Gjesteskribent

Morten Messerschmidt, medlem af EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti

Hvem har magten i Europa? Ifølge kronikøren er det hverken de europæiske landes befolkninger, regeringerne eller de nationale domstole. Nej, det de 47 dommere, som tegner Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, som er vor tids mest magtfulde europæere.

Der er noget paradoksalt over, at Europa fremstiller konventionen om de europæiske menneskerettigheder som det, der skal sikre individet mod statslige indgreb. Konventionen blev til i atmosfæren efter Anden Verdenskrig, men sammenligner man med den amerikanske forfatning, er det påfaldende, hvor meget længere den europæiske pendant er. Og endnu mere slående er det, at de afsnit, hvor staten tildeles beføjelser til at sætte grænser for ytringsfriheden, fylder langt mere end dem om den enkelte borgers ytringsfrihed. Et utal af grunde – lige fra hensynet til offentlig ro og orden, over beskyttelsen af den offentlige moral samt hensynet til andres rygte – kan bruges som årsager til at indskrænke det frie ord – alt sammen under dække af at forsvare demokratiet, jvf. konventionens art. 10, stk. 2.

Naturligvis kan ingen være modstander af at værne om moral og demokrati. Men spørgsmålet er, om alle har samme opfattelse af begreberne? Det er ikke tilfældet. Derfor er vor tids mest magtfulde europæere hverken befolkningerne, regeringerne eller de nationale domstole. Det er derimod de 47 menneskerettighedsdommere i Strasbourg. De afgør, hvad der er moral og umoral. De afgør, hvad et demokrati kan acceptere. Og de alene fortolker europæernes fundamentale rettigheder.

Det er et kolossalt magtfuldt redskab i en lille gruppe menneskers hænder. Og konsekvensen har vi især set i forbindelse med den muslimske indvandrings tiltag, hvoraf den skæbnesvangre sammenblanding af menneskerettigheder og venstrefløjens kulturrelativisme er opstået. For venstrefløjen gør det ingen forskel, om du er kristen, muslim eller buddhist. Mennesket skal befries fra alle bånd – det være sig religion, historie, kultur eller nationalitet. Og derved passer ideologien som hånd i handske med konventionens verdensbillede. Alt er i tolerancens navn lige.

Og den tendens ses ikke blot ved menneskerettighedsdomstolen, men i høj grad også i EU. Glem ikke, at de kristne værdier ikke måtte skrives ind i EU-forfatningen.

I dag ligger den samlede europæiske lovgivning på maven for de 47 dommere. Og af frygt for Domstolen har eksempelvis Højesteret indladt sig på en farlig kurs, hvor man selv tolker konventionerne endnu mere vidtgående. Frygten for en ydmygende dom fra Menneskerettighedsdomstolen har i gentagende tilfælde fået Højesteret til at udvide tolkningen af konventionen.

At Europarådet ydermere har valgt at etablere «Den Europæiske Konference mod Racisme og Intolerance», kaldet ECRI, understreger blot tendensen. Det er ECRI’s opgave at registrere intolerance overfor minoriteter. Er man kritisk over for indvandring, kan man være sikker på at blive registreret af ECRI. Men også EU har naturligvis sit eget overvågningscenter for Racisme og Fremmedhad, kaldet EUMC. For et par år siden afslørede man dog sig selv ved at dække over en rapport, som afslørede, at muslimske grupper stod bag hovedparten af overgreb mod jøder i Europa. Det passede nemlig ikke ind i EUMC’ ideologi og arbejde

Faktisk findes der mere end 20 forskellige EU-retsakter, som begrænser, straffer eller registrerer det frie ord, hvis det strider mod den herskende politiske korrekthed. Og med Lissabon-traktaten, får chartret om fundamentale EU-rettigheder retslig status, ligesom EU formelt tiltræder menneskerettighedskonventionen og derved kan lade retspraksis herfra indgå i EU’s regulering. Men allerede i dag blander man sig indgående i medlemsstaternes ytringsfrihed. For kun en uge siden stemte vi i EU-Parlamentet om ytrings- og pressefriheden i Italien. 338 stemmer mod 338 stemmer bragte dog resolutionen til fald. Begrænsningen af ytringsfriheden i EU er imidlertid langt fra et nyt fænomen. Allerede i 1991 udsendte et udvalg under EU-Parlamentet 77 anbefalinger til bekæmpelse af racisme og fremmedhad. I 2000 boykottede EU den lovligt valgte regering i Østrig, fordi den havde Jörg Haider som medlem. Og senest har vi set EU’s Rammeafgørelse om bekæmpelse af racisme og fremmedhad, som kriminaliserer »offentlig udbredelse af skrifter, billeder eller andet materiale, som indeholder racistiske eller fremmedfjendske tilkendegivelser«. Racistiske og fremmedfjendske motiver betragtes som en skærpende omstændighed ved strafudmålingen, der i øvrigt som et minimum skal indeholde »frihedsstraffe med et strafmaksimum på over to år?«

