Sakset/Fra hofta

Den danske regjeringen taler med èn tunge hjemme og èn i FN, skriver sjefjurist hos den borgerlig-liberale tenketanken Cepos, Jacob Mchangama, som mener at regjeringen uthuler ytringsfriheten.

I mai var Danmark oppe til en eksaminasjon i menneskerettigheter i FNs regi. En rekke land – blant andre Egypt, Pakistan, Indonesia og Iran – kom med 133 anbefalinger vedrørende ytringsfrihet og såkalt hatespeech, hvorav den danske regjeringen har akseptert 84. Flere Menneskerettighetesorganisasjoner har uttrykt skuffelse over at regjeringen avviste 49 av anbefalingene, men det største problemet er hva regjeringen aksepterte, mener Mchangama:

En stor del af Danmarks eksamination omhandlede hate-speech og ytringsfrihed. En række lande – herunder Egypten, Pakistan, Indonesien og Iran men også ikke islamiske lande – fremstillede Danmark som et racistisk land med dybe problemer med fremmedhad og diskrimination. Det afspejlede sig også i anbefalingerne, hvoraf mange opfordrede Danmark til at gøre mere for at bekæmpe racisme og fremmedhad, herunder ved hjælpe af straffeloven.

I sig selv kan anbefalingerne måske se relativt harmløse ud. Men de er taget ud af kontekst. For at få den fulde forståelse af hvad anbefalingen indebærer og relaterer sig til, bliver man nødt til at se og høre hele det enkelte lands indlæg, hvilket kan opleves her. Ser og lytter man til de enkelte indlæg, vil Danmarks accept af en række anbefalinger ikke længere fremstå nær så uskyldigt. Tværtimod  rystes man over, hvordan regeringen taler med en tunge i FN og en anden på den hjemlige scene. Lad os tage det meste grelle eksempel først. Indonesiens anbefaling (107) lyder således:

[Continue to take serious measures to promote inter-religious and intercultural dialogues in the country and to prevent the reoccurrence of such irresponsible acts which merely perpetuate religious hatred and intolerance.

Men ser man på Indonesias innlegg som helhet, fremgår det klart at det henviser til Muhammed-karikaturene. I innlegget omtales karikaturene som «forferdelige» og som en «krenkelse av islam». Tilsynelatende er det slike tegninger og religionskrenkelser Danmark har akseptert å forhindre gjentagelser av. Om dette er vanskelig å få til å rime med regjeringens retorikk på hjemmebane, er det enda vanskeligere å se hvordan Danmark skal kunne forhindre gjentagelser av Muhammed-krisen uten å ty til grunnlovsstridig sensur, fortsetter Mchangama:

Et synspunkt der er meget svært at forene med regeringens retorik på den hjemlige bane og i særdeleshed under Muhammedkrisen, hvor ytringsfrihedens fane blev svunget dagligt, og hvor Anders Fogh Rasmussen gjorde det klart, at en dansk regering naturligvis ikke kan bestemme, hvad en privatejet avis bringer af indhold. Udenrigsministeriet vil givetvis forsvare sig med, at accepten også henviser til en forklaring om, at racismeparagraffen skal balanceres mod hensynet til ytringsfriheden, og at man derfor ikke går videre, end hvad der følger af dansk ret. Men det er svært at se, hvordan Danmark kan forhindre gentagelser af Muhammedkrisen uden at ty til censur, hvilket som bekendt er grundlovsstridigt.

Endvidere indebærer accepten af ordlyden om at ”forhindre gentagelsen af uansvarlige handlinger”, der styrker ”religiøst had og intolerance”, en blåstempling af præmissen om, at Muhammedtegningerne var en form for hate speech, hvilket den danske regering ikke bør medvirke til. Det er en moralsk dom vi hver især må fælde.

