Gjesteskribent

Den danske organisasjonen Fri Debat har sammen med blant andre Freedom House avholdt en konferanse om ytringsfrihet i Midtøsten og Nordafrika. Deltagerne var en rekke journalister, karikaturtegnere, bloggere og menneskerettighetsaktivister fra land som Egypt, Tunisia, Jordan, Algerie, Jemen og Libanon. Flere av konferansens deltagere har blitt trakassert av myndighetene i sine respektive land.

Men fra en dansk vinkel var det mest interessante konferansens behandling av emner som blasfemi og selvsensur i forhold til religion, skriver sjefjurist hos den borgerlig-liberale tenketanken Cepos, Jacob Mchangama i Berlingske Tidende:

På konferencen diskuterede deltagerne ytringsfrihed med en række danske og europæiske eksperter og mediefolk. I en arabisk optik var de mest interessante emner, hvordan marginaliserede tilhængere af frihed og demokrati kan udvide rammerne for kritik af de styrer, der dagligt udsætter dem og resten af befolkningen for hårdhændet censur og intimidering. Adskillelige af deltagerne har været i karambolage med myndighederne i deres respektive lande. Flere af konferencens sekulære demokratiforkæmpere berettede om, at de er fanget mellem autoritære regimer på den ene side og islamister på den anden. De autoritære regimer søger at tæmme islamisterne ved at spille religionskortet og påtage sig rollen som religionens vogter, hvorfor både styrerne og islamisterne slår ned på sekulære demokrater. Også regionens kristne kan dog være med på løjerne som i Libanon, hvor landets kristne minoritet har sørget for censur af tv-udsendelser, der udfordrer kristne dogmer. Der blev rettet en ofte hård kritik mod Vesten for at holde hånden over regionens autoritære regimer, og hvad der bliver opfattet som hyklerisk snak om respekt for ytringsfrihed og demokrati, men som alt for ofte ikke bliver til andet end tomme ord. Der kan næppe være megen tvivl om, at der er mere fremtid i at støtte Mellemøsten og Nordafrikas dissidenter end at tage til Egypten og give halve undskyldninger til imamer og autokrater.

Men fra en dansk vinkel var det mest interessante konferencens behandling af emner som blasfemi og selv-censur i forhold til religion. Særligt interessant er denne debat set i lyset af de seneste udmeldinger fra Pia Kjærsgaard om forbud mod paraboler og arabiske tv-kanaler, og at den såkaldte værdikamp skal kæmpes mod islam som sådan. En fornuftig leder i Jyllands-Posten udstillede det kortsigtede i denne strategi.

Konferencens mest veltalende deltager var den i New York bosiddende egypter og liberale muslim Mona Eltahawy, som slog til lyd for at forsvare retten til at krænke, hvad enten det gælder karikaturer eller koranafbrændinger, og at muslimer ikke skal behandles som 5-årige hysteriske børn, men som voksne der kan tage ansvar for egne handlinger. Det lukkede munden på en af konferencens danske deltagere fra den multikulturalistiske venstrefløj som brugte sit indlæg på at angribe Flemming Rose for at have hetzet et svagt mindretal.

Det mest overraskende indslag kom fra Asmaa Al-Ghoul, der er en palæstinensisk blogger fra Gaza. Asmaa Al-Ghoul slog gentagne gange til lyd for, at ytringsfrihed og borgerskab går forud for religion, og at der hverken bør eksistere hate-speech eller blasfemilovgivning. Hun gav mange eksempler på, hvorledes Hamas bruger religionen til at kontrollere stadig flere aspekter af Gazas befolknings daglige liv, og hun bliver ofte chikaneret af disse fundamentalister.

Selv de deltagere, der mente at Muhammedtegingerne var diskriminerende og krænkende overfor muslimer, forsvarede retten til at trykke dem. Det gjaldt bl.a. for den egyptiske menneskerettighedsadvokat Gamal Eid, der har forsvaret flere arabiske redaktører, der blev anholdt for at genoptrykke Muhammedtegningerne og som også har forsvaret den egyptiske blogger Kareem, der på 4. år sidder fængslet for at fornærme islam og Mubarrak. Gamal Eid understregede vigtigheden af at forsvare ytringsfriheden hele vejen rundt, og han forsvarer således både kristne, islamister, sekulære og “blasfemikere”, som bliver undertrykt af regimet i Egypten.

Et andet højdepunkt på konferencen opstod, da to unge medlemmer af dansk Hizb-ut-Tahrir erklærede deres modstand mod demokrati og sekularisme. En af konferencens – dybt troende – tunesiske deltagere forklarede tålmodigt de to unge herrer, at deres modstand mod sekularisme og demokrati var misforstået, da det var disse principper, der garanterede dem deres frihed. Havde de levet i Mellemøsten, sad de sandsynligvis i fængsel.

Dermed viste de fleste af konferencens deltagere ikke bare, at de står for et langt mere principfast ytringsfrihedsbegreb end de fleste danske folketingspolitikere, som gerne forbyder alt fra krænkende udtalelser, reklamer målrettet børn, animeret børneporno, arabiske tv-stationer, afbrænding af Dannebrog, stødende t-shirts og burkaer. Men de demonstrerede også, hvor stort et selvmål det er at ville bekæmpe islam som sådan. Hvis Mona Eltahawy kan kombinere et forsvar for retten til at krænke, retten til at skifte religion og retten til at være homoseksuel med sin tro på islam, skal hun og hendes ligesindede støttes ikke bekæmpes. Jamen, Mona Eltahawy og andre liberale muslimer udgør et marginaliseret mindretal, vil nogen indvende. Det gør de givetvis. Og endda et mindretal under pres fra stigende fundamentalisme. Men det understreger blot vigtigheden af at støtte og give frontkæmpere som Mona Eltahawy og liberale muslimer i Europa og Mellemøsten en stemme. Der var også en tid i Europa, hvor de, der kæmpede mod kirke og kongemagt, var få og marginaliserede, men deres synspunkter vandt frem og er i dag alment accepteret tankegods. Der er ingen garanti for at det vil gå ligesådan i Mellemøsten og Nordafrika, men uden vestlig støtte forringes chancerne dramatisk.

I en globaliseret verden er det af afgørende betydning at forsvare det individuelle menneskes ret til selv at definere sin identitet, således at man ikke bliver en fange af fastlåste forestillinger om, hvad det vil sige at være muslim, kristen eller vesterlænding. At det fra et teologisk synspunkt kan være endog meget svært at forene eksempelvis homoseksualitet og frafald med islam, kan ikke være afgørende. De fleste kristne i Vesten er heldigvis demokrater og tilhængere af frihed. Men det har også krævet en mental omstilling fra tidligere tiders forestillinger om religionens indhold og rolle i samfundet. Derfor er det afgørende at bekæmpe religiøse særkrav og fundamentalisme, samtidig med at de muslimer, som insisterer på at definere deres version af islam som en udogmatisk religion, der kan forenes med demokrati og ytringsfrihed, får vores støtte.

Berlingske Tidende: Arabiske lektioner i ytringsfrihed