Gjesteskribent

Danmark snublet over en viktig erkjennelse, sier Flemming Rose. Før kunne man greie seg med lokale koder. I dag må man kjenne koder fra hele verden. Men mens det offisielle Norge idylliserer kodene, har danskene konstatert at det betyr konflikt. Man må velge.

»Den superkorte version af historien er, at landsbysamfundet, hvor alle havde den samme kode, er væk. Og hovedspørgsmålet er, hvad du gør med ytringsfriheden og tolerancebegrebet i sådan en situation. Det er, hvad det handler om,« siger han.

Han taler ikke blot om Danmark. Rose har tilbragt 14 år som korrespondent i udlandet i Sovjet/Rusland og i USA. Han er russisk gift og har været rejsende i muhammedsagen i godt et par år. Den ene af de mest udbredte fejlslutninger i Danmark om sagen er, at det var en undtagelsestilstand, pointerer Rose. Den anden mistolkning er, at den specifikt handlede om Danmark.

»Det handler ikke om Danmark, Europa eller Vesten, men om at hele verden er blevet mindre. Den er blevet mindre i kraft af teknologien og folkevandringer over kultur- og landegrænser, men det har til gengæld gjort risikoen for misforståelser og fejlfortolkninger meget større.«

Hvordan?

»Går du 30 år tilbage og tager nogle af de steder, hvor opstandelsen over tegningerne var størst – Afghanistan, Pakistan eller Nigeria, eksempelvis – så ville mennesker, der bor dér møde under 100 andre mennesker i løbet af deres liv, og de ville ikke ane, hvad der foregår 30 kilometer væk. Nu ved alle, hvad der foregår 5.000 kilometer eller længere væk. Eller tror, de ved det. Og de reagerer politisk på det. Og i virkeligheden er det jo et enormt uskyldigt kultursammenstød.«

Hvad mener du med uskyldigt?

»Der er ingen af de medvirkende tegnere eller os, der bragte tegningerne, der har haft noget som helst ondt i sinde med at gøre det. Og ingen havde den fjerneste forestilling om, hvad konsekvensen ville blive. At der ville falde brænde ned i sådan et omfang, som der gjorde. Det var den dér selvcensur, jeg var opbragt over og skrev teksten på. Det var ikke fordi jeg oprindeligt mente, at det projekt handlede om ytringsfrihed. Eller fordi jeg mente, at ytringsfriheden var under pres. Det handlede alene om selvcensur. Det var bare another day at the office. Kåre Bluitgen kunne angiveligt ikke få tegnere til at tegne Muhammed. Der var denne påstand om, at tegnere udøvede selvcensur, og vi tænkte: Er det rigtigt? Kan vi efterprøve det?«

Tilfeldighet

I en implodert verden, en verden der avstander oppheves og alt rykker nærmere, blir det mye forvirring, man lærer underveis. Rose understreker the accidental nature of things, hvordan tilfeldighetenes antall stiger ved implosjon. Men der Rose ser dynamikk, ser Det nye Norge moralisme: Jyllands-Posten gikk bevisst inn for å provosere. Dette lavpannede, moralistisk-puritanske syn er gjengangeren blant de politisk korrekte som derfor klager over Tonen i debatten, og mangel på dannelse.

I den globale verden snubler man over nye ting hver eneste dag. Den første som gjorde det i global skala var Salman Rushdie.

Men pludselig stod landets udenrigs­politik i lys lue. I undervurderede reaktionen …

»Salman Rushdie undervurderede nok også reaktionen. Og hans indlæg, nemlig en roman, var langt mere kalkuleret. En pointe for os i Danmark er til gengæld, at vi efterfølgende har tolket det forskelligt. Uffe Ellemann-Jensen påstår eksempelvis, at det er mig, der sidder ved gadekæret og ikke har fattet, at vi i dag lever i en global verden og skal tage hensyn, når vi færdes i den. Jeg siger, at Uffe Ellemann sidder ved gadekæret, fordi hans vilje til at vise respekt for religiøse følelser for ikke at ville krænke, bliver misbrugt af diktatorer i en masse lande til at lukke munden på anderledes tænkende. Deri ligger hans provinsialisme«.

Hvordan så Danmark ud for dig, da du sad i udlandet, så den ud som en provins?

»Jeg så i hvert fald på Danmark som et naivt sted. Verden var på en måde uendeligt fjern for danskerne. Jeg sad jo i Rusland og var vidne til en ægte revolution. En samfundsomvæltning, hvor dem, der før var fattige pludselig blev rige. Og omvendt. Hvor dem, der havde magten pludselig mistede den, og nogle andre tog den. At lande i Københavns Lufthavn var som at træde ind i en tidslomme. Det var som et stort feriehjem. Det er ikke for at lyde højrøvet. Men min oplevelse var, at de problemer man havde i Danmark, var til at ryste på hovedet ad«

Les også

-
-
-
-
-