Sakset/Fra hofta

Idèhistoriker og forlegger Håkon Harket sier til Weekendavisen at Organisasjonen av islamske stater (OIC) påvirker Norge. Harket synes det er merkelig at ingen i Norge kobler forarbeidene til FN`s anti-rasismekonferanse Durban II med regjeringens lovforslag om utvide rasismeparagrafen til å omfatte religion.

– Regjeringens forslag gir bare mening om man ser det i sammenheng med OIC`s forsøk på å gjøre religionskritikk til et brudd på menneskerettighetene, mener Harket:

»Mærkeligt nok er der ingen i Norge, der har koblet planlægningen af Durban 2 sammen med det lovforslag om at forbyde religionskritik i Norge, skønt Norge har været aktive i forbindelse med Durban 2-forhandlingerne,« siger Håkon Harket, norsk forlægger, idéhistoriker og forfatter til bøger om antisemitisme og zionisme. Norge har således været med til at forberede det slutdokument, som skal præsenteres ved Durban 2.

I følge Harket gav det norske lovforslag kun mening, hvis man ser det som en udløber af det pres, fællesorganisationen for de 57 muslimske lande, OIC, har lagt på FN for at gøre religionskritik til en menneskerettighedsforbrydelse.

»Det norske lovforslag var mere eller mindre identisk med det, OIC lancerede i Durban 2’s resolutionsforslag. Men blandt norske politikere er der en mangel på refleksion, og næsten ingen der sætter den norske debat ind i en international kontekst.« Lovforslaget blev først droppet efter et massivt pres fra den norske opinion.

I Norge og Sverige fylder debatten om Durban 2 modsat i Danmark heller ikke meget – skønt man i Norge for nylig var ude for, at et forslag om forbud mod angreb på trosretninger nær var blevet norsk lov. I december fremsatte den norske regering således et forslag om at »udvide straffen for hadefulde ytringer, så den også omfattede væsentlige angreb på religion eller livssyn.« Hensigten var at beskytte »den enkeltes livsudfoldelse«, understregede regeringen.»

Durban II bærer egentlig navnet «World Conference Against Racism, Racial Discrimination, Xenophobia and Related Intolerance», men kommer på grunn av særlig den muslimske verdens hovedorganisasjon OIC`s dominerende stilling i FN i stedet til å handle om globale innskrenkninger av ytringsfrihet og religionskritikk, samt sterke fordømmelser av Israel.

Flere demokratiske land overveier å boikotte den omstridte konferansen, hvis dagsorden hovedsakelig gjenspeiler OIC`s holdninger. Så langt har Canada, Israel, USA og Italia trukket seg, mens Danmark og Nederland gjør et siste forsøk på å få det nåværende utkastet til sluttdokument endret eller forkastet.

Utenriksminister Jonas Gahr Støre – som forøvrig støttet det sterkt kritiserte lovforslaget om utvidelse av rasismeparagrafen – har ikke på noe tidspunkt vurdert å utebli fra Durban II.

Ellers er intet afgjort endnu. Planlægningen af FNs racismekonference, der har Libyen, Iran og Cuba i centrale roller, mundede for nylig ud i et resolutionsforslag, der – i stærkere formuleringer end tidligere – fordømmer Israel som »racistisk« og kræver et globalt forbud imod »krænkelser af religiøse følelser«.

Det var det, der fik det amerikanske udenrigsministerium til at fastslå, at forhandlingsteksten til konferencens slutdokument havde ændret sig »fra slemt til værre«, og at teksten »ikke længere stod til at redde«.

Konferencen afholdes i Genève 20.-24. april og er en opfølgning på FNs racismekonference i Durban i 2001. Denne konference var domineret af angreb på Israel og antizionistiske demonstrationer. Israel og USA forlod dengang konferencen i protest.

Skuffelsen var markant hos FN-repræsentanter, der håbede, at Obama-regeringen ville deltage i konferencen. I mandags anførte FNs kommissær for menneskerettigheder, inderen Navi Pillay, at konferencen var udsat for en medie- og lobbykampagne, og hun afviste, at konferencen ville blive en antisemitisk hadefest.

Obama-adminstrasjonens beslutning om å boikotte Durban II har imidlertid skapt bevegelse i EU. På denne ukens møte i FN`s Menneskerettighetsråd – som er arrangør av konferansen – ga særlig utenriksministerne for henholdsvis Nederland og Danmark uttrykk for sine respektive lands holdninger:

»Vi kan ikke acceptere en tekst, der sætter religion over individer, som ikke fordømmer diskrimination relateret til seksuel orientering, som ser igennem fingre med antisemitisme, og som hænger specielt Israel ud,« sagde Verhagen.

