Sakset/Fra hofta

Slaget på Deadline har fået mytisk betydning for venstrefløjen, der ganske effektfuldt blev grundfæstet i sin uvidenhed om den islamiske verdens vækkelse.

Dens medier kommer ikke til at bekymre den med fakta, for den producerer dem selv. Men, som den amerikanske præsident John Adams sagde: Facts are stubborn things.

En hemmelig sammenslutning?

Organisation of Islamic Cooperation (OIC) er ikke en sammensværgelse.

OIC er en sammenslutning. OIC´s planer ikke er heller ikke hemmelige. De er ganske officielle og har været det i over 40 år. Det ser såmænd endda ud til, at OIC har holdt marchtakten siden sine allerførste skridt i 1969.

Favner hele kloden

OIC har 57 medlemsstater og præsenterer sig som den muslimske verdens ”kollektive stemme”.

Logoet viser den islamiske halvmåne, som omfavner hele jordkloden, hvorpå Kabah´en i Mekka er indtegnet – og intet andet. Det er et symbolsprog, der er let at forstå: Islam favner hele jorden, hvis urokkelige og væsentligste punkt er Mekka, alle muslimers bederetning.

 

OIC har udviklet sig gevaldigt over de seneste 40 år, og har på sin vis aldrig rigtigt forandret sig. Her skal det handle om OIC´s spæde start fra slutningen af 60´erne og frem til midt i 70´erne.

Jihad mod Israel

Deklarationen fra OIC´s 1. konference i Rabat i september 1969 lægger ud med en appel om islamisk samhørighed baseret på ”islams udødelige lære”.

Anledningen for mødet er krigen mod Israel, som araberne jo kom så uheldigt fra. OIC fordømmer Israels ”aggression” i seksdageskrigen og ”gentagne angreb” siden hen, – på helligdomme, civile, kvinder og børn. Branden i Al Aqsa moskeen i Jerusalem en måned forinden har angiveligt kastet ”600 mio. muslimer verden over” ud i ”dyb rædsel” over den vanhelligelse, som Jerusalem er offer for under Israelsk ”besættelse”.

OIC-landene vedtager på deres første konference at yde fuld støtte til de palæstinensiske araberes kamp mod den ”zionistiske bevægelse”, som man fordømmer som en ”racistisk, aggressiv og ekspansionistisk bevægelse, som er i strid med alle menneske idealer og som udgør en permanent trussel mod verdensfreden”.

Man finder det afgørende at advare ”verdensopinionen” mod den ”zionistiske propaganda”, og man skriver under på at facilitere den palæstinensiske befrielsesbevægelses arbejde i de islamiske lande.

Man beslutter at afholde den islamiske konference en gang om året og at etablerede OIC´s sekretariat i Jeddah i Saudi Arabien. Målet er at ”befri Jerusalem”. OIC´s oprindelige formål er altså at samle den islamiske ummah til jihad.

Islamiske kulturcentre og medier

På OIC´s 2. konference i Karachi i 1970 beslutter man at skabe et International Islamic News Agency på grund af det ”påtrængende behov for at styrke islams stemme”. I overensstemmelse med Rabat-mødets beslutning om at ”udbrede islamisk kultur og civilisation i verden”, beslutter man nu at danne Islamic Cultural Centres.

Man takker desuden den kristne verden for støtten mod Israel, som igen – og hvert eneste år – bliver lagt for had med en remse, der gør ”zionisterne” til fjender af hele verden.

Islamiske minoriteter og konfliktområder

OIC´s 3. konference i Jeddah i Saudi Arabien i 1972 vedtager, ”i erkendelse af muslimernes ansvar og pligter hvad angår udbredelsen og beskyttelsen af islamisk ideologi og kultur i alle lande” at give de islamiske kulturcentre til opgave at ”overvåge velfærden i de muslimske samfund verden over, og at hjælpe disse”.

Derudover skal disse kulturcentre udgive bøger om islamisk religion og kultur, samt om Palæstinas historie og sag. OIC aftaler altså at udbrede og beskytte islam i hele verden.

Man anbefaler nu alle medlemslande at oprette islamiske universiteter, og det aftales, at der skal laves statistik og undersøgelse vedr. muslimske samfund i ikke-muslimske lande.

Muslimske konfliktområder verden over monitoreres og kommenteres i en liste af brændpunkter, der over årene bliver længere og længere. Fjenden er zionistisk, racistisk, kolonialistisk – men endnu ikke ”islamofobisk”.

Rettigheder og Jihad Fond

På OIC´s 4. konference i Benghazi i 1973 vedtages en generel resolution vedr. muslimer verden over.

Man er bekymret for deres politiske og religiøse rettigheder og appellerer til islamiske stater om at ”udvide støtten til muslimske minoriteter for at højne deres religiøse, kulturelle og sociale standard”.

