Gjesteskribent

Naser Khader har slitt med å posisjonere seg i det danske politiske landskapet. Kanskje han vil lykkes bedre som forkjemper for et islam med et menneskelig ansikt? Khader har deltatt i stiftelsen av en ny internsjonal organisasjon mot islamisme, og han ønsker å gjøre Danmark til et senter for ytringsfrihet.

Det er mye som er ukjent rundt den nye organisasjonen. Hva den heter, hvem som er med osv. Khader var selv skeptisk. Det er en britisk forretningsmann som finansierer det filantropiske arbeidet. Nylig møttes de på et fransk vinslott for å diskutere. De ble enige om å legge uenighetene til side, og konsentrere seg om det ene: stanse spredningen av radikal islam.

»Vi fokuserer meget på kampen mod bin Laden-ekstremister og terrorister, men de er kun toppen af isbjerget. Den virkelige kamp handler om værdier, og islamisterne vinder indflydelse overalt. Vi diskuterede, hvem der egentlig skal bekæmpe islamisme, er det Vesten eller muslimerne selv? I forhold til islamistisk terror har man brug for Vestens våben og styrke, men i forhold til islamismen generelt må de moderate muslimer aktiveres.

Vi talte også om, at når en moderat muslim skriver én bog, skriver islamisterne ti bøger. De har forlag, de har penge, og de er også nogenlunde enige, hvorimod de moderate måske nok kan være enige om at bekæmpe islamismen men fra forskellige politiske ståsteder. Nogle mente, at løsningen er at forlade islam, men min holdning er, at man skal blive indenfor og bekæmpe det. Man flytter ikke ret mange moderate muslimer i kampen mod islamisme ved at kalde Muhammed pædofi l, forbyde Koranen og den slags. Det er okay at have det standpunkt, men jeg tror ikke, det virker, hvis ambitionen er at fl ytte holdninger.

Det havde vi en diskussion om, men vi var enige om konklusionen om, at islamisme er racisme. Nogle vil indvende, at det jo intet har med race at gøre, men pointen er, at racismen, på den måde, vi i dag bruger ordet, bygger mere på livsform og holdninger end på race. Det er vor tids racisme, for islamisterne betragter sig selv som bedre mennesker end andre. De andre er undermennesker og skal i helvede.«

Khader er mer redd for Saudi-Arabia enn Iran. Han mener saudiere med sine penger kjøper seg inn over alt. Eksempelvis ble et dokumentarprogram på amerikanske PBS der Khader medvirker, stanset: en saudiaraber i styret sørget for det.

følge Naser Khader er det slet ikke gået op for Vesten, hvor den egentlige fare ligger, når det gælder kampen for freden og civilisationen.

»Ja, Iran er farlige, og vi skal gøre, hvad vi kan, for at forhindre at de får en atombombe, men Iran er vand ved siden af Saudi Arabien. Jeg opfatter Saudi Arabien som det land, der udgør den største trussel mod verdensfreden. Irans ambition er at blive en lokal supermagt, men saudierne har globale ambitioner og køber sig indfl ydelse over hele verden,« siger han og nævner sagen om den amerikanske journalist Martyn Burkes udsendelser om det interne opgør mellem moderate og ekstremistiske muslimer. Khader medvirkerselv, ligesom den nu afdøde, danske imam Abu Laban, i udsendelsen,der har Muhammed-krisen og de efterfølgende begivenheder i Danmark som et gennemgående tema.

»Martyn Burke er en kendt journalist på public service-kanalen PBS, men selv om han er ansat der, sagde man nej til at vise udsendelserne. Hvorfor? Fordi der i bestyrelsen for PBS sidder en saudi araber, som nedlagde veto. Saudierne køber sig indfl ydelse i medier, fodbold og fondsbørser, og i forhold til Danmark og ytringsfriheden er det afgørende for mig det møde, der blev holdt i Saudi Arabien i december 2005, hvor tegningssagen eksploderede. På mødet erklærede man, at nu ville man til kamp mod ytringsfriheden, for det eneste, ytringsfriheden gør, er at være kritisk over for islam og muslimer. Dengang var både Saudi Arabien og Egypten ude og sige til masserne: ’Slap af, vi tager det op i FN.’ Derfor opfatter jeg Durban II som noget, der ligger iforlængelse af tegningskrisen.«

Her ser Khader noen interessante sammenhenger. De fundamentalistiske statene og bevegelsene oppdaget gjennom karikaturene hvor mektig ytringsfrihetens sverd er. De vil stanse det med alle midler. Derfor går et en direkte linje fra tegningene og til Konferansen av islamske staters arbeid for å gjør islamofobi til en kriminell handling, og til å forvandle FN til et organ som skal beskytte islam.

