Nytt

Parallelt med kampen mot religiøs fundamentalisme og terrorisme foregår det en kamp i FN. Og den er Vesten i ferd med å tape, sier den kanadiske jusprofessor Anne Bayefsky. Det skyldes hovedsakelig at arabiske land sammen en rekke tredjeverdensland etterhånden har oppnådd suverent flertall i FN, og følgelig setter dagsordenen.

Da Anne Bayefsky deltog i FNs racismekonference i Durban 2001 blev hun og mange andre chokeret. Konferencen berørte ikke situationen for kvinder eller minoriteter i arabiske lande eller massakrerne i Congo eller Durban – eller nogen af de andre katastrofer i verden. Nej, det meste handlede om Israels behandling af palæstinenserne, og konferencen vedtog en række resolutioner vendt mod Israel og USA. De to lande udvandrede, mens alle de europæiske landes repræsentanter og NGOer – inklusive de danske – blev og gjorde gode miner til slet spil.

Durban-konferencen er blot ét eksempel fra krigen i FN, hvor de arabiske lande sammen med en række tredjeverdenslande suverænt har flertal og bestemmer krigens gang. I FNs Menneskerettighedsråd residerer en række af de mest morderiske regimer ved højbordet og sørger for, at flertallet af rådets resolutioner er vendt mod Israel, og at der aldrig er nogen, der undersøger, hvad der foregår i diktaturlandene.

Nå forbereder FN en ny rasismekonferanse, etter at konferansen i Durban endte i skandale. Iakttagere mener at der Durban I var en skjellsettende begivenhet fordi den så tydelig markerte muslimske lands offensiv mot Vesten, vil Durban II i 2009 bare bekrefte OIC`s aggresjon ytterligere og samtidig bli benyttet av de muslimske landene til å angripe vestlig ytringsfrihet.

Professor Bayefsky er bedre egnet enn de fleste til å følge denne utviklingen, da hun i en årrekke har fulgt FN – resolusjon for resolusjon. På hjemmesiden bayefsky.com dokumenterer hun alt som skjer av resolusjonstekster og avstemninger i FN-regi. I følge Bayefsky beviste Durban I at den vestlige menneskerettighetesbevegelsen er degenerert og korrumpert:

Ser du Durban-konferencen som starten på fundamentalismens nye offensiv?

»Det var ikke blot et tegn på fundamentalismens offensiv, men tillige et bevis på menneskerettighedsbevægelsens degeneration og korruption. Der opstod reelt en koalition mellem en række vestlige menneskerettighedsorganisationer og undertrykkende regimer, der sammen lod showet løbe af stabelen, uden at de vestlige organisationer protesterede.«

Hvad kunne de da have gjort?

»De kunne have grebet ind lang tid før selve konferencen. Den slags konferencer kommer ikke ud af det blå. Man har forberedende møder, og det var fuldstændig klart, hvad der skulle ske, nemlig en fordømmelse af Israel og USA. Israel blev således i en række sammenhænge sammenlignet med Nazityskland. Alt var lagt parat, og det stod klart, at de arabiske lande allerede havde kidnappet konferencen lang tid før, den skulle foregå.«

I sidste ende udvandrede Israel og USA. Skulle de europæiske lande have fulgt efter?

»Selvfølgelig skulle de europæiske lande have udvandret sammen med dem. Men rent faktisk nød de europæiske lande at være centralt placeret, og ikke mindst Frankrig elskede at kunne spille forhandlingsleder mellem USA, Israel og de arabiske lande organiseret i deres organisation OIC (Organization of the Islamic Conference). I realiteten modarbejdede de europæiske lande dermed demokratiets interesser.«

FN-konferansen i Durban var den første av en serie lignende rasismekonferanser, og forberedelsene til den neste er allerede begynt. Anne Bayefsky har i lang tid advart mot at Durban II mest sannsynlig blir verre enn den første, der det i all hovedsak var USA og Israel som var målet for konferansens kritikk. De pågående forberedelsene indikerer at det er vestens ytringsfrihet som vil være hovedmålet under Durban II, og Bayefsky mener at EU har gitt opp kampen for grunnleggende europeiske verdier på forhånd:

»EU er en ekstrem svag konstruktion, som på ingen måde kan moderere den flodbølge af had, der skyller ind over os og manifesterer sig i FN og dets organer, som ikke mindst styres af OIC. EUs passive strategi er tydelig i afstemning efter afstemning. De kigger på tallene og erkender, at de vestlige lande er i mindretal. Derefter protesterer de på skrømt og kollapser derefter og slutter sig til konsensus, som det skete i Durban.«

Og det sker allerede nu?

»Ja, det sker allerede nu. I november i generalforsamlingen i FN var der er en resolution om Durbans fortsættelse. USA og Israel stemte imod, mens EU vaklede, men lovede at stemme for en fortsættelse, hvis Durban II blot ville blive en bekræftelse af Durban I og intet nyt. Men den aftale var truffet på skrømt, og de arabiske lande havde ingen intention om at overholde den. I løbet af få uger løb de arabiske lande og den afrikanske gruppe fra aftalen, og man vedtog i FNs nye Menneskerettighedsråd at afholde en ny konference med et nyt og mere radikalt indhold. Det første forberedende møde blev afholdt for få uger siden, og her blev der vedtaget en ny dagsorden med aggressive tiltag, som var i klar modstrid med aftalen. EUs medlemslande opførte sig som pattebørn og protesterede først, men da IOC og de afrikanske lande blot afviste dem, faldt de til patten.«

Utover den sedvanlige kritikken av Israel, står islamofobi og de danske Muhammedkarikaturene på dagsordenen for Durban II. Opplegget er i følge Bayefsky helt klart anti-vestlig og anti-demokratisk. Til tross for at OIC og de afrikanske landene åpent har brutt avtalen med EU om konferansens innhold i forkant, har EU tilsluttet seg konferansen.

