Tavle

Politikens skribenter har i lighed med alle andre danske medier skrevet en del om den svenske gadekunstner Dan Park, der foreløbig har siddet mere end fire måneder i fængsel for sin kunst. Politikens artikler er imidlertid behæftet med flere fejl, som forstyrrer udsagnene om Dan Park. Jeg vil i det følgende imødegå disse fejl.

I Anders Jerichow ‘s tekst En verden til forskel på Pippi og Park, skriver Jerichow: «Denne gang er han (Dan Park, red.) idømt tre måneders fængsel plus senere en måned oveni.» Det er ikke korrekt. Dan Park er tidligere i år blevet idømt tre måneders fængsel og senere yderligere en måned. I denne omgang blev Dan Park derimod idømt seks måneders ubetinget fængsel.

Under rubrikken «I Dan Parks spejlkabinet bliver ofrene til gerningsmænd» skriver Peter Wiwel: «Hvorfor er Dan Parks retligt omdiskuterede billeder hetz mod mindretal? Det viser tre eksempler.» Wivel nævner herefter Dan Parks gadekunstværk, hvor kunstneren havde klæbet en mærkat med teksten Zyklon B på en dåse majs, som han placerede tæt på en jødisk institution. Hvorfor Wivel nævner dette værk som et eksempel på hetz mod folkegruppe er en gåde, da det ikke er et af de værker, som Park er blevet idømt fængsel for.

Wivel skriver videre, at «Jallow Momodou, en talsmand for Afrosvenskarnes Riksförbund (Afrosvenskarnas riksförbund, red.), klagede i 2011 over en racistisk studenteraktion vendt imod ham selv.» Det er ikke en korrekt gengivelse af situationen. Den såkaldte «racistiske» «studenteraktion» var en kostumefest på universitetet i Lund, hvor nogen studerende havde malet sig sorte i ansigterne, mens en anden studerende agerede slavehandler. Udklædningen havde intet med Jallow Momodou at gøre. Men talsmanden fra Afrosvenskernes rigsforbund – og politiker for Vänsterpartiet – har gjort det til en vane at blive offentligt forarget over alt, der ikke falder i hans smag. Således er det lykkedes ham og Afrosvenskernes Rigsforbund at problematisere alt fra kager og slik til selve anvendelsen af ordet «neger», der nu opfattes som racistisk i en svensk sammenhæng.

Som det sidste værk nævner Wivel collagen Hang-on Afrofobians, der forestiller tre sorte tændstikmænd hængende fra en bro med løkker om halsen. Denne collage er ifølge Wivel udtryk for en «satireform, der skal vise, at «mønten har to sider». Han (Dan Park, red.) holder et spejl op for jøder og sorte. I det kan de se, at de selv optræder som racister over for det tolerante svenske samfund. Med deres ømskindede beklagelser placerer de sig i en aggressiv offerrolle.»

Det er en dårlig, mangelfuld og fordomsfuld læsning af Parks collage, som Wivel her foretager, da collagen først og fremmest er en kommentar til de svenske mediers behandling af det racistiske overfald på afrosvenskeren Yusupha Sallah. Overfaldet blev slået ekstremt stort op i de svenske medier, men da en svensk blog kunne offentliggøre, at de racistiske overfaldsmænd ikke var etniske svenskere, men havde arabisk baggrund, forsvandt sagen fra medierne. De svenske medier, der var på jagt efter racisme, kunne simpelthen ikke rumme, at denne racisme kunne stamme fra andre end etniske svenskere.

Det er ikke Park, der gør ofre til gerningsmænd. Det er derimod Peter Wivel. Dan Park er nemlig et offer for den svenske stats undertrykkelse af ytringer, der er kritiske overfor den multikulturelle diskurs, som den svenske stat bifalder. Som i rendyrkede diktaturer fængsler den svenske stat nu sine dissidenter og kræver deres udsagn fysisk destrueret. Derfor er der al mulig grund til, at Danmark forsvarer Dan Park og udstiller hans kunst.