Nytt

Fengselsdommen på et halvt år mot den svenske kunstneren Dan Park, pålegget om å destruere hans bilder og bøtleggelsen av hans gallerist, har vakt stor debatt i Danmark, men ikke et pip i Norge.

Establishment-institusjonene later til å ha vanskeligheter med å forsvare ytringsfrihet på hjemmebane når det gjelder ytringer som provoserer den politiske korrekthet.

dan.park.papperlos

foto: Dan Park er en provoserende aksjonkunstner. Under en demonstrasjon med krav om papir til de papirløse, stiller han opp med en sekk toalettpapir. Ikke alle er amused.

 

Jacob Mchangama tar for seg Dansk P.E.N. som er en ivrig forkjemper for ytringsfrihet i repressive regimer, men blir vankelmodige når det kommer til Danmark. Leder av Dansk P.E.N. Anders Jerichow har kommentert både Dan Park-dommen og retusjeringen av Pippi Langstrømpe.

De emner har også fået Dansk PENs præsident Anders Jerichow på banen. Dog ikke med et budskab om, hvor vigtigt det er at stå fast på ytringsfriheden, selv når den krænker, eller at minde om, hvor farligt det er begrænse ytringsfriheden fordi historien viser utallige eksempler på misbrug. 

Når man kommer til eget samfunn er standarden plutselig en annen. Da gjelder å forstå hvorfor det kan være viktig å innskrenke ytringsfriheten.

Anders Jerichow er i stedet ude med en belærende formaning, og lidt ”på den side og på den anden side”. Det så vi som bekendt også med PEN i forhold til modstanden mod at optage Lars Hedegaard som medlem, ligesom vi så det under Muhammed-krisen, hvor PEN udsendte en noget mudret støtterklæring til Flemming Rose, som fik flere medlemmer af foreningen til at melde sig ud i protest (mod støtten til Rose), mens et bestyrelsesmedlem nægtede at underskrive bl.a. med henvisning til blasfemiparagraffen i den danske straffelov! PENs problematiske forhold til sin egen mission blev senest demonstreret med udgivelsen ”Hate Speech: Fra hadetale til hadesyn” fra 2013, hvor flere af PENs bestyrelsesmedlemmer fandt det vigtigere at argumentere for begrænsninger af ytringsfriheden, end det modsatte, mens man i en antologi med 14 bidragsydere ikke havde fundet plads til én eneste forfatter, der var modstander af hate-speech bestemmelser.

Det er symptomatisk at når kulturarbeidere velger å gå på kompromiss med ytringsfriheten, forsvarer de seg med å gi motparten generelle, upresise, negative karakteristikker:

Helt konkret kalder Anders Jerichow de folk, der kritiserer beslutningen om at ændre i Pippi Langstrømpe og som vil udstille Dan Parks værker, grundet hans fængsling, ”brushoveder”. Jerichow finder det ”alarmerende” at flere personer og organisationer vil udstille Parks værker som følge af dommen mod ham. 

Det er også bemerkelsesverdig at man velger den mest mulig negative tolkning av de tekster eller bilder man mener er støtende. Det samme er tilfelle med debatten om netthat i Norge. Hvor representativt er det at Sidsel Wold er kalt «araberhore»? Har det skjedd mer enn en gang? Ved å løfte frem det mest negative er man med å sette ordene i sirkulasjon.

Det er også bemærkelsesværdigt at Jerichow tillægger Dan Parks motiver og værker den mindst mulige sympatiske fortolkning, snarere end at åbne for muligheden af, at Park anvender provokationen og krænkelsen som en kommentar til hvad han opfatter som et overdrevent politisk korrekt Sverige.  Man skulle tro, at PEN med dets mange skønlitterære forfattere, ville være varsomme med at identificere en kunstner med umiddelbare fortolkninger af flertydige værker, som nemt kan misforstås. Sådan som også Salman Rushdie og Flemming Rose mener sig misforstået, af de der insisterer på at fortolke deres tekster mest muligt krænkende. 

Hvor vil rensingen av litterære tekster ende? Bilder fjernes fra Riksdagen fordi de viser nakenhet. Det samme gjaldt et bilde av en soltilbedende kvinne med naken bakdel på universitetet i Bergen. Når skal man gå løs på filosofer og fjerne støtende meninger og holdninger? Er det neste logiske skritt? For ut fra denne tankegangen som «renserne» representerer er jo holdninger smittsomme?

 

Og heller ingen bekymring over, hvorvidt den litteratur, som er PENs særlige hjerteblod, trues af politisk korrekt revisionisme når man ændrer i det oprindelige sprog, som i tilfældet med Pipi Langstrømpe (hint: Aristoteles gik ind for slaveri, Platon var totalitær, Martin Luther flirtede med antisemitisme, Kant anså ikke kvinder for ligeværdige med mænd, og Sartre roste Maos brug af vold).

 

http://mchangama.blogs.berlingske.dk/2014/10/03/jerichows-jerimiader/