Sakset/Fra hofta

Av Mehdi Mozaffari, professor, dr., Aarhus Universitet

Det var faktisk Danmark, der som det første land proklamerede og institutionaliserede ytringsfriheden og pressefriheden.

I globaliseringens tidsalder, hvor tid og rum smelter sammen, hvor der er muligheder for hurtig, flydende og omfattende kommunikation mellem mennesker i et hidtil uset omfang i menneskehedens historie, hvordan skal man da forholde sig til værdier – især hvad angår ytringsfriheden?

Skal man da holde sig tilbage, skal man være mere varsom, mere tilbageholdende, mere veloverlagt i sine skriftlige og kunstneriske udtryk og i det hele taget i enhver handling, enhver bevægelse, som rummer et eller andet udtryk? Eller skal man udnytte den globale tidsalder til at udbrede ytringsfriheden i alle dens manifestationer?

Det er sådan, man kan sammenfatte den begivenhed, der siden er gået under navnet Muhammed-tegningerne. Den lejr, der prædiker tilbageholdenhed, anklager den anden lejr for «provokationer» og «dumhed». Den anden lejr, lad os kalde dem aktivisterne, anklager modstandernes lejr for «naivitet» og «medskyld(ighed)».

Ifølge aktivisternes tese opstår der med globaliseringen en ny mulighed for at udbrede ytringsfrihedens kultur. De mente, at både Jyllands-Posten (JP) og Flemming Rose udelukkende havde til hensigt at bryde selvcensurens lænker. Lænker, som på det tidspunkt rent faktisk havde lagt sig omkring både hånd og ånd blandt kunstnere, journalister og en del andre. Det var altså med dette formål, at tegningerne blev offentliggjort. Kritikerne af denne tendens argumenterer for, at globaliseringen stiller os over for en ny form for ansvar. En del af dette ansvar består i i højere grad at respektere folks sensibilitet i hele verden, herunder især deres religiøse sensibilitet. Eller sagt på en anden måde – man må ikke sige alt, tegne alt, komponere alt eller kommunikere alt. Man skal være selektiv. Tilbageholdende. Mere specifikt går påstanden på, at JP, og især kulturredaktør Flemming Rose, med fuldt overlæg offentliggjorde tegningerne af profeten Muhammed med det formål at fornærme muslimer generelt.

Lad os præcisere ytringsfrihedens karakteristika og omfang.

Ytringsfriheden er kun sikret i demokratiske og sekulære samfund. I ikke-demokratiske, ikke-verdslige og/eller religiøse samfund findes der ingen ytringsfrihed. I demokratiske samfund er udøvelsen af ytringsfriheden udelukkende reguleret ved lov.

Ytringsfrihed forveksles af og til med friheden til at fornærme og krænke. Det vil sige, at alt er tilladt uden nogen som helst retlig klagemulighed. Hvilket ikke er tilfældet. Injurier er en lovovertrædelse og kan i lighed med alle andre lovovertrædelser retsforfølges og straffes. Derfor findes ytringsfriheden som regel som et princip i demokratiske samfund, men som så mange andre principper begrænset af demokratisk vedtagne regler og love.

Som følge heraf er det en subjektiv vurdering, hvad der opfattes som «hån, spot og latterliggørelse». Vurderingen afhænger af personlig smag og præferencer og kan variere fra land til land og fra kultur til kultur. Det vil altså sige, at man ikke kan fastlægge et generelt og universelt princip som forsvar imod hån og spot.

På samme måde kan kvaliteten af et værk ikke tjene som gyldigt kriterium i forhold til ytringsfriheden. Hvis en roman efter vores smag er af høj kvalitet skal forfatteren og værket forsvares og beskyttes, og hvis romanen efter vores opfattelse er af en helt anden kvalitet, er det i orden, at man lader forfatteren og værket i stikken med de værste konsekvenser til følge. Det var det, der skete i Danmark, da Politikens chefredaktør forsøgte at retfærdiggøre sit ufortrødne engagement på Salman Rushdies side i sagen om «De sataniske vers» og sin mangel på støtte i sagen om Kåre Bluitgen, forfatteren til «Koranen og profeten Muhammeds liv». En sådan position er en forvanskning af ytringsfriheden. For resten var Kåre Bluitgens bog skrevet til børn og ikke til chefredaktøren for en stor avis!

Eller sagt på anden måde: Hvis man virkelig tror på ytringsfrihedens universelle karakter, er det lige meget, om værket er en højt sofistikeret roman eller en børnebog. På samme måde er det også lige meget, om kunstneren har optrådt på Dansk Folkepartis kongres eller på Det Radikale Venstres møder.

Hvad er en provokation egentlig for en størrelse? Man kan skelne mellem en godmodig provokation og en provokation for provokationens skyld, dvs. en velovervejet og forsætlig provokation.

