Gjesteskribent

Det hersker usikkerhet og forvirring: Var Durban II-konferansen vellykket eller et nederlag for ytringsfrihet og universelle frihetsverdier? Det presentereres stikk motsatte versjoner. Utenriksminister Jonas Gahr Støre er blant dem som hevder konferansens slutterklæring var en seier for moderasjon. Men sjefjurist Jacob Mchangama i den danske tenketanken Cepos sier at det ikke er så enkelt: når man ikke fikk gjennomslag for restriksjoner på ytringsfriheten, måtte man gå mer omstendelig til verks: med henvisninger til regionale konferanser som skal fortolke paragraf 20 i konvensjonen om politiske og borgerlige rettigheter, som omhandler «hate speech».

Det ligger derfor an til at pådriverne for sensur kan forfølge sine mål regionalt. Nissen er således i høy grad med på lasset. Kampen er ikke over.

Etter Durban II

Jacob Mchangama, chefjurist i Cepos

Durban II er forbi, men problemerne består. Menneskerettighedsarbejdet i FN er blevet undermineret, og de politiske interesser, som udemokratiske FN-lande forfølger, er i direkte strid med de principper og rettigheder, som FN er sat i verden for at forsvare, skriver kronikøren.

Med Durban II overstået har udenrigsministrene fra de EU-lande, der besluttede at deltage i konferencen, formentlig draget et lettelsens suk. Men lettelsen kan vise sig at være kortvarig. Indholdet af sluterklæringen betyder på ingen måde, at slaget om ytringsfrihed og religion er overstået. Derudover viste selve konferencens optakt og forløb, at EU-landene får mere end svært ved at gøre FN til et effektivt og troværdigt forum for fremme af menneskerettigheder på den internationale scene. Risikoen for et nyt Durban II er derfor overhængende. Sluterklæringen indeholder ikke ordlyd, der taler om bekæmpelse af ærekrænkelse af religion. Det er en markant og væsentlig forbedring af de udkast, der blev fremlagt tidligere. Det er dog væsentlig at fremhæve, at paragraf 28 i sluterklæringen pålægger medlemsstaterne at implementere de forpligtelser, de har påtaget sig på internationale og regionale konferencer. Denne paragraf vil kunne bruges til at fremme bekæmpelsen af ærekrænkelse af religion, da en række lande fra Asien og Afrika har deltaget i regionale konferencer, hvor dette begreb er blevet fremhævet.

Paragraf 12 tager afstand og påbyder FN’s stater på effektiv vis at bekæmpe »religiøs intolerance«, herunder »islamofobi, antisemitisme og kristianofobi«, »der i særdeleshed manifesterer sig ved nedsættende stereotyper og stigmatisering af personer baseret på deres religion eller tro«. »Nedsættende stereotyper og stigmatisering« er et ganske løst og uklart begreb, hvilket også er tilfældet for »islamofobi«. Det er også bemærkelsesværdigt, at sluterklæringen tre steder henviser til artikel 20 i Konventionen om Borgerlige og Politiske Rettigheder i forbindelse med religion. Artikel 20 forbyder «hate speech», herunder opfordringer til religiøst had. Sluterklæringen pålægger staterne at implementere denne bestemmelse med alle nødvendige midler. Artikel 20 nævnes slet ikke i Durban I, så der lægges mere vægt på forbud og begrænsninger i ytringsfriheden i sluterklæringen på Durban II. Det understreges af, at paragraf 134 fremhæver, at der skal holdes en række regionale workshops om det nærmere indhold af artikel 20 – men ikke dens samspil med ytringsfriheden. Der er al mulig grund til at frygte, at de asiatiske og afrikanske workshops vil nå frem til, at forbuddet i artikel 20 skal fortolkes mere udvidende, end vestlige lande vil. Det er også vigtigt at fremhæve, at sluterklæringen nævner en arbejdsgruppe, der kigger på såkaldte »komplementære standarder«. Dette begreb dækker over et arbejde med at udvide bl.a. racismekonventionen, så dens beskyttelse også dækker religiøst had og intolerance.

Det fremhæves ofte, at paragraf 58 i sluterklæringen fastslår, at ytringsfriheden udgør et »essentielt fundament for det demokratiske og pluralistiske samfund«. Det er ikke en uvæsentlig tilføjelse. Men ytringsfriheden indeholder begrænsninger og er ikke absolut. Paragraf 58 siger intet om, hvor denne grænse skal trækkes, herunder i forhold til religion. Dermed står denne paragraf i modsætning til bestemmelserne om effektiv implementering af artikel 20, der lægger op til en udvidet fortolkning af forbudet mod hate speech og dermed samtidig en indskrænkende fortolkning af ytringsfriheden. Det er i den forbindelse vigtigt at pege på, at ingen af de muslimske lande i OIC sætter spørgsmålstegn ved ytringsfrihedens eksistensberettigelse som sådan. De ønsker »blot«, at grænserne for hate speech defineres meget bredt, når det handler om religion. Det illustreres fint af OIC’s generalsekretær, som i sin tale på Durban II gjorde gældende, at ærekrænkelse af islam er en af de mest iøjnefaldende former for nutidig racisme, diskrimination og intolerance.

