Gjesteskribent

Når Konferansen av islamske stater kan omdanne Menneskerettsrådet til sitt domene, og ha suksess med å definere religionskrenkelse som et akseptabelt begrep, så er det fordi den politiske korrekte sensuren har en forhistorie. Noe tilsvarende forsøkte Sovjetblokken og land i Den tredje verden på 70 og 80-tallet. De kalte det Ny verdensorden for informasjon og kommunikasjon (NVIK). En av hovedpersonene var Doudou Diene fra Senegal. Han står i fremste rekke for det Francis Sejersted har døpt «autoritetsvern», forsøket på å omhegne ytringsfriheten med begrensninger som beskytter autoritetspersoner og ideologier.

Norge har umerkelig slått inn på en kurs som ikke ser det problematiske ved denne autoritære sensuren og formynderiet. Doudou Diene besøkte Oslo 28. november 2007. Det var i hans nærvær at daværende likestillingsminister Manuela Ramin Osmundsen nevnte to eksempler på rasisme og diskriminering mot nye minoriteter: Drapet på Benjamin Hermansen og ambulansesjåførene som unnlot å ta med Ali Farah fra Sofienbergparken. Statsråden grep inn i og felte dom i en sak som fremdeles pågikk.

Det er tenkemåten som minner om det vi hører fra Doudou Diene, Durban II, Menneskrettsrådet og OIC.

Tværnationalt censursystem

Ronald Koven, World Press Freedom Committes repræsentant i Europa

Kronikøren fremhæver sengaleseren Doudou Diene som den centrale figur i de seneste år bestræbelser på at kriminalisere religionskrænkelser i FN. I alliance med Sovjet og autoritære regimer i Den Tredje Verden stod han bag lignende fremstød i 1970’erne og 1980’erne.

Nogle mennesker insisterer på at holde fast i dårlige ideer. Det synes at være tilfældet for Doudou Diene, en læge fra Senegal, der i årevis har været den intellektuelle drivkraft bag forsøg på at opfinde en ny forbrydelse inden for international lov – såkaldt «religionskrænkelse».

Det spørgsmål har fyldt meget i de forberedende diskussioner til denne uges store FN-konference i Genéve, som er en opfølgning af antiracismekonferencen i Durban i Sydafrika i 2001, hvor USA og Israel udvandrede i protest mod forsøg på at forvandle den til en anti-israelsk platform.

Det er stadig diskussioner om Israel, der som yndlingsprojekt for de 57 lande i Organisationen af den islamiske konference (OIC) overskygger bestræbelser på at få vedtaget et forbud «religionskrænkelse». Men forbud mod kritik af islamiske positioner og praksiser – ofte uden belæg i Koranens tekster – vil være et gigantisk skridt i retning af at legitimere en form for tværnationalt censursystem, som blev forhindret tilbage i 1980’erne, da Unesco var centrum for Sovjetunionens og autoritære regimer i Den Tredje Verdens forsøg på at etablere en «Ny Verdensorden for Information og Kommunikation» (NVIK).

Som sovjetiske propgandister engang yndede at sige: »Det er ingen tilfældighed«, at Doudou Diene var en central aktør i NVIK-debatten og nu er den intellektuelle drivkraft bag forsøget at forbyde «religionskrænkelse». Han har netop afsluttet to perioder fra 2002 til 2008 som FN’s Menneskerettighedsråds særlige rapportør for racisme. Han var tidligere topembedsmand i Unesco og den grå eminence bag sin landsmand, generaldirektør Amadou-Mahtar M’Bow, i NVIK-kampagnen, der var tæt på at ødelægge Unesco. Der er meget i Dienes rapporter, som banede vej for accept af begrebet «religionskrænkelse», der går tilbage til NVIK-tidens opfordringer til begrænsninger af pressefriheden.

Angreb på Israel, opfordringen til at institutionalisere «religionskrænkelse» og krav om kompensation for den transatlantiske slavehandel (mens man omhyggeligt undgår at minde om den lige så omfattende arabiske slavehandel langs Afrikas østkyst) har kendetegnet de forberedende tekster, der har fået flere vestlige lande til at trække sig fra Durban II.

(Canada, Israel, USA, Tyskland, Holland og Italien har allerede sagt, at forsøg på en gentagelse af Durban I har fået dem til at blive hjemme. Selv om Danmark og Frankrig af indlysende årsager med rod i den nyeste historie ikke har taget initiativet i dette spørgsmål, har begge indikeret, at de parat til at følge trop )

Udkastet til den afsluttende erklæring for Durban II har været gennem utallige revisioner og er i sit seneste udkast blevet forkortet fra 45 til 17 sider. På et tidspunkt erklærede USA, at dokumentet ikke var til at redde, men den russiske diplomat Jurij Bojtjenko har med taktisk snilde været formand for en udkastkomite, der har fået fjernet noget af det mest kritisable sprog. Direkte henvisninger til religionskrænkelse og Israel er forsvundet, men der har været forsøg på at genindføre tilsvarende formuleringer som »stigmatisering« af religioner og »udenlandsk besættelse« (en henvisning til Israels kontrol med Vestbredden) som årsager til racisme.