En godmodig provokation har en fornuftig begrundelse. Den har f.eks. et ønske om at præsentere en ny idé, et værk af kunstnerisk, litterær eller videnskabelig karakter uden af den grund at ville opildne folk til vold eller andre uoverlagte handlinger. Alt taget i betragtning er den type provokation ikke en provokation i ordets almindelige betydning. Det, der er vigtigt i den forbindelse, er tilstedeværelsen eller fraværet af hensigt hos den handlende og meget mindre, eller sågar slet ikke, reaktionen på handlingen som sådan.

Det er i denne afdeling, man må placere Galileis handling. På Galileis tid var det at sige i fuld offentlighed, at »jorden drejer rundt« en provokation af meget store dimensioner, som berørte den katolske kirkes betydelige interesser. Og Galileis udsagn brød på den måde også selve det gejstlige systems trosbekendelse. Set ud fra den tids kontekst drejede det sig altså om en gigantisk provokation. Det siger sig selv, at Galilei ikke havde nogen intentioner om at provokere bare for at provokere. Men selvom det forholdt sig sådan, blev Galileis erklæring alligevel en provokation,, uafhængigt af forfatterens eller den handlendes hensigt, vilje og endog personlige interesser. Kort sagt kan man ikke holde Galilei ansvarlig for de reaktioner, der opstod i kølvandet på den såkaldte provokation! Darwin er et andet eksempel.

I den forbindelse, må man spørge sig selv, om Flemming Roses tekst var ment som en ond provokation. Flemming Rose skriver:

»Det moderne, sekulære samfund afvises af nogle muslimer. De gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Det er bestemt ikke altid lige sympatisk og pænt at se på, og det betyder ikke, at religiøse følelser for enhver pris skal gøres til grin, men det er underordnet i sammenhængen.«

På den ene side analyserer Tøger Seidenfaden, Politikens chefredaktør, disse bemærkninger på følgende måde:

»Der er en vilje til at krænke, for det er en del af den nuværende politiske atmosfære i Danmark. Opskriften på succes i politik og i medierne er at sige, at det største problem i Danmark er integrationen af minoriteterne, og den største gruppe blandt dem er af muslimsk herkomst.« (Le Monde, 5. februar 2006)

På den anden side kan Flemming Roses ord fortolkes som en opfordring til lighed mellem borgerne, hvad deres religiøse tilhørsforhold end måtte være! Han opfatter ikke muslimer som et «mindretal», der skal behandles som ikke-lige personer, der kræver forskelsbehandling som børn og handicappede. Desuden undgår Flemming Rose at generalisere. Han skriver netop om «nogle» muslimer og ikke muslimer generelt.

Man fristes næsten til at tro, at en del af de intellektuelle feudalherrer og -damer har et stort behov for at have nogle «protegéer», så de ved at beskytte disse «minoriteter” til gengæld kan få tilfredsstillet deres koloniale instinkt.

Historisk set har Danmark udgjort avantgarden inden for presse og ytringsfrihed. I den forbindelse kommer man ellers ofte til at tænke på USA’s fantastiske uafhængighedserklæring og forfatning med dens berømte ”First amendment” eller også Menneskerettighedserklæringen, frugten af den franske revolution i 1789.

Men det var faktisk Danmark, der som det første land proklamerede og institutionaliserede ytringsfriheden og pressefriheden. Det var Christian VII, der var den første til at stadfæste pressefriheden ved lov i sit land. Til lovprisning af denne handling uden fortilfælde skrev François Marie de Voltaire en epistel på vers til kongen som tak for hans modige handling.

Hør, hvordan den hovmodige Voltaire – ham, der holdt stand imod Frederik den Store af Preussen – henvender sig til Christian VII:

I Menniskslægtens Navn han for din Fod sig kaster, Den taler ved hans Røst, din Mildhed signer den, At tænke du tillod, du gavst dens Ret igien; Physik, Sang, Præk, Roman, Historie, Syngespil, Enhver kan skrive alt, og pibe, hvo der vil.*

»Enhver kan skrive alt, og pibe, hvo der vil« fra 1771 – svarer det ikke temmelig nøje til ”hån, spot og latterliggørelse” i 2005? Spørgsmålet er hermed stillet.

Historien fortæller, at Christian VII blev sindsforvirret. Måske er det den skæbne, der er forbeholdt ytringsfrihedens fortalere!

Alors, vive la folie!**

*Voltaires digt fra 1771 til ære for Christian VII, efter at Johann Friedrich Struensee havde ophævet censuren 4. sept. 1770. Denne version af digtet er oversat fra dens oprindelige franske af Knud Lyne Rahbek og stammer fra tidsskriftet Minerva, Oktober, 1797.

**Kronikken er en revideret udgave af en tale (på fransk) holdt af forfatteren på kulturfestivalen Les Boréales på Caen Universitet, 13. nov. 2009.

Jyllands-Posten Galilei, Voltaire og JP.
Publisert 29. september 2010

Les også

-
-
-
-
-