Så Muhammed-sagen og ytringsfriheden er på igen?

»Nej, forkert. Ytringsfrihed er overhovedet ikke på tapetet, for det er det sidste, de ønsker. De vil tale om alt muligt andet, og det viser de forbererende møder helt tydeligt, for her besluttede dette flertal kun at invitere den FN-rapportør, der fremstiller den årlige redegørelse om religionsforhold og herunder islamafobi. EU protesterede og sagde, at så måtte man også invitere rapportøren vedrørende ytringsfrihed. Men hvad skete? Da OIC nægtede at invitere ham, accepterede EU i sidste ende deres beslutning med en lille åbning, der dog ikke er reel, for at få emnet om ytringsfrihed bragt på bane.«

Ifølge Anne Bayefsky og mange amerikanske iagttagere foregår der i FN-regi et hyklerisk spil, som EU af frygt og på grund af kortsigtede politiske interesser lader løbe hen over scenen. I private samtaler med europæiske repræsentanter undskylder de, siger Bayefsky, hvad der sker, men EU har ikke modet eller viljen til at trodse OIC og flertallet. Men Bayefsky ser mere alvorligt på det end som moralsk opgivelse:

»Bortset fra Israel og USA er alle tilfredse. EU er direkte ansvarlig for at give ekstremisterne og diktaturstaterne en pæn facade og legitimitet.«

Et av eksemplene på OIC`s dominans i FN er at Danmark søkte om en plass i FN`s menneskerettighetsråd tidligere i år, men ble avvist. Bayefsky hevder at det skjedde fordi OIC ønsket å straffe Danmark for Muhammed-karikaturene. EU er på sin side lite villig til å ta opp kampen med OIC, og ønsker ikke offisielt å erkjenne den nåværende situasjonen i FN. I stedet fremstilles FN`s fellesuttalelser som tilfredsstillende kompromisser, mens de i realiteten utelukkende er et uttrykk for OIC`s holdning.

Det har vi ikke hørt meget om i Danmark?

»Nej, for den slags sager gavner jo ikke Danmark, og man vil helst holde tæt med det. Det kan imidlertid læses direkte fra de arabiske landes repræsentanters egne udtalelser. På vegne af 52 stater udtalte den ægyptiske repræsentant, at deres største bekymring er konsekvenserne af terroren 11. september, hvor man »så et nyt og farligt fænomen, nemlig racistisk og religiøst had (…) De højst krænkende tegninger, som blev trykt af en dansk avis, sårer over en milliard muslimer over hele verden dybt og truer den sociale harmoni og fred både nationalt og internationalt.«

Så Muhammed-sagen spiller stadig ind – og Danmark er stadig i fokus?

»Ja, og de arabiske lande bruger den til at ophidse gemytterne og til at påstå, at en milliard muslimer krænkes, alt sammen i et forsøg på at knægte vestlig ytringsfrihed. Tragedien er, at EU gemmer sig og ikke har viljen til moralsk at protestere.«

Dansk offentlighed hører meget lidt til disse kampe og nederlag. Hvorfor?

»Det hænger sammen med, at EUs medlemslande fremlægger resultatet helt anderledes end det, der egentlig foregår. Efter Durban og efter afstemningerne i FNs Menneskerettighedsråd, hvor EU tilslutter sig OICs fællesudtalelser, så vender de sagen på hovedet og fremstiller det, som om man har opnået et tilfredsstillende kompromis, hvilket ikke er tilfældet. I den forklarende note, som landene afgiver efter afstemning, var EU-landenes forklaring så langt fra sandheden, som den kan komme, for man ville ikke erkende sit klare nederlag.«

Vil det ikke kunne afsløres?

»EUs landenes repræsentanter synes at mene, at deres befolkning og deres presse er for dumme eller sløve til at afsløre forholdet. I stedet for at kræve afstemning og stemme imod, vælger de europæiske lande konsekvent at undgå afstemninger og tilslutter sig de arabiske landes konsensus-udtalelser, og det forhold skal selvfølgelig sløres. Det gøres dels ved tavshed og dels ved at gøre resultatet uklart i de forklarende noter efter afstemningerne. Men alle, der følger FNs begivenheder, ved, hvad der sker.«

Hvad kan der gøres?

»Det skal jeg sige dig: Simpelthen holde op med at betale showet! Det er USA og Europa, der betaler alle udgifter til Durban-konferencen. Man kan protestere ved at lukke pengekassen i og derved stoppe for, at man bliver holdt for nar for sine egne og altså skatteydernes penge.«

Kan man gøre andet?

»Næppe. Hysteriet er sat i system og det er en kamp om Vestens grundlæggende værdier; og så længe Europa ikke forstår eller ikke vil forstå, hvad kampen går ud på, er der ikke meget at gøre.«

Berlingske Tidende: Danmark boykottet i medlem af FNs Menneskerettighedsråd