Durban II er en viktig milepæl. Khader mener at Danmark bør bli et senter for kampen for ytringsfrihet, noe landet de facto er gjennom forsvaret av tegningene. Han var forbløffet over hvor mye deltakerne på møtet i Frankrike visste om hva som skjedde i Danmark.

Khader mener at Danmark annen hvert år skal arrangere en verdenskonferanse om ytringsfrihet. Han vil at den første går av stabelen parallelt med Durban II, til våren.

»Jeg har en ambition om at gøre Danmark til ’ytringsfrihedens land’, og vi arbejder nu på at arrangere en ytringsfrihedskonference i København hvert andet år i stil med Bjørn Lomborgs Copenhagen Consensus-konferencer på klimaområdet. Her skal vi mødes, gøre status over kampen, måle hvor langt vi er kommet og udfærdige en københavnerdeklaration. Målet er at inspirere moderate muslimer rundt om i verden.«

Naser Khader håber, at den første konference kan finde sted parallelt med FN’s racismekonference Durban II i april næste år, hvor en række muslimske lande samt deres organisation

OIC forsøger at få forbudt religionskritik af f.eks. islam som blasfemi og gudsbespottelse. Først på det tidspunkt vil kredsens deltagere træde åbent frem.

»Jeg præsenterede dem for tanken, og de er vilde med ideen om, at konferencen skal foregå i København. Vi vil holde et møde for os selv den ene dag og et offentligt møde den anden. Det kan godt være, at vort omdømme har lidt skade i Saudi Arabien, men det kan man kun være stolt over. Danmark har virkelig en stor stjerne blandt frihedskæmperne. De følger med i, hvad der foregår i Danmark, og da jeg mødtes med gruppen, var de næsten lige så opdateret om, hvad der sker herhjemme, som jeg selv var. Hvad vi siger og gør i Danmark er meget hurtigt ude, hvis det er interessant for kampen mod islamisme og for ytringsfriheden.«

Khader tror kampen om FN kan være tapt. Han mener de demokratiske landene bør samles i en ny organisasjon.

Han vil have et helt nyt FN, hvor lande kun kan blive medlem, hvis de opfylder nogle basale betingelser om hemmeligeog frie valg, ytrings-, forenings- og religionsfrihed.

»Faktisk skrev jeg en kronik med det synspunktet allerede i 2000, og det blev jeg meget upopulær af i Det Radikale Venstre – du ved, al den snak om dialog og at vi skal væresammen dem – men nu har jeg lige været i Genève til forberedelse af Durban II, og der er ingen dialog. De muslimske lande klumper sig sammen og allierer sig mod de demokratiskelande. Jeg talte i NGO-delen, men overværede også den officielle del, og de første, der tog ordet, var Saudi Arabien, som roste Sudan for at være det mest progressive, afrikanske land, hvor kvinder har lige rettigheder, og at det er en myte, at nogen bliver slået ihjel. Og vandrehallerne udenfor havde de fyldt op med store billboards, der viser sudanesiske kvinder ved computeren. Det var helt grotesk.«

– Hvad så med det nuværende FN?

»Diktatorerne kan bare fortsætte selv.«

– Hvad så med Kina?

»De kan ikke være med i et nyt FN, hvis de ikke er demokratiske. Det er Kina, der har blokeret for, at vi kunnehjælpe fl ygtninge i Darfur, og det er dem, der sidder og nedlægger veto, når det gælder menneskerettigheder.«

– Hvad så med freden, FNs formål? Lader man ikke det i stikken, hvis der ikke længere er et fælles forum at tale i?

»Det er en myte, at der er samtaler og dialog. Det er der ikke længere. Durban II er et godt eksempel. Og efterhånden vil jeg sige: ’Rend mig i dialogen’. Der foregår ingen dialoger. De totalitære bruger kun FN til at sende deres familiemedlemmer til New York og Genève og give dem gode jobs, som de egentlig ikke er kvalifi cerede til.«

Slike ting sier man ikke. Men Khader kan si det fordi han opprinnelig er syrer, og har en muslimsk bakgrunn. Dermed har han rett til å si det. Slik fungerer systemet. Men han pådrar seg selvfølgelig stor uvilje. Khader lever allerede med livvakter.

Han kan ha funnet en arena hvor han kan utfolde seg og make a difference. Tanken om Danmark som et senter for kampen for ytringsfrihet, har absolutt noe for seg. Mange i meningsbærende yrker er bekymret over tendensen i Human Rights Council og Durban II.

Rend mig i dialogen