Det er noe helt annet å kritisere en tro enn de troende. Å blande de to, gjør debatten forvirrende og umulig, skriver sogneprest Kathrine Lilleør.

Judaismen er 15 mio. menneskers tro, mens islam er 1,5 mia. menneskers tro. Har tilhængere af islam ikke ret til samme beskyttelse af deres tro som den, der blev jøderne til del?»

Spørgsmålet stilles af OIC (De islamiske landes organisation). Læs det tohundrede gange. Det har jeg gjort. For her er værdikløften mellem Vesten og islamismen så enkelt forklaret, at enhver kan se det. Længe har det været mig en gåde, hvordan OIC har kunnet foreslå, at man ved en menneskerettighedskonference som Durban 2 skulle vedtage at religioner ikke må krænkes. Men nu har OICs generalsekretær Ekmeleddin Ihsanoglu i nærværende avis været så venlig at forklare det. I Menneskerettighedskonventionens artikel 18 hedder det:
«Enhver tilskyndelse til nationalt, racemæssigt eller religiøst had, der er ensbetydende med diskrimination, fjendtlighed eller vold, skal forbydes ved lov».
Ihsanoglu mener, at det er udfra denne artikel, at lovene om antisemitisme blev vedtaget. Generalsekretæren tror, at antisemitisme handler om, at jødedom – eller judaisme – ikke må kritiseres.

Men det er en voldsom misforståelse. Det er jøder som enkelt individer og som gruppe, der ikke må forfølges, ifølge Menneskerettighederne. Men den jødiske tro har ingen menneskerettigheder. Alle må kritisere den jødiske tro. Selvfølgelig. Ligesom man må kritisere kristen tro, buddhistisk tro, asa-tro og ateisme. Endnu mere selvfølgelig. Den enkelte jøde må ikke forfølges og det må den enkelte muslim så sandelig heller ikke. Når man i Vesten kritiserer islam, jødedom eller kristendom så er det ikke, fordi man tilskynder til racemæssigt eller religiøst had, så er det, fordi at enhver ideologi udenfor sit bederum skal kunne diskuteres. Troen og religionen er i det øjeblik den kommer ud af kirken, synagogen og moskeen en ideologi lige blandt alle andre ideologer, som er til diskussion i verden. Sådan skelner Menneskerettighederne imellem det religionen og det menneske, der tror.

Har jøder og kristne således måtte tåle, at deres helligskrifter blev kritiseret ? Ja. Vi har så langt øjet rækker drevet videnskabelig gammeltestamentlig forskning på universiteterne. Der er ikke ret meget af Jahve tilbage, når forelæsningen slutter, skal jeg hilse at sige. Det er med garanti provokerende at høre på for en troende jøde. Men det er demokratiets pris.

Forhånelsen af det religiøse er altid mulig i et samfundet, der ikke er religiøst ledet. Og forhånelsen skal være mulig, for ellers kan man jo ikke kritisere religiøse forestillinger, der overtræder Menneskerettighederne. Ekmeleddin Ihsanoglu mener, at muslimers fundamentale og grundlæggende menneskerettigheder undergraves, fordi de må se «deres kerneværdier hånet, deres identitet foragtet og deres ære og værdighed ringeagtet». Men kerneværdier er ikke hellige i et demokratisk samfund. At sidestille kritik af islamiske kerneværdier med den konkrete forfølgelse af jøder, er helt urimeligt. Der er afgørende forskel på at føle sig krænket, fordi ens kerneværdier bliver kritiseret eller reelt at være forfulgt, fordi man er jøde, kristen eller muslim.

OIC har trukket deres krav om afskaffelse af religionskritik fra selve Durban 2, nu vil man nøjes med en resolution, der siger det samme. Jeg forstår ikke, hvorfor vi overhovedet skal lade som om, at vi deler værdier på dette punkt. Vi kan handle, tale og danse med islamiske lande, men blande samfundssyn kan vi ikke. Og behøver det heller ikke.

Lilleør
Kathrine Lilleør blogger om Gud og Fanden, tro og tvivl, liv og død, meninger og mangel på samme.

CV: Cand theol ph.d Kathrine Lilleør er sognepræst ved Slagslunde og Ganløse Kirker. Hun har siden 1996 skrevet anmeldelser, kommentarer og klummer til Berlingske Tidende, og er kendt som en engageret politisk kommentator, foredragsholder og tidligere medlem af Etisk Råd.

Antisemitisme og OIC