Fra dansk side lyder der lignende toner, men udenrigsminister Per Stig Møller sætter dog sin lid til et møde i næste uge med kolleger fra de nordiske lande samt fra ti afrikanske nationer. Et af formålene er at få de afrikanske lande til at droppe støtten til den muslimske verdens Durban 2-dagsorden. Hvis ikke dette lykkes, truer Møller med en dansk boykot.

På det samme møtet kom det også kritikk fra Belgia, Tjekkia og Italia. Sistnevnte trakk seg også som deltagerland i går. I tillegg har land som Australia, Frankrike og Storbritannia tatt forbehold i forbindelse med konferansen som skal avholdes i april:

Forleden sagde den britiske vice-udenrigsminister Lord Malloch-Brown på et møde i London, at Storbritannien ikke ville deltage, hvis Durban udviklede sig til en antisemitisk manifestation:

»Jeg deltog i den første Durban-konference. Jeg har aldrig i min efterhånden lange internationale karriere oplevet så skændig en begivenhed. Vi vil ikke stiltiende se på og tillade, at denne racistiske tale bliver fremført og vinder accept. Vi vil ikke være med til det.«

Ifølge Nick Cohen, som er forfatter og klummeskriver på den britiske ugeavis The Observer, er »den britiske elite ikke specielt optaget af Durban 2, men regeringens udmelding er meget hård.«

Nick Cohen, som er berømt og berygtet i sit hjemland for at være en socialistisk venstrefløjsrevser, mener selv, at Storbritannien kun bør deltage, hvis visse betingelser bliver opfyldt:

»Hvis konferencen tager sin opgave alvorligt med at gøre noget ved racismen, hvis den ser på Sudan, hvis den ser på massakrerne i Congo, hvis den ser på forfølgelsen af kurderne i Syrien og Iran, hvis den ser på forfølgelsen af etniske minoriteter i Burma – med andre ord: hvis den står fast på universelle principper, så lad os da for Guds skyld tage af sted. Hvis ikke den gør det, og hvis konferencen blot bruges af diktatorer, som selv udfører mange af menneskerettighedsforbrydelserne, til at angribe den vestlige verden, ja, så skal vi boykotte konferencen,« bedyrer han.

Til tross for den stigende kritikken mot Durban II er Europa splittet i saken. I Tyskland som i Norge er det uvant stille fra både regjeringen, medier og den øvrige offentligheten.

Europas centrale land, Tyskland, har indtil videre forholdt sig temmelig passivt. Ifølge Thierry Cherval, der er redaktør for den tyske kulturportal Perlentaucher, »sover både den tyske regering og offentlighed, og det undrer mig. Et land som Tyskland, der har en problematisk fortid med jødeforfølgelser, burde være aktive med at bekæmpe nutidens antisemitisme,« siger Thierry Cherval.

Han nævner, at den tyske udenrigspolitik under socialdemokraten Frank-Walter Steinmeier fører en meget blød linje over for totalitære regimer.

»Den tyske regering er bløde over for Rusland, Iran og de arabiske lande. Eksporten har førsteprioritet, især under den nuværende krise,« siger redaktøren.

Cherval tror at medienes og politikernes ignorering av Durban II skyldes at man helst vil beholde sitt positive bilde av FN:

– Jeg tror ikke at man ønsker å se at FN ikke fungerer, at organisasjonen kan misbrukes til å rulle tilbake menneskerettigheter og at FN er blitt en fiksjon. Derfor sover man, sier han til Weekendavisen.

Heller ikke i Sverige er man nevneverdig opptatt av Durban II, forteller tidligere formann for svensk PEN og sjefredaktør for Dagens Nyheter, Arne Ruth.

»Og det er underligt. Sverige og hele Norden sætter normalt FN meget højt, men Durban 2 er et grundskud mod FNs troværdighed, og det burde være alarmerende for enhver, der agter FN. Efter min mening er det gået tilbage med ytringsfrihedsdiskussionen siden Salman Rushdie -affæren.«


Artikkelen «Religionskritik: Ok, vi boykotter også» av Jesper Vind Jensen og Klaus Wivel sto på trykk i Weekendavisen 06. mars 2009.