Sakset/Fra hofta

I Danmark har det skjedd en liten revolusjon i kjølvannet av Yahya Hassans debut. Representanter for den kulturradikale eliten skriver at de må revurdere sine fiendebilder. En skriver like ut at det kan være fienden er dem selv.

Utenkelig i Norge. Men kanskje et varsel om noe som kommer?..

Eva Agnete Selsing skriver herlig i Berlingske. Bare tittelen er et eksempel på dansk «grin»: Fritt fra skrumpleveren.

Hun konstaterer om venstresiden:

Mere er altid bedre. Og jo dygtigere, man er til at bortforklare den virkelige verdens (voldelige) hændelser, desto ædlere og mere intellektuel. Så kan man sidde med rødvinen i sin Børge Mogensen-sofa og lade hadet til Pia Kjærsgaard flyde frit fra (skrumpe)leveren.

Flemming Rose har holdt munn siden han skrev Tavshedens tyranni (2010). Nå opplater han igjen munnen, og grunnen er at Yahya Hassans entré har skapt bevegelse i frontene.

«Yahya Hassan har en særlig autenticitet. Måske fordi han kommer direkte fra underklassen og ind på den litterære stjernehimmel og har en meget dramatisk historie. Derfor træffer han nogle mennesker dybere. Han rammer Velfærdsdanmark. Dem, som ser den gruppe, han kritiserer, som ofre. Han siger selv, at han ikke er nogen præmieperker. Og man kan se, hvordan det har splintret den meget brede fløj, som jeg kalder Politiken-segmentet«.

Hvordan splintret?

«Den har delt sig. Der er én gruppe, som nu tager et opgør med en venstrefløjsposition i debatten og siger: Vi er simpelthen nødt til at anerkende, at ytringsfriheden er under pres, uanset hvad vi mente om Muhammedtegningerne. At det er reelt nok, at den praktiske ytringsfrihed er truet. Så er der nogle, der forsøger at sige: Der er måske enkelte tilfælde, men som ikke mener, at ytringsfriheden generelt er under pres. Og endelig er der dem, der – i mine øjne helt ude i hampen – siger, at Yahya Hassan må kritisere noget, Lars Hedegaard ikke må, fordi han selv har indvandrerbaggrund«.

Hvorfor er det helt ude i hampen?

»Det handler alt sammen om, hvordan vi skal håndtere mangfoldighed i et demokrati, og hvad tolerance egentlig indebærer. Jeg tror, det er en stor udfordring for Danmark, fordi vi historisk set har været et ret homogent samfund. Etnisk, religiøst og kulturelt. Da vi alle sammen lignede hinanden, havde vi de samme tabuer og de samme grænser, så vi udfordrede ikke hinanden på samme måde. Vi var grundlæggende et lutheransk land uden store minoriteter, der levede på en anden måde. Det er i dag forandret i hele Europa. Og fordi vi ikke har været igennem den proces, skal vi først finde ud af, hvad det vil sige at have mangfoldighed i et demokrati. Hvor går grænserne for ytringsfrihed, hvad kan man sige og ikke sige om hinanden, hvordan man klæder sig og praktiserer sin tro?«

Det er der to bud på, mener Flemming Rose. Enten holder vi fast i, at vi er mennesker, før vi er muslimer og kristne og ateister, liberale og FCK-fans, som han siger. Og at vi derfor har de samme rettigheder og skal behandles ens. »Vi må spørge os selv: Hvad er det minimum af begrænsninger på ytringsfriheden, vi har brug for, så vi kan leve sammen i fred i et samfund, hvor vi bliver mere og mere forskellige. Og der mener jeg, at blasfemiparagraffen og racismeparagraffen er svære at rumme«.

Hvilke begrænsninger af ytringsfriheden går du ind for?

»Tilskyndelse til vold skal være kriminelt. Du må ikke stille dig op og sige: Dræb alle muslimer. Eller: Gå ud og slå de rødhårede. Pressen skal ikke have ret til at skrive hvad som helst om folks privatliv. Og vi må også have en injurieparagraf. Men ellers må det være civilsamfundet, der regulerer ytringerne«.

Den anden mulighed er at føre, hvad Flemming Rose kalder identitetspolitik. »Så er man muslim, kristen eller dansker, før man er menneske. Og man prioriterer gruppens identitet over indvidets og kan derfor som gruppe gøre krav på selv at ordne sine forhold. Som muslim kan man praktisere nogle muslimske dogmer og livsformer internt i sit miljø, uanset om de er i strid med en liberal demokratisk standard. Eksempelvis holdninger til kvinder, homoseksuelle, Yahya Hassan og hans ytringer«. «Altså: Hvis du respekterer mit tabu, respekterer jeg dit. Og det er skruen uden ende. Hvis det skal være forbudt at benægte holocaust, som det er i mange europæiske lande, skal det også være forbudt at tegne Muhammed. Og hvis det er forbudt, skal det også være forbudt at benægte kommunismens forbrydelser. Hver gruppe kan jo sige, at der er noget i deres identitet, som er så sårbart, at vi må have indført en lov, som kriminaliserer ytringer, de føler sig krænket af«.

Danmark har kommet lenger i erkjennelsen av hvor grensene for ytringsfrihet går. I Norge går debatten i ring, derfor er erfaringene danskene gjør truende. Selv den nye boken til Stjernfelt/Eriksen; De anstændige, får ikke oppmerksomhet i Norge, man må formode av den enkle grunn at Norge er de anstendiges fødeland. At den gode tone er blitt rådende er derfor ikke så rart. Man trenger ikke være høyrøstet som i Danmark av det at det nesten bare er anstendige i det offentlige ordskiftet. Flertallet lærer å internalisere reglene.