Den danske regjeringens aksept av Egypts anbefaling innebærer også en bekymringsfull vekting av ytringsfriheten. I anbefalingen heter det at Danmark skal «styrke og effektivt implementere sin lovgiving for å forby, tiltale og straffe hatespeech, tilskyndelse til hat og handlinger basert på religiøs profilering.» Men dersom Danmark skal følge Egypts anbefaling, vil det kreve svært vidtgående inngrep i ytringsfriheten – inngrep Danmark normalt ville avvise:

Egypten nævner eksempelvis, at der er gentagne sager, der viser manifestationer af krænkelse af islamiske religiøse symboler og personligheder (en henvisning til Muhammedtegningerne igen), hvilket Egypten kæder sammen med forbuddet mod tilskyndelse til religiøst had i den internationale menneskeret. På den baggrund påpeger Egypten, at den danske implementering af racismeparagraffen ikke er i overensstemmelse med internationale menneskerettighedskonventioner, selvom det reelt er Egyptens fortolkning, der er mere vidtgående, end hvad der er holdepunkter for i menneskeretten.

Egypts tolkning er imidlertid helt i tråd med Organisasjonen av islamske staters (OIC) mangeårige kampanje i FN for å få utvidet forbudet mot hatespeech til å omfatte blasfemi.

I Pakistans innlegg heter det at Danmark anbefales «ikke oppheve seksjon 266b [den danske rasismeparagrafen. Min anm.] i straffeloven og å «opprette konkrete juridiske og praktiske tiltak for å bekjempe tilskyndelse til religiøst hat og intoleranse.»

Igjen fremgår det av innlegget som sådan at det dreier seg om Muhammed-karikaturene, som i følge Pakistan «nedverdiget og sjokkerte muslimer over hele verden, medførte en meningsløs debatt og tilskyndet til religiøst hat»:

Tegningerne kædes således sammen med racismeparagraffen, og Pakistan mener, at tegningerne tilskyndede til religiøst had mod muslimer, hvilket skal kriminaliseres. Udenrigsministeriet vil givetvis påpege, at man blot henviser til regeringens (skuffende) politik om ikke at ændre eller ophæve §266b (Racismeparagraffen). Men det er alt for defensivt et svar.  Pakistans sammenkædning af Muhammedtegninger og tilskyndelse til religiøst had samt racismeparagraffen bør ikke stå uimodsagt. Danmark burde klart have tilkendegivet, at ytringsfriheden i Danmark beskytter karikaturer og ytringer, der kritiserer og gør grin med religion, og at der efter Danmarks opfattelse ikke er tale strafbare handlinger – hverken efter dansk ret eller den internationale menneskeret.

Jo flere gange lande som Pakistan og Egypten kan få vestlige lande som Danmark til direkte eller indirekte at støtte vidtgående fortolkninger af forbuddet mod hate-speech i den internationale menneskeret, desto stærkere står disse lande i forhold til at influere autoritative fortolkninger fra domstole og menneskerettighedsorganer. Og der er desværre flere tilfælde, hvor Danmark accepterer lignende anbefalinger i UPR processen.

Ifølge mine velinformerede kilder har Udenrigsministeriet strategi været at fortolke uklare anbefalinger på en sådan vis at de lettest muligt kan accepteres, ligesom at det har været målsætningen at acceptere flest mulige anbefalinger. Danmarks strategi og accept af en række af anbefalingerne bærer i høj grad præg af, at regeringen gerne har villet holde sig på god fod med alle lande – også de ufrie af slagsen – for at undgå for meget kritik og negativ opmærksomhed, der kunne blive resultatet af en stærkere insisteren og stålfasthed omkring ytringsfrihedens centrale værdi. Men det er præcis denne form for logik, der medfører, at FN’s Menneskerettighedsråd er et dysfunktionelt organ domineret af Kina, Rusland og OIC stater, og at Nordkorea netop har overtaget ledelsen af en FN konference om nedrustning- og våbenkontrol. år det handler om ens centrale værdier, er det nødvendigt at trække en streg i sandet og sige klart fra overfor de lande, der uden blusel søger at udvande disse værdier. Også selvom man er et lille land med færre venner end førhen.

Berlingske Tidende: Regeringen udhuler ytringsfriheden i FN