Det er et godt eksempel på, at de gældende begrænsninger af ytringsfriheden af en række lande fortolkes som udgørende forbud mod, hvad vi i Danmark ville kategorisere som legitim religionskritik. Betyder det så, at de grænser for ytringsfriheden, som sluterklæringen fremhæver og lægger særlig vægt på, medfører et forbud mod f.eks. religiøse karikaturtegninger? Da Muhammed-krisen rasede i 2006, udsendte FN’s specialrapportører vedrørende hhv. racisme og fremmedhad, ytringsfrihed og religionsfrihed en fælles pressemeddelelse, hvor disse FN eksperter fastslog, at ytringsfriheden er vigtigt men, at »brugen af stereotyper og sætten i bås, der fornærmer rodfæstede religiøse følelser, ikke bidrager til skabelsen af et miljø, der fremmer konstruktiv og fredelig dialog mellem forskellige samfund«. Denne pressemeddelelse blev fulgt af en fælles pressemeddelelse af 28. marts 2008, hvor ovennævnte rapportører »fordømte tonen og indholdet« i Geert Wilders film Fitna.

En af afsenderne af ovennævnte pressemeddelelse, FN’s tidligere rapportør for racisme fremmedhad m.v., Doudou Dienne, har også udfærdiget en række rapporter, der støtter en fortolkning, hvorefter Muhammed-tegningerne ville være forbudt efter de bestemmelser, som fremhæves i sluterklæringen. Den seneste rapport er fra september 2008. Det er bemærkelsesværdigt, at Doudou Dienne i sine rapporter på den ene side opfatter ærekrænkelse af religion som et omfattende problem, men på den anden side tager afstand fra at gøre det til et selvstændigt juridisk begreb. I stedet peger Doudou Dienne på, at ærekrænkelse af religion skal indfortolkes i de gældende konventioner, herunder i ovennævnte artikel 20, som altså nævnes flere gange i sluterklæringen. Doudou Dienne er således på linje med OIC og Pakistans fortolkning af slutdokumentet. Direkte adspurgt om, hvorvidt Dienne anså Muhammed-tegninger som omfattet af artikel 20, svarede han under Durban II ja. Diennes fortolkning er essentiel, da sluterklæringens paragraf 30 udtrykker støtte til »den vigtige rolle«, denne rapportør har spillet. Sluterklæringen udtaler dermed opbakning til en indskrænkende forståelse af ytringsfriheden, hvor ærekrænkelse af religion bliver indfortolket i de gældende begrænsninger til denne rettighed. Men Dienne står ikke alene. Også FN’s særlige rapportør for religionsfrihed, den ellers velrenommerede og principfaste pakistaner Asma Jahangir, har til Information udtalt, at Muhammed-tegningerne efter hendes mening vil være omfattet af artikel 20, og at sluterklæringen derfor vil ramme sådanne karikaturer. Disse forhold tydeliggør, at ytringsfriheden langt fra er fremtidssikret i sluterklæringen, samt at kampen mellem religion og ytringsfrihed nu også for alvor skal udkæmpes indenfor rammerne af gældende menneskerettighedskonventioner. At spørgsmålet om ytringsfrihed og religion har fyldt det meste af debatten om Durban II er egentlig mærkværdigt. Konferencen skulle handle om opfølgning af FN landenes kamp mod racisme og diskrimination. Men forløbet demonstrerer, at menneskerettighedsarbejdet i FN er blevet undermineret, og at dagsordenen alt for ofte handler om landenes øvrige politiske interesser. Når en lang række af FN’s lande er udemokratiske, bliver dette problem eksistentielt, fordi de politiske interesser sådanne lande forfølger, er i direkte strid med de principper og rettigheder, som FN er sat i verden for at forsvare. Spørgsmålet er så hvad der kan gøres? Her er der efterhånden kun to troværdige positioner tilbage. Én der anerkender, at FN’s problemer på menneskerettighedsområdet er dybt alvorlige og undergravende, men at man må forsøge at reformere FN indefra. Heroverfor står en mere vidtgående position, som anser FN’s problemer som så systematiske og grundlæggende, at et alternativt forum udelukkende bestående af demokratier er den eneste løsning.

Disse to positioner kan forenes ved et kompromis, hvorefter vestlige stater gør et krav om reelle og mærkbare reformer af f.eks. FN’s Menneskerettighedsråd til et ufravigeligt krav for fortsat deltagelse i og ikke mindst finansiering af FN’s arbejde på dette område. En sådan strategi vil kunne iværksættes med det samme. USA bliver efter al sandsynlighed medlem af Menneskerettighedsrådet i maj og vil i langt højere grad end EU-landene kunne lægge pres på de lande, der underminerer rådets formål. USA vil også kunne komme med kritiske resolutionsforslag i forhold til lande som Sudan, Sri Lanka og Zimbabwe, hvor EU har opgivet. Derudover skal selve Menneskerettighedsrådet have et gennemsyn i 2011. Her bør vestlige lande som minimum kræve, at der kommer objektive krav til medlemskab, herunder til menneskerettighedsefterlevelse samt at de uafhængige landerapportørers rolle styrkes, så de på effektiv vis kan komme med uafhængige vurderinger af menneskerettighedssituationen rundt omkring i verden. Hvis amerikansk medlemskab af rådet ikke medfører en markant forbedring af rådets praksis, og gennemsynet i 2011 ikke medfører mærkbare reformer, bør vestlige lande ikke længere deltage i Menneskerettighedsrådet eller de aktiviteter – såsom Durban II -, som iværksættes derigennem.

Jyllands-Posten: Efter Durban II av Jacob Mchangama

Offentliggjort 12.05.09