Kommentar

Lars von Trier er enda en gang avhørt av dansk politi. Han er ennå ikke siktet, og vil neppe bli det, for franske justismyndigheter overlater vurderingen til danske. Men hadde von Trier befunnet seg i Frankrike, ville han trolig blitt stilt for retten for sine uttalelser under Cannes-festivalen.

Frankrike har gjennnomført rettssaker mot og dømt flere personer for offentlige uttalelser som i «våre» øyne fremstår som helt normale ytringer.

Jacob Mchangama beskriver problemet i en kronikk i Jyllands-Posten:

Den franske presselov med dens ”hate speech”-bestemmelser er blandt de mest vidtgående i Europa og medfører drastiske indgreb i ytringsfriheden. Talrige prominente personer inklusiv 60’er ikonet Brigitte Bardot, den amerikanske Princeton-professor Bernard Lewis og forfatteren Michelle Houellebecq er blevet retsforfulgt for nedsættende udtalelser om jøder, muslimer, sorte og andre grupper. Også for udtalelser der i Danmark ville være straffrie. Eksempelvis blev en jødisk historiker idømt en bøde for at have skrevet en bog, hvor han gav Vatikanet og katolicismen en del af skylden for Holocaust, hvilket ifølge domstolene krænkede kristne. I februar blev den franske journalist og kommentator Eric Zemmour idømt en bøde efter at have udtalt, at de »fleste narkohandlere er sorte og arabere« under en debat om det franske politis mange visitationer af etniske minoriteter.

Lørdagens Verdibørs i NRK hadde et intervju med Odin Lysaker, som har skrevet en kronikk i Fedrelandsvennen der ordet «ytringsansvar» står sterkt.

Hverken programleder Kai Sibbern eller Lysaker selv nevnte det innlysende og velkjente faktum at så fort man innfører slike ulne, men vidtfavnende kriterier, er det grupper som av ulike grunner – religiøse, politiske og kommersielle – gjør det til et spesiale å anmelde noen for krenkende ytringer. Det er det som har skjedd i Frankrike.

En række franske organisationer har specialiseret sig i at føre sager på vegne af ”krænkede” grupper. Hermed forsøger disse organisationer at sætte grænser for hvilke emner, der kan debatteres frit i Frankrig. På den måde risikerer man at amputere den offentlige debat om væsentlige emner, hvor opmærksomheden fjernes fra reelle problemer til spørgsmålet om, hvorvidt kritiske udtalelser nu også var for vidtgående og bør straffes. Selv når den anklagede bliver frifundet udgør retsforfølgelsen en ofte succesrig strategi, fordi den anklagede sværtes til som racist og bliver tvunget til at bruge tid og penge på sagen, hvilket givetvis resulterer i, at mange tænker sig grundigt om, før de udtaler sig på en måde, der kan forekomme for kontroversiel.

I Norge post-22/7 har flere tatt offentlig til orde for at bestemte ytringer de kaller hatefulle må testes for en domstol. Det er vanskelig å tro at de ikke ser for seg den oppdragende virkning selv om saken ikke skulle føre frem: Det vil virke avskrekkende på deltakerne i den offentlige debatt hvis man vet at man risikerer en tidkrevende og dyr prosess hvor konsekvensene for ens renommé er uviss. Man aner ikke hva mediene kan gjøre ut av en slik sak. Fremmende for karrieren er det neppe.

Det betenkelige for Danmark og von Trier er at den franske fortolkningen av ytringsfrihet ligger tett opp til den Rammeavgjørelsen av rasisme og fremmedhat som EU vedtok i 2008. Hvis EU-domstolen legger seg på en kurs som minner om Frankrikes, er også Danmark ille ute, for Danmark er bundet av Rammeavgjørelsen og dens fortolkning.

Saken om von Triers uttalelser er dermed en alvorlig påminnelse om hva slags offentlig rom man kan få i Europa. Det er ingen grunn til å tro at Norge vil gå fri hvis Rammeavgjørelsen fortolkes ut fra fransk maner. Tvert om er det krefter som særlig etter 22/7 hilser en slik praksis velkommen. Trolig rekker det med noen få saker for å statuere et eksempel.

Von Triers mulige retsforfølgning i Frankrig viser nu også det utilgivelige i, at en dansk regering ikke nedlagde veto mod EU’s Rammeafgørelse om bekæmpelse af racisme og fremmedhad, der blev vedtaget i 2008. Rammeafgørelsen har gjort hate speech-lovgivning til en EU-retlig forpligtelse, hvis nærmere indhold vil blive defineret af EU-domstolen. Hvis rammeafgørelsens forpligtelse til at kriminalisere hate speech fortolkes som værende nærmere den franske end den danske forståelse, vil Danmark, selv med rammeafgørelsens særlige danske fingeraftryk (se min artikel i Ugeskrift for Retsvæsen 2011.B215) skulle ændre racismeparagraffen og retsforfølge langt flere personer for langt mildere udtalelser, end det er tilfældet i dag.

Rammeafgørelsen har legitimeret et stigende pres på ytringsfriheden i Europa. Rammeafgørelsen åbner eksempelvis op for at inkludere f.eks. kriterier som social status eller politisk overbevisning blandt de definitioner af grupper, der ikke må krænkes. Det har flere central- og østeuropæiske lande udnyttet til at kræve forbud mod at benægte historiske forbrydelser udvidet til også at dække kommunismens ugerninger. Og hvorfor ikke?

Det skulle være unødvendig å tilføye at et forsvar for von Trier overhodet ikke innebærer noen forståelse for eller forsvar for hans usmakelige og flåsete uttalelser.

EU-pres på ytringsfriheden