Man beslutter, på basis af ”lumske angreb på islam og manglen på koordineret indsats for at udbrede islam”, at de islamiske kulturcentre skal afholde en konference i London og siden i andre storbyer verden over.

Man beslutter ligeledes at ”samle information om de problemer, som muslimer møder verden over, og at hjælpe dem med deres organisatoriske og finansielle behov mhp. at styrke og effektivisere bestræbelserne for at udbrede islam”.

OIC mener at have ”akut brug for at beskytte og styrke vor religion” samt for ”koordineringen og gennemførelsen af islamiske aktiviteter i alle lande”. Man beslutter at placere islamiske kulturcentre også i Afrika, og anmoder medlemslandene om at være med til at finansiere dem.

Man etablerer en såkaldt ”Jihad Fund”, der skal støtte islamiske befrielsesbevægelser, islamiske centre og samfund i udlandet, samt bygge skoler og hospitaler. For at informere hensigtsmæssigt, etableres International Islamic News Agency, som får hovedkvarter i Jeddah. Helt fra den spæde begyndelse, er det en væsentlig del af OIC´s virke at koordinere støtten til muslimske minoriteter mhp. udbredelse af islam i hele verden.

Islamisk solidaritet

OIC´s 5. konference i Kuala Lumpur i 1974 giver Israel de sædvanlige fordømmelser, etablerer et samarbejde med The Organisation of African Unity, og gennemgår den voksende liste over konfliktområder, hvor muslimske brødre lægges hindringer i vejen.

 

Fra og med OIC´s 6. konference i Jeddah i 1975 er ”Muslim Minorities and Communities” med som fast punkt. The Jihad Fund er forsvundet og erstattet af The Islamic Solidarity Fund.

Hver ny konference gentager de foregående deklarationer, evt. med opdateringer, og lægger nye til. Der er, over alle disse sider, der forholder sig til konflikter verden over, ingen eksempel på, at man forsøger at se sagen fra modpartens side. Man er aldrig selv aggressor, men altid den krænkede part.

Dialog med de kristne og død over jøderne

På OIC´s 7. konference i Istanbul i 1976 beslutter man, at der er ”behov for at etablere arabiske islamiske skoler over hele verden for at uddanne muslimske børn, hvis forældre arbejder i fremmede lande”, og man vedtager at ”give moralsk og uddannelsesmæssig assistance til Federation of International Arab Islamic Schools, der er blevet etableret i Saudi Arabien. Man beder også medlemslandene om at ”overveje det ønskværdige i at indføre arabisk som obligatorisk sprog i skolen”.

Man vedtager at bekæmpe ”zionismen” med alle midler, herunder ”moralsk, politisk og materiel støtte til Palestine Liberation Organisation” (PLO). Over for den kristne verden er man mere venligt stemt.

Man udtrykker stor tilfredshed med de seneste 6 års Seminars of Dialogue, fordi de bidrager til en ”favorabel præsentation af islam og islamisk kultur og forbedrer relationen mellem dem islamiske og den kristne verden”. Ikke meget er forandret i sagsfremstillingen her 40 år efter. For OIC er alt ved det gamle. For Europa er alting forandret.

Krænkede krænkere

Der er tale om en koordineret og målrettet islamiserende indsats, der retter sig mod hele verden, selv her i OIC´s allertidligste erklæringer.

OIC er ikke aggressivt provokerende, men bevæger sig tavst og beslutsom ud over sine grænser, mens man formulerer enhver modstand som en krænkelse, et overgreb, et angreb, som man må forsvare sig imod. Selvforsvaret er i praksis endnu et fremstød for islam. Således ekspanderer islam under høje klager om, at islam trædes under fode.

Den danske venstrefløj er en perfekt partner for islam. Den forstår, og den undskylder, og den kan ikke begribe, at kolde, hårdhjertede mennesker kan finde på at stille sig hindrende i vejen for muslimernes tro.

Venstrefløjen taler i øvrigt ganske samme postmarxistiske akademiske sprog som OIC, den lever i OIC´s krænkede følelser, den ser verden fra OIC´s snævre perspektiv. Den er som suget ind i psykopatens univers af indbildte krænkelser. OIC og venstrefløjen ser stort set ens på islamkritikken. Den er afskyelig og syg og ond. Og grundløs.

OIC sidder med ved københavnske køkkenborde

Springer vi nu helt frem til OIC konference nr. 39, der fandt sted i Djibouti i november 2012, bugner papirerne af høje politiske, religiøse, kulturelle og juridiske ambitioner, stor geografisk bredde og ikke mindst situationel dybde.

Således udgav OIC i oktober 2012 sin Fifth Observatory Report on Islamophobia.

Her nævnes Lars Hedegaard og den danske blog Snaphanen ved navn. Her citeres sætninger, som Lars Hedegaard udtalte ved sit køkkenbord i december 2009.

Hvis venstrefløjen ikke ved, hvad der foregår, så gør OIC til gengæld.

 

Kloden føles trang i den islamiske halvmånes gab.