Kommentar

Morgenbladet var en gang i tiden identisk med de dannede og anstendige. Da Morgenbladet anmeldte Munchs Det syke barn i 1886 het det:

Edvard Munch - the sick child (1885 - 86)

«Naar man stiller sig i tilstrækkelig Afstand, kan det ligesom gjennom en Taage skimtes hvad Billedet fremstiller … Jo nærmere man kommer Billedet, jo mere bliver det ligesom borte … Man kommer næsten aldrig forbi billedet, uden at der staar Nogen og ler ad det.»

Latter er uttrykk for overlegenhet.

Den har Morgenbladet i behold. Journalist Anders Firing Lunde har seks sider om Dan Park og hans «sak». Det er den samme anstendighet, den samme overlegenhet som i 1886.

Patetisk og truende

Anstendigheten er tilbake, men den er på samme tid patetisk og truende. Patetisk fordi Lunde åpenbart ikke vet noe særlig om kunst, eller ønsker å vite. Truende fordi Park, de to Lars’er – Lars Vilks og Lars Hedegaard, Document.no og redaktøren, fremstilles som underlødige, suspekte som ikke fortjener den oppmerksomhet eller sympati de måtte ha blitt til del.

Lunde og Morgenbladet gjør sitt beste for å vise at begge deler er ufortjent. Men det tipper over. Selv når han skal gjengi Flemming Rose og Jacob Mchangama er Lunde flat og kjedelig, slik vi kjenner det fra norsk presse. Disse ytringsfrihetens bannerførere må ikke få for stor sympati. Motivet stikker litt for tydelig frem. Det kan tenkes at sympatien har gått i ytringsfrihetens retning, også i Norge. Det er min bestemte oppfatning. Forsøket på å henge ut Lars Vilks var ikke vellykket.

Forakt

Men man forsøker ved å finne de svakeste punktene. Man begynner med Dan Park, han står laglig til for hugg. Det er nok å ta av. Likevel må Lunde gå løs på hans ynkelighet som person.

Innledningen slår an tonen for hele artikkelen:

Utenfor en hvit enebolig på en hemmelig adresse på Bornholm, står svenske Dan Park og røyker. Han lukter alkohol. Håndtrykket er slapt, og blottlegger hans lange, spisse negler.

Park har ikke på seg sko, han humper rundt på gårdsplassen i sorte sokker. Buksen er svart og slitt, hettegenseren er svart og slitt; han har sort fjonete skjeggvekst og svartfarget halvlangt hår med grå ettervekst.

– Min kunst tar ingen stilling, den er bare mot det politisk korrekte. Den eneste ideologien jeg har, er mot dyremishandling. Seks millioner jøder er ingenting mot dagens mord av dyr. De blir utryddet hver dag, erklærer Park.

Vilks-Parks-14.5.2014-I-082Det er noe stakkarslig over Dan Park, her i København på Trykkefrihedsselskabets møte 14. mai 2014.  Han kan minne om en Syk pike i punk-versjon. (foto: Snaphanen)

Et våpen

De kondisjonerte møter bohemen, de liker ikke hva de ser og vet å markere avstand. Men slike prektige mennesker utløser aversjon. Det er nesten så Lundes artikkel blir et eksempel på den politiske korrekthet som Park gjør opprør mot, på sin måte.

Når man leser innledningen slås man av at det er Lunde som bruker de seks millionene på sin måte: Det er noe Park har sagt, skjødesløst, som Lunde kan flette inn som den første replikk.

Når dansk-jødiske Martin Krasnik intervjuer Park i Deadline er det på en måte som viser at Krasnik vet at Park er en spesiell person. Det er en korrekt lesning av relasjonen mellom dem. Samtalen er i balanse.

Men Lunde har behov for å vise at han er bedre enn både Park og de andre han omtaler nedlatende.

På bunnen

Park er åpenbart en person på bunnen. Han tilhører ikke det gode selskap. Hans bakgrunn er vanskelig. Men det spiller ingen rolle. Det gjør det lettere å ta ham ved hjelp av insinuasjoner, løsrevne sitater og utelatelse av vesentlig informasjon.

Slik avsløres den politiske korrekthet som det elitære fenomen den er.

Men «den» glemmer vesentlig ting.

Vi befinner oss i et samfunn der de to Lars’er begge er dødstruet for sitt forhold til islam og ytringsfrihet. Når man forklarer dette med at Vilks tegnet profeten som hund, viser man hvilken side Morgenbladet står på.

Slik er striden: Er man for ytringsfrihet eller holder man med ytringsfrihetens fiender?

Hva saken gjelder

Når folk i Danmark har gått på barrikadene for Park er det ikke fordi han er en fordømt god kunstner. Det er fordi at et rettsvesen som dømmer dårlige kunstnere også kommer til å dømme de gode. Det gjør ingen forskjell.

Man sa at Sataniske Vers var uleselig, at rondellhundene var elendig, at Kurt Westergaards karikatur var slett osv. Men det er ikke poenget.

