Vi er efterhånden vant til mange sære og skøre påhit fra Bruxelles, og her tænker jeg ikke på de berømte muslinger med pommes frites, