Gjesteskribent

Verden på hodet: FNs institusjoner brukes nå til å undergrave menneskerettighetene. Det truer allerede FNs legitimitet, og på sikt dets eksistens. Det paradoksale er at det skjer i organer som skulle arbeide for menneskerettigheter. Human Rights Council ble imidlertid satt sammen ut fra regioner, ikke menneskerettsstandard, og Konferansen av islamske stater, har sammen med Russland, Kina og visse afrikanske stater, to-tredels flertall.

Disse landene er overens om én ting: å forhindre kritikk mot forholdene i egne land. Derfor er de blitt enige om at spesialrapportøren om ytringsfrihet, også skal rapportere misbruk av ytringsfriheten. Stort klarere kan ikke undergravingen av FN illustreres.

Roy Brown er tidligere leder av International Humanist and Ethical Union og har fulgt prosessen på nært hold.

Af Roy Brown

FN’s menneskerettighedsråd vedtog torsdag en resolution imod ‘krænkelse af religioner’ – hvad ligger bag?

Langsomt går solen ned for, hvad historien vil se tilbage på som en af civilisationens højdepunkter: Den Universelle menneskeretserklæring.

Første skud blev løsnet af ayatollah Khomeini, som efter sin magtovertagelse i 1979 udtalte: «Hvis vi vil vide noget om menneskerettigheder, går vi ikke til FN, vi går til den hellige Koran.»

Siden har de islamiske stater og deres allierede stræbt efter at nedbryde Den Universelle Erklæring og dens modstykke i international ret, Konventionen om Civile og Politiske Rettigheder (ICCPR).

I FN-systemet er de strukturer og procedurer, som skal tilse, at ICCPR overholdes, konsekvent søgt undergravet og svækket under påberåbelse af ‘kulturforskelle’. De Særlige Rapportørers mandat til at dokumentere overgreb på menneskerettigheder er blevet omdefineret med henblik på at indsnævre deres råderum. Bl.a. giver et nyt ‘adfærdskodeks’ de stater, som er mål for undersøgelse, ret til at anfægte rapportørens konklusioner, før disse offentliggøres.

Samtidig er selve grundtanken i menneskerettighederne – at de er universelle og forankret i individet – blevet bestridt med indførelse af rettigheder, der er forankret i grupper, og af regionale og kulturelle ‘varianter’ af universaliteten.

Den triste sandhed

Endelig er ytringsfriheden under stigende trussel fra islamiske stater, der søger særbeskyttelse imod ‘krænkelse af deres religion’. Hvad ligger bag alt dette?

Den triste sandhed er, at et flertal af medlemsstater i FN’s menneskeretsråd er forenet om et ganske bestemt mål – og det er ikke at fremme og beskytte menneskerettigheder, men at hindre eksponering af egne menneskeretskrænkelser.

Menneskeretsrådet var som institution fortabt, så såre det krav blev opgivet, at dets medlemsstater skulle underskrive menneskeretslovgivningens fulde pakke (i stedet for dette krav trådte et vagt tilsagn om at ‘arbejde hen imod’ universel accept). Et nok så alvorligt et slag var beslutningen om ikke at vælge medlemsstater, efter hvor sund deres menneskeretssituation var, men efter region. Resultatet er blevet råd af 47 medlemsstater, hvor 17 er medlemmer af Den Islamiske Konferenceorganisation (OIC), som sammen med deres allierede, Rusland, Kina og Den Afrikanske Gruppe, udgør et to tredjedels flertal.

Fritaget for ansvar

Udmattelseskrigen mod menneskerettighederne føres også med den såkaldte Cairo-erklæring fra 1990 om ‘Menneskerettigheder i islam’. Dette dokument, som ifølge OIC ‘ikke vil være alternativt, men komplementært’, refererer ikke til Den Universelle Erklæring, men fastslår, at islams sharialove er ‘eneste kilde’ til fortolkning af rettigheder. Dermed har de islamiske lande officielt fritaget sig selv for ansvar for alle de menneskeretskrænkelser, der måtte blive gennemført i islams navn.

I marts 2008 pålagde Menneskeretsrådet på initiativ af OIC Den Særlige Rapportør om Ytringsfrihed ikke blot at indberette om krænkelser af denne ret, men tillige om ‘misbrug’ af samme. Derved blev rapportørens mandat ‘vendt på hovedet’, som Canadas delegat udtrykte det.

Bringes til tavshed

Den samlede effekt af disse ændringer har været at øge de islamiske staters immunitet i rådet imod eksponering af egne menneskeretsovergreb. Det var galt nok, om dette var disse staters eneste mål. Men i de sidste 10 år har de stilet efter noget mere ambitiøst, nemlig efter det internationale samfunds accept og vedtagelse af den islamiske fortolkning af menneskerettighederne. For at kunne gøre dette har de måttet gå til frontalangreb mod ytringsfriheden. Den valgte metode har været at introducere en resolution om at ‘bekæmpe krænkelse af religion’. Det erklærede mål var at ‘forhindre udbredelse af negative stereotyper om islam’, herunder sammenkædning af islam med vold og terror, samt diskrimination imod muslimer. Det uerklærede mål var at skabe rammer for global indførelse af love, der skal bringe al kritik af islam, dets love og dets praksisser, til tavshed.

Resolutioner om at bekæmpe krænkelse af religion er nu vedtaget i Menneskeretsrådet hvert år siden 1999 og af FN’s Generalforsamling siden 2007. Skønt de ikke binder landene, opmuntrer de til og legitimerer vedtagelse af blasfemilove i hele verden – dette til trods for, at begrebet om ‘krænkelse af religion’ ikke har retsgyldighed i international lov, ligesom resolutionen er uforenelig med de bestemmelser i ICCPR, som garanterer ytringsfriheden.

Ikke blot har dette begreb ingen retsgyldighed, resolutionen er også unødvendig, da det problem, den vil sætte ind overfor – stigende diskrimination og tilskyndelse til had mod muslimer – allerede er adresseret i international lov. Artikel 20 fra ICCPR fastslår de skridt, som stater må tage for at forbyde hadtilskyndelse og vold. Det er således tydeligt, at OIC har andre grunde til at presse på med disse resolutioner, nemlig at ophøje de indskrænkninger i ytringsfriheden, som allerede eksisterer i islamiske stater, til international lov og dermed bringe kritikere af islam i resten af verden til tavshed.

Roy W. Brown er tidligere formand for International Humanist and Ethical Union

opprinnelig trykt i Information