Sakset/Fra hofta

Forholdet mellem Danmark og EU er med et slag blevet forandret. Danmark har mistet suverænitet.
Det er ikke noget, vi har haft en politisk debat om. Det er ikke noget, Folketinget har besluttet. Det er noget, der er kommet som resultat af en ny afgørelse ved EU-domstolen. Den er den foreløbige kulmination på en længere udvikling.

Zambrano-dommen hedder den. Her har EU-domstolen tiltaget sig nye beføjelser og blander sig i områder, der burde være rent nationalt anliggende.

Professor i EU-ret Hjalte Rasmussen er alarmeret. I dagens kronik går han så vidt som til at anbefale den danske regering at afvise at følge dommen – også selv om det kan udløse en forfatningskrise.
Jeg er enig i, at det politiske system skal reagere – og det skal være nu. Perspektivet er så alvorligt, at det kan true folkestyret, hvis der ikke sker noget. Opgøret med dommen skulle gerne være med bred politisk opbakning. Men det er regeringen, der må tage initiativet, sige stop og finde en løsning.
Det siger jeg som én, der er tilhænger af EU. Men det skal være et EU, der holder sig til sine kerneopgaver, og har en klar begrænsning i forhold til nationalstaternes selvbestemmelse.

For nogle år siden havde vi en stor debat om Metock-dommens konsekvenser for dansk udlændingepolitik. Men Zambrano-dommen er værre. Hvor problematisk Metock-dommen end var, handlede den trods alt om EU-borgere, der bevæger sig hen over landegrænserne.
I Zambrano-dommen er det ikke engang tilfældet. Dommen giver opholds- og arbejdstilladelse i Belgien til et colombiansk ægtepar. Mens de ventede på at få deres sag behandlet, fik de to børn, der automatisk blev belgiske statsborgere. Som belgiske statsborgere var børnene også unionsborgere, og domstolen siger nu, at som unionsborgere har de ret til at have deres forældre hos sig.
Det er et lands ret at afgøre, hvem der må tage ophold inden for dets grænser. Nu blander EU-domstolen sig i denne ret med et særdeles tvivlsomt belæg.

Zambrano-dommen betyder, at domstolen i virkeligheden omskriver unionsborgerskabet på en måde ingen overhovedet havde kalkuleret med, da man i sin tid vedtog unionsborgerskabet. Dermed åbner den op for et lavineagtigt skred i EU-domstolens afgørelser. Kun fantasien sætter grænser for hvad EU-domstolen kan finde på at lægge i unionsborgerskabet. Det kan handle om meget andet end udlændingepolitik. Hjalte Rasmussen peger på, at udviklingen groft sagt kan betyde, at alle der opholder sig i et EU-land på en række områder får rettigheder som unionsborgere. Desuden kan domstolen begynde at blande sig i de rettigheder, staterne skal give deres egne borgere som unionsborgere.

I disse bestræbelser kan domstolen også støtte sig på ”Charter om Grundlæggende Rettigheder” der blev bindende med Lissabontraktaten. Chefjuristen i tænketanken Cepos Jacob Mchangama har netop beskrevet en stribe eksempler på, hvordan dette Charter udvander menneskerettighedsbegrebet. (Jyllands-Posten, 16.3)

Der er i det hele taget en generel tendens ved internationale domstole og andre internationale instanser til at tage sig stadig større friheder i fortolkningen i det juridiske grundlag, som deres arbejde bygger på. Det gælder også nogle af de afgørelser, der er truffet ved Menneskerettighedsdomstolen.

Ingen har efterhånden overblik over dette morads af konventioner, traktater og andre internationale aftaler. Der er omkring 10 store detaljerede konventioner alene om menneskerettigheder med tilhørende tillægsprotokoller og domstolsfortolkninger som danske myndigheder skal holde styr på. Ifølge en lærebog fra jurastudiet i Aarhus er der over 33.000 traktater deponeret i FN. Det meste er vedtaget af forsamlinger helt uden forankring i et folkeligt mandat. Totalitære udemokratiske lande har ofte stor indflydelse og retter sig ikke efter de konventioner, de har tilsluttet sig.

Stop EU-domstolen. Sådan lød overskriften på en opsigtvækkende artikel i 2008 i en stor tysk avis. Artiklens forfattere var ikke hvem som helst: Roman Herzog tidligere præsident for den tyske forbudsrepublik og tidligere præsident for den tyske forfatningsdomstol og Lüder Gerken direktør for en tænketank i Bruxelles. Artiklen var en sønderlemmende kritik af EU-domstolens manglende principper og det lemfældige grundlag for mange af dens domme.

Hjalte Rasmussen mener også tiden er kommet til at sætte hælene i. Han foreslår i kronikken, at den danske regering nægter at følge Zambrano-dommen. Det skal fremprovokere en debat også i de andre EU-lande. Hjalte Rasmussen håber desuden det vil føre til en retssag, der vil give Højesteret en reel chance for at forsvare dansk suverænitet. Men man må nok se i øjnene, at det er meget svært, og at det under alle omstændigheder har lange udsigter.

Derfor er vi samtidig nødt til at spekulere over, hvad Danmark selv kan gøre – især på baggrund af, at vi har vores EU-forbehold.

Her har Morten Messerschmidt, medlem af Europaparlamentet for Dansk Folkeparti, været fremme med en interessant tanke. (Politiken 16.3) Lige nu er der enighed om at ændre Lissabontraktaten af hensyn til Euroen. En sådan ændring kræver dansk ja. Det giver os mulighed for at stille krav om at ændre vores forbehold.

Med en ændring af forbeholdet kan vi sikre os imod det problem, at domstolen er begyndt at gribe ind i den danske udlændingepolitik ved hjælp af bestemmelser, der ikke er dækket af forbeholdet.
Forbeholdet skal justeres, så det tager højde for det. På den måde kan vi sikre os mod de domme, der allerede er faldet – og mod de domme der er på vej.

Det er afgørende at bevare dansk suverænitet over, hvem der kan opholde sig i landet. Mere generelt er det afgørende, at indretningen af samfundet fastlægges af folkestyret og ikke af dommere, der frit fortolker eller direkte omskriver det eksisterende retsgrundlag, så det reel er dem, der laver reglerne. Derfor: Stop EU-domstolen.

Les også

-
-
-
-
-