Nytt

Dan Park, den uklassifiserbare svenske kunstner, ble for to uker siden dømt til et halvt års fengsel for «hat mot folkgrupp». Også gallerieier Herman Rehnqvist fikk bot for å ha stilt ut bildene.

Dan Park er kanskje ikke noen stor kunstner, flere har problemer med å forstå hva han egentlig mener. Men 6 måneder bak murene for å ha laget noen plakater folk har problemer med å forstå gjør at historien handler mer om den svenske staten og det svenske rettssystemet enn Dan Park.

Hvilke tider går vi i møte når et formelt sett sosialdemokratisk land dømmer kunstnere til lange fengselsstraffer for noen ubehjelpelige bilder, bare fordi de inneholder noen tabubelagte ord? Hva kan være så farlig at det berettiger et halvt år bak murene?

Dommen etterlater en rekke ubesvarte spørsmål

Domstolen gir seg til å bedømme Dan Parks kunst på politiske kriterier, og vurdere dem i forhold til offentligheten. Hans kunst er ikke sunn, sier domstolen, den er ikke konstruktiv. Den bidrar ikke til den offentlige samtalen. Det er slik øvrigheten i autoritære stater uttrykker seg.

Parks bilder kommer dermed i skyggen av dommen. Og, ikke å forglemme, svenske medier som er enig i at ytringsfriheten skal gradbøyes; visse uttrykk fortjener ikke å komme til orde.

Det skjer i et Sverige der islamistisk hatpropaganda flommer fritt i sosiale medier.

dan.parks.afrofobians

Bildet som trekkes frem som særlig grovt er et Parks laget som en kommentar til at afrikaneren Yusupha Sallah og hans sønn ble angrepet mens de gikk over en bro. Angrepet var rasistisk motivert slo mediene fast, og visste dermed hvem de skyldige var: høyreekstreme.

Leder av Afrosvenskarnas Riksförbund, Jallow Momodus, var raskt ute med å si at det svenske samfunn led av en angst for afrikanere.

Men så viste det seg at det var arabere som var gjerningsmennene. Da ble mediene tause.

I  collagen «Hang on afrofobians» ser man Jallow Momodous ytterst til venstre, Yusupha Sallah  i midten og en tredje svart mann, Aaron Alexis, til høyre.

Da Dan Park stilte ut bl.a dette bildet kom politiet på døren og tok dem med seg. Han ble plassert i varetekt og 21. august ble han dømt til 6 måneders fengsel. Han hadde allerede en dom på tre måneder for et lignende forhold i april. Denne gang blir han sittende inne.

Domstolen dømte han under paragrafen «hets mot folkgrupp».

Jens-Martin Eriksen kommenterer i Information.dk:

»I dommen bliver der konsekvent set bort fra det forhold, at Dan Parks billeder har karakter af karikatur. Beskrivelserne i dommen af værkerne udmaler nok deres ’fornedrende og hetzende’ indhold, men det sker på sært løsrevet måde. At gøre grin med de karikerede er hele naturens væsen, og de værker, jeg har set af Dan Park, indskriver sig alle i en aktuel kontekst. Karikaturgenren er per definition en kommentar til lokale politiske slagsmål. Og derfor kan man slet ikke læse en karikaturtegning, hvis man afkobler ethvert kendskab til dens kontekst«.
– Hvem bliver karikeret?
»Lad os tage den tegning, der bærer titlen, der hedder Hang on Afrofobians. Vi ser ansigter tilhørende tre sorte, der sidder i galger. Et af dem tilhører Yusupha Sallah, en svensk-gambier, der blev overfaldet af racister i Kroksbäck i Malmø af en gruppe racister, da han gik på en gangbro med sin søn. En hadforbrydelse, der var ved at koste ham livet, og som vakte opstandelse i medierne og udløste antiracistiske demonstrationer. Med god grund.
Så sker der imidlertid det, at man finder ud af, at gerningsmændene var muslimske arabere – alle var jo automatisk gået ud fra, at det var hvide svenske racister, der stod bag. Med ét lukker hele den svenske offentlighed fuldstændig ned. Sagen bliver tiet ihjel. Neddysset på samme måde, som det åbenbart er sket med en bande pakistanske pædofiles mangeårige sexovergreb i den midtengelske provinsby Rotherham.
Det er her, Dan Park kommer på banen, for han er den eneste, der kommenterer, og hans tegning er en sarkastisk kommentar.
Han siger Hang on Afrofobians, for det er den opfordring, han mener at høre til voldsmændene fra et politisk korrekt Sverige, der klapper i. Hvad han i realiteten gør, er at levere en spiddende kommentar til relativismen i den såkaldte antiracisme: At racisme og racistiske hadforbrydelser kun kan erkendes som sådan, hvis det er etniske europæere, der står som aggressor og alle andre etniciteter, der står som offer. Men har man aggressorer af anden etnisk herkomst, bliver deres overgreb afideologiseret. Så bliver episoden til en notits, en tilfældig begivenhed i døgnet, som ikke er værd at nævne på den politiske agenda og giver ikke anledning til mobilisering«.

