning at melde imamen og hans ligesindede til politiet, for anklagemyndigheden ville aldrig rejse sag mod dem. Ellers var det nok sket for længst.
Som retspraksis viser, ikke bare i Danmark, men i alle de europæiske lande, der har tilsvarende forhånelsesparagraffer i deres straffelov, er disse forhånelsesparagraffer en åben port til ulighed for loven.
Der er forhånede, der nyder anklagemyndighedens ømme bevågenhed, og så er der de mindrebegunstigede, der er henvist til at bide forhånelserne i sig.
Men det har måske noget at gøre med, at man ikke må forhåne minoriteter, mens minoriteter gerne må forhåne majoriteter? Hvis det er forklaringen på, at jeg befinder mig i retten i dag, så er den ganske besynderlig.
I 2002 stod den imam, jeg allerede har omtalt, under en fredagsbøn i Fælledparken og fortalte sin menighed, at alle muslimer i verden –1,6 milliarder eller hvor mange der nu er – udgør ét samlet folk, én umma.
Det samme understreges af Den Islamiske Konferenceorganisation, OIC, som har 57 medlemslande. Overfor ummaen udgør de fem millioner ikke-muslimske danskere med andre ord et mikroskopisk mindretal, men ikke desto mindre et mindretal, hvis medlemmer står til straf, hvis de udtaler sig om kulturtræk i ummaen.
Hvad håber anklagemyndigheden at opnå ved at få mig dømt? Den kan trække mig i retten, den kan prøve at fremstille mig som racist, højerekstremist og umenneske. Det samme kan den gøre mod hundreder og tusinder af andre, der insisterer på deres ytringsfrihed til at beskrive islam og muslimsk kultur på samme måde, som vi i et frit samfund ville tale om ethvert andet fænomen.
Men hvad har man så udvirket?
Tror man, at folk vil begynde at omtale islam og muslimsk kultur med større respekt og ærbødighed? Ja, måske i det offentlige rum, fordi man frygter bøder og fængsel. Men hvad vil folk sige til hinanden, når de ikke mener sig overvåget af tankepolitiet?
Og hvad tror anklagemyndigheden, at folk vil mene om en religion, en politisk ideologi og en kultur, der skal beskyttes af lovgivere, politi, anklagemyndighed og dommere, fordi den ikke selv formår at forsvare sig i en fri og åben debat?
Giv mig frem for alt andet frihed
I 1644, da det engelske parlament overvejede at indføre religiøs censur, skrev den kristne præst og ytringsfrihedsforkæmper John Milton:
«Jeg har endnu tilbage at omtale det utrolige tab og den skade, denne censuropfindelse påfører, og som er langt større end den, der kunne tilføjes os af en fjendtlig sømagt, der blokerede alle vore havne og indløb og fjorde; den hindrer og sinker importen af vor vigtigste handelsvare, sandheden.»
Og han skrev videre:
«Der er folk, som ustandseligt beklager sig … og betragter det som en ulykke, hvis nogen ikke er enig med dem i deres dogmer. Det er deres eget hovmod og uvidenhed, der volder forstyrrelsen, fordi de hverken vil høre med ydmyghed eller evner at overbevise, og dog skal alt undertrykkes, som ikke findes i deres håndbog.»
Og han sluttede med denne opfordring:
«Giv mig frem for alt andet frihed, friheden til at erkende, til at tale, til uhæmmet at argumentere i overensstemmelse med min samvittighed.»
Til slut blot dette:
Anklagemyndigheden har tydeligvis ikke skænket en tanke til de mindst 20.000 kvinder i den muslimske verden, der årligt falder som ofre for de såkaldte æresdrab, eller de 50.000 muslimske piger i Tyskland, der ifølge forbundspolitiet er truet af kønslemlæstelse.
Eller de hundredtusinder af småpiger i de muslimske flertalssamfund, som af deres far eller værge er solgt til tvangsægteskaber med meget ældre mænd, og som derfor må leve et liv med konstante voldtægter, alt mens islams retslærde forkynder, at dette er i bedste overensstemmelse med den religiøse ortodoksi.
Jeg håber, at dommeren i modsætning til anklagemyndigheden vil overveje disse ulykkelige menneskers skæbne, ligesom jeg håber, at dommeren vil indse det meningsløse i at retsforfølge mig for udtalelser fremsat inden for mine egne fire vægge.
Anklagemyndigheden har i ti måneder været klar over de omstændigheder, hvorunder mine udtalelser faldt. Det har ikke anfægtet den.
Jeg håber, at det vil anfægte dommeren.