Men hvad er så racisme og fremmedfjendtlighed? Ja, rammeafgørelsen taler om »den overbevisning, at race, hudfarve, afstamning, religion eller tro eller national eller etnisk oprindelse er en faktor, der giver anledning til fjendtlighed over for enkeltpersoner eller grupper«, men efter tiltrædelse af menneskerettighedskonventionen, er der næppe tvivl om, at fortolkningen bliver langt mere vidtgående. Det så vi i Karen Sunds-sagen fra 2003, hvor Pia Kjærsgaard ønskede at blive frikendt fra racismeanklager. I dommen blevet det slået fast, at racisme sagtens kan være at distancere sig fra en befolkningsgruppe, der tilhører samme race som en selv! Med andre ord er racisme blevet en vag etiket, som kan klæbes på næsten ethvert udsagn. Naturligvis refererede Højesteret til Menneskerettighedsdomstolen.

Trods uklarheden er lovgivningen blevet gennemført i adskillige europæiske lande. Sidste sommer blev skuespilleren Brigitte Bardot idømt to måneders betinget fængsel for at «opildne til had» mod muslimer i et brev til den daværende indenrigsminister Nicolas Sarkozy. I Danmark faldt der i 2004 tilsvarende domme for emails sendt til folketingspolitikere. I oktober 2006 blev en 14-årig engelsk skolepige arresteret, fordi hun nægtede at læse sammen med fem asiatiske elever, som ikke talte engelsk. I januar 2009 blev det østrigske parlamentsmedlem Susanne Winter idømt tre måneders betinget fængsel og en bøde på 24.000 euro, fordi hun havde udtalt, at Muhammed var pædofil, eftersom han havde giftet sig med en ni-årig pige.

På den baggrund kan det ikke undre, at den tidligere formand for EU-Parlamentet Hans Gert Pöttering, forbød en fremvisning af filmen «Fitna» i parlamentet, ligesom Storbritannien i første omgang nægtede filmens ophavsmand, Geert Wilders, indrejse. Samtidig har en hollandsk domstol besluttet at rejse tiltale mod Wilders for »opfordring til had mod muslimer«, mens Wilders’ socialistiske kollega Harry van Bommel er sluppet af sted med at opfordre til «intifada» mod Israel og marchere sammen med demonstranter, som råbte »jøder i gaskamret«.

Mens alle europæiske lande oplever uroligheder og gadekampe, er EU og menneskerettighedsinstitutionerne mere optaget af europæeres såkaldte hate speech.

I vores naboland Sverige besluttede den tidligere regering, at ingen partier, som advarede mod fri indvandring, skulle have taletid i medierne, og i Storbritannien præsenterede Labour-regeringen i 2006 et lovforslag, som ville kriminalisere ethvert tiltag til religiøst had, herunder satire og humor. Det faldt med en enkelt stemme.

Fundamentet for denne totalitære ideologi blev lagt med menneskerettighedskonventionen. Som altid ligger ansvaret for demokratiet i folkets hænder, og vi har stadig mulighed for at rette fejlene. I Danmark har vi strammet udlændingelovgivningen, selv om det langt fra er nok. Vi må tage andre skridt, hvis den vestlige civilisation skal overleve. Og det kræver mod.

I enhver sammenhæng må vi vise en vilje af stål. Vi skal aldrig gå i dialog med Iran eller noget andet totalitært regime, som undertrykker ytringsfriheden. Vi må fordømme firmaer som Google og Yahoo, når de leverer oplysninger om deres brugere til de kinesiske myndigheder, og når de udøver selvcensur for at kunne gøre forretninger med regimer som Iran, Nordkorea og Kina.

Vi må i Europa omformulere menneskerettighedskonventionen, således at den ikke beskytter religiøse fanatikere mod kritik. Aldrig skal en voldelig og udemokratisk idé nyde beskyttelse under dække af menneskerettighedskonventionen. Frihed tillader ingen kompromiser, og tiden er inde til, at Europa tager sin arv alvorligt og igen begynder at opføre sig som kontinentet, hvor ideerne om demokrati, lov og orden samt fundamentale friheder blev født.

Kronikken er baseret på et foredrag, som Morten Messerschmidt holdt på en konference om ytringsfrihed i Washington D.C. den 27. oktober.

Opprinnelig i Jyllands-Posten
Offentliggjort 13.11.09

Les også

-
-
-
-
-