Når man kommer for å ta de dårlige kunstnerne kommer man også for de gode.

De anstendige benytter seg av dette. De later som om de representerer kvaliteten.

Hør på Lundes spørsmål:

– Er det virkelig så viktig å kunne si «neger» offentlig?

Hva er konstruktivt med provokasjoner?

Du sier du kjemper for ytringsfriheten, men det er også religionsfrihet i Sverige?

Lunde skriver innledningsvis at Park-dommen har utløst debatt i hele Norden. Det er helt feil. I Sverige har pressen enstemmig hyllet dommen. I Norge har det vært helt taust. Da Document.no inviterte Lars Vilks begynte ikke en «debatt», men en hets.

Det er den Morgenbladet følger opp.

Ikke i god tro

Lunde siterer ikke med ett ord fra alle de hundrevis av artikler som er publisert i dansk presse. De skriver ikke med gift i blekkhuset.

Søren Villemoes skriver i Weekendavisen om Park:

Dommen siger en hel del om den tid, vi befinder os i. For Dan Parks kunst er ikke ny. Den har været der siden 1990erne, da Dan Appelblad, der er hans borgerlige navn, begik sig i punk-og straight edge-miljøerne i Umeå. Appelblad er den type, der altid er imod den herskende konsensus.
Da han som ung arbejdede i Scans slagteri i Umeå, dukkede han ofte op i en T-shirt med teksten »Meat is Murder«. Og når han optrådte med sit band med det smagfulde navn Maximalt Slaveri, hev han kødaffald og McDonald’s-poser med op på scenen. Han skiltede med sin veganisme, når han var på slagteriet, og med sit slagtererhverv, når han befandt sig blandt veganere.

Lunde har også med noen av disse elementene, med da på en måte som får Park til å høres eksentrisk, skrullete og/eller høyreekstrem ut. Selve saken – et halvt års fengsel – belyses ikke.

Det er den danskene har vært opptatt av.

Hvis man ikke har med bakgrunnen for collagene, blir de hengende i luften som dårlige eller ondsinnede.

Ondskap og utopi

Men hvor kommer ondskapen fra? Det er det spørsmål vi burde være opptatt av etter 22/7. De som representerer den gode smak ønsker ikke spørsmål.

I det multikulturelle Sverige har noen gjort etnisitet og kultur til en vare de kan oppnå makt og innflytelse gjennom. Hvis man driver antirasisme og antidiskriminering for langt, kan det slå over i et herskeinstrument. Hvis noen er unntatt for mistenksomhet kan det gi dem en immunitet som ikke er bra for den sosiale freden. Alle disse elementene er til stede i Sverige og justisen er hard.

Det er denne dobbeltmoralen Park sparker til.

Villemoes presiserer at dommen mot Park ikke gjelder personer, men grupper.

Da en gruppe studerende fra Lund i 2011 under en fest klædte sig ud som slavehandlere og slaver for at opføre en slaveauktion, udløste det et ramaskrig i Sverige, og formanden for foreningen Afrosvensk Riksförbund, Jallow Momodou, kaldte det »dybt krænkende«. Det fik Dan Park til at hænge billeder op af Momodou med et bånd om halsen under overskriften »vores negerslave er bortløbet«. Hermed høstede han sin første – betingede – dom for »hets mot folkgrupp« i januar 2012.
I foråret faldt der endnu to domme blandt andet for værket Hang on afrofobians, der blandt andet viste Momodous hoved i en løkke – det skete, efter at afrosvenskeren havde omtalt et overfald på en afrikansk mand som et tydeligt tegn på afrofobien i Sverige.
Dan Park fik dengang tre måneders fængsel og en bøde på 20.000 svenske kroner. Da han nu dømmes for fjerde gang, er straffen højere.
Men det er stadig oprørende at tænke på, at en kunstner i vores naboland nu kan se frem til ni måneders fængsel og en samlet bødestraf på 80.000 kroner.
Det er vigtigt at understrege her, at Dan Park ikke er dømt for injurier. Han straffes ikke blot for at have krænket Momodou (og de tre andre, der har anmeldt ham), men for at have krænket sorte mennesker generelt.

Villemoes påpeker en annen konsekvens av denne dommen og dens korrekthet:

Dommen er ikke blot bekymrende og uretfærdig.
Den er også en gave til de grupper i Sverige, der vinder frem ved at fremsætte anklager om politisk korrekte Stasi-lignende tilstande hinsidan.
Med dommene over Dan Park er det blevet sværere at argumentere imod disse ofte meget skingre og højreradikale strømninger i den svenske modkultur.

Slik er det med de kondisjonerte. De klarer ikke se verden utenfra. De er overbevist om sin egen anstendighet.

Hvem skulle trodd at Morgenbladet anno 2014 skulle lyde som et ekko av avisen i 1886?

 

Artikkelen Kunst å provosere, er kun for abonnenter eller de som betaler.