For at modvirke Bojtjenkos opblødning af Durban II-dokument har de 17 OIC-lande, der dominerer FN’s Menneskerettighedsråd med dets 47 medlemmer gennemtvunget en resolution fremlagt af Pakistan, som gentager opfordringen til at sætte en stopper for straffrihed for religionskrænkelse.

Formuleringen «religionskrænkelse» var Doudou Dienes kunststykke med det formål at forhindre kritik eller indvendinger mod islam. Erfaringen viser, at i praksis vil ikke alene Koranens religiøse doktriner blive beskyttet mod kritiske kommentarer, men også autoritære, kulturelle, sociale og politiske praksiser i islamiske samfund.

At gøre «religionskrænkelse» til en forbrydelse er en ny måde at forbyde en fri debat på om et dominerende verdensbillede. Den juridiske definition på «krænkelse» (injurier) har hidtil været møntet på beskyttelse af personer, virksomheder og sammenslutninger mod uberettigede angreb på deres omdømme – ikke til at beskytte hele trossystemer mod kritisk undersøgelse. Et forbud mod religionskrænkelse vil være et forrygende fremskridt på vej mod lovligt sanktioneret censur af ideer.

Den europæiske Menneskeretsdomstol fastslog i 1976 i en sag vedrørende britisk lov, at »ytringsfrihed? ikke kun gælder information og ideer, der opfattes positivt eller anses for at være ikke-krænkende eller ligegyldige, men også dem, der krænker, chokerer eller forstyrrer staten eller en hvilken som helst anden del af befolkningen.«

Vedtagelsen af religionskrænkelse som norm vil reelt undergrave denne milepæl af en dom for hele Europa og den traditionelle beskyttelse af «hadefuld tale» i henhold til den amerikanske forfatning. De forberedende diskussioner til Durban II har konstant henvist til behovet for at håndhæve Den internationale konvention om civile og politiske rettigheders artikel 20, der forbyder «hadefuld tale» – uden på noget tidspunkt at minde om, at da USA ratificerede denne traktat, så stemte det amerikanske Senat med flere end to tredjedeles flertal for at afvise artikel 20 som værende i strid med den amerikanske forfatning. Eftersom det på forhånd var kendt, at henvisningen til artikel 20 vil være uacceptabel for en hvilken som helst amerikansk regering, er det svært at undgå den konklusion, at man bevidst søgte en konfrontation med USA.

Diene gør rituelle buk for ikke alene at vende sig mod islamofobi, men også mod antisemitisme, som påstås at have sit udspring i Europa, og kristifobi. Det er tydeligvis gjort for ikke alene at undgå beskyldninger for kun at arbejde for islam, men også i håb om at vinde opbakning fra jødiske og kristne myndigheder til lovlig censur.

Nogle gejstlige er hoppet på den krog – i modsætning til pave Johannes XXIII’s erklæring i en berømt encyklika (rundskrivelse, red.) fra 1963 med titlen Pacem in Terris (Fred på jord, red.), hvor det hedder: »Enhver ret, som er tildelt mennesket af naturen, skaber en pligt hos andre til at anerkende og respektere denne ret.« Tolerance skal med andre ord være gensidig og reciprok, ikke ensidig.

Et papir fra OIC, blev distribueret som FN-dokument i september sidste år, fastslog, at de islamiske stater er enige med Diene i, at islamofobi er det mest alvorlige udtryk for »religionskrænkelse«, og at den »skjuler sig bag ytringsfriheden«. Det blev tilføjet, at de »seneste begivenheder igen har sat fokus på behovet for at afgrænse de legale grænser mellem ytringsfrihed og hadefuld tale«, og at der er brug for »konklusioner og anbefalinger« for »de tilladte grænser for ytringsfrihed ved at tage hensyn til det obligatoriske forbud mod støtte til religiøst had.«

Ifølge OIC kan nationale love ikke håndtere »den voksende krænkelse og had mod muslimer« og derfor er der brug for et »universelt dokument« til at etablere en juridisk ramme, en kodeks for opførsel. »Der er brug for effektiv lovgivning på det nationale, regionale og internationale niveau for at bremse disse tendenser,« fastslog OIC.

Diene ynder også at gøre opmærksom på den afdøde Harvard-professor Samuel Huntingtons forudsigelser om »civilisationernes sammenstød« som et bidrag til en ny «Kold Krig», takket være »visse politiske, intellektuelle og medieeliters retorik.« Den tydelige implikation er, at et forbud mod religionskrænkelse vil lukke munden på disse ballademagere. »Den største udfordring lige nu er at bestemme grænsen for legitime begrænsninger på ytringsfriheden, således at ofrenes integritet kan beskyttes,« siger Diene.

Som i debatten om NVIK i 1970’erne og 1980’erne har Diene forsøgt at forvandle anerkendte individuelle menneskerettigheder til grupperettigheder, der kan bruges til at begrænse stemmer, som den islamiske verden ikke længere ønsker at høre på. Og ganske apropos mødtes OIC den 13. april i sit hovedkvarter i Saudi-Arabien for at overveje etablering af sin egen «uafhængige menneskerettighedskommission».

Tværnationalt censursystem