Om Dan Parks har tenkt like subtilt som Eriksen skal være usagt. Hans karikaturer er ikke alltid like enkel å forstå. Men domstolen har ingen problemer med å tolke kunstverket. Den ser karikaturen som en forbrytelse. Det er et drøyt stykke. Selv om man skulle legge noe ondsinnet inn i karikaturen, er det å dømme noen til et halvt års fengsel for en collage, noe som ligger langt utenfor den horisont vi tror vi er omgitt av.

Men slik er det ikke lenger. En annen himmel er ved å hvelve seg over det nye Sverige. Der er multikulturalisme og politisk korrekthet i ferd med å bli statsbærende ideologi.

Den relativistisk antiracistiske bevægelse har i Sverige antaget karakter af statsbærende ideologi, og her er nu udfordringen; for at den kan hævde sin gyldighed som overlegen moral, bliver man nødt til jævnligt at stampe racistiske sager op af jorden, for der er simpelt hen ikke nok at tage af.

Derfor ser vi, at moddemonstrationer mod små sekteriske svenske højrepartier kan samle tusinder, som den, der for nylig fandt sted mod Svenskernes Parti. Her stod 2.500 antiracistiske demonstranter over for en pauver trussel i skikkelse af syv marginale forkølede højreekstremister.

Racisme bliver et et fantasme, et fremmanet fænomen, som antiracisterne selv behøver at puste op for at kunne træde i karakter. De fremmaner et spøgelse for at få lov til at blive dem, de gerne vil være. Hvis de vitterligt var antiracister, måtte de gå imod al racisme, og så måtte de også gå imod indvandreres racisme over for etniske skandinaver«

Eller sagt på en annen måte: Når statsinstitusjonene begynner å opptre som aktivistene, får det helt andre konsekvenser enn motdemonstrantene i gatene.

Vi ser samme tendens i Norge. Den borgerlige siden er passiv. Jonas Gahr Støre har markert en tydeligere ideologisk tendens. Han signaliserer en kurs som vil legge Norge inn mot den svenske modellen.

Modellen er en blanding av idealer og sanksjoner. Det er en farlig miks.

Reaksjonene på dommen har vært sterke og mange i Danmark. I Norge er den ikke omtalt. Det sier sitt om hvor også vi er på vei.

Det er mig bekendt først gang, at en domstol i et vestligt land har afsagt fængselsdom for en ’ytringsforbrydelse’, siden den britiske historiker David Irving i Østrig i 2005 blev dømt for at benægte Holocaust. Normalt forbinder vi kun en sådan praksis med diktaturstater.
For det andet, fordi de præmisser, Malmø Tingret har lagt til grund for dommen, vidner om  rystende amatørarbejde. Selv inden for den svenske anti hatespeech-lovgivnings rammer«.

Bare tittelen i Information sier sitt om hvor Danmark står:
Sveriges dom over Dan Park er statsideologisk antiracisme