«I et autoritært samfund lærer folk meget hurtigt, hvor grænserne går, hvis det offentlige rum bliver intimideret, og så internaliserer man grænserne, så man faktisk slet ikke behøver nogen love«. Nogle siger, at en vis selvcensur er nødvendig, hvis vi skal kunne leve sammen? »Høflighed og gode manerer er noget, vi vælger af egen fri vilje. Jeg kan også godt lide, når folk taler pænt til mig, og jeg forsøger at tale pænt til folk. Selvcensur er, når man egentlig har lyst til at skrive noget, men ikke gør det, fordi man er bange for konsekvenserne«.

Konsekvensen

»Grundlæggende mener jeg, at hvis man bøjer sig for intimidering, får man ikke mindre intimidering, men mere. For så viser man, at den virker. Men i den praktiske virkelighed, når man står med ansvaret for 2.500 medarbejdere, kan jeg i dag godt forstå, at man måske bøjer sig for det. Det er også gået op for mig, at selv om Jyllands-Posten er en stor avis, er det ikke en kamp, vi kan vinde alene. Det kræver, at der er enighed hele vejen rundt. Med tegneren Kurt Westergaard sagde mange, at han selv var ude om, at han blev angrebet. Og: Hvorfor skal den danske stat betale for hans beskyttelse? Og der synes jeg, at man sløsede lidt med nogle fundamentale principper«.

»Den største udfordring er at skabe et rum, hvor dissidenter i miljøer, som har en form for undertrykkende praksis, kan komme til orde. Og der tror jeg, at det er meget vigtigt for Yahya Hassan og andre dissidenter, at samfundet slår ring omkring dem. Fuldstændig utvetydigt og kompromisløst«.

Fiendebilder

Det er Politikens egen analysesjef som sier at fiendebildene bryter sammen.

»Vores fjendebilleder falder fra hinanden«, siger analysechef Poul Melbye, der i mange år har studeret Politikens læsere og efterhånden næsten kender dem bedre, end de kender sig selv.

Hva er det som har avstedkommet denne prosess? Yayha Hassan sier noe som mange andre har sagt, men når det kommer fra ham går det rett inn, for han tilhører den rette gruppe og er fra underklassen. Han har lov. Men hvis han sier det samme som mange islamkritikere har sagt, bryter ikke da kulturradikalernes verdensbilde sammen?

»Yahya Hassans succes er et udtryk for, at vi begynder at hade os selv som kulturradikale. Og pisker os selv med alt det, vi ikke har set. Dybest set siger han ikke andet, end en masse andre mennesker har sagt i rigtig lang tid. Det er bare først nu, vi kan høre det«.

Faktisk er Politiken-segmentet dem, der trænger »allermest til et spark i røven«, mener Melbye. Fordi vi længe ikke rigtig har mærket andet end vores egen lykkelige selvforståelse.

»Vores segment har nærmest sejret sig selv ihjel, og vi sidder også på regeringsmagten. Men der er jo ikke sket noget. Vi går stadig rundt om os selv og spiser spelt. Og synes, at hundene skal i snor. Yahya Hassan har stillet sig op og fortalt os i vores egen kommunikationsform, at vi er nogle idioter. Og det er derfor, han lykkes. Og derfor, vi sidder og nikker pænt, når han læser sine digte op, og knuselsker ham. Hvis han i stedet havde skrevet et debatindlæg i Jyllands-Posten, var vi bare blevet sure«.

»Vi plejede at se os selv, som dem, der havde set lyset. Derfor kunne vi være sure på Pia Kjærsgaard. Derfor kunne vi mene, at vi skulle frelse verden med miljøet. Og vi havde et mentalt overskud, der gjorde, at vi kunne have forståelse og omsorg for alle mulige andre………

Inn i den grimme virkeligheten

Det virkelige paradigmeskiftet skjer når de kulturradikale blir tvunget til å forlate sine designmøbler og møte virkeligheten i all sin grimhet.

Måske er de røde ved at komme ind i den grimme virkelighed, hvor vi andre bor. Der, hvor det har konsekvenser for faktiske mennesker, hvis man lader forbrydere slippe for straf. Hvor en voldtægt er lige så slem, hvis den bliver begået af en udlænding, som hvis gerningsmanden er hvid. Hvor det bliver stadigt mere tydeligt, at åbne grænser giver mere vold, utryghed og almen forråelse. Og selv om venstrefløjen elsker forråede miljøer (de er mere autentiske), er det måske alligevel ikke så spændende, når de afstumpede og meningsløse overfald, knivstikkerier og voldtægter kan begynde at ramme én selv. Og ens børn. Hvilket sker. Volden er eksploderet i Danmark, og den rammer alle – dog mest dem, der har sværest ved at forsvare sig. Og vi har venstrefløjen at takke for den udvikling.

Ja, der er ikke noget at sige til, at de røde finder sig selv usympatiske. Måske er vores ven i Børge Mogensen-sofaen begyndt at overveje, om han selv er specielt anstændig. Om hans tilsvining af dem, der advarede mod den indvandrede kriminalitet, var lødig? Om hans handlinger har medvirket til at bane vejen for flere overfald?

http://politiken.dk/kultur/ECE2166381/vores-fjendebilleder-er-i-oploesning/

Les også

-
-
-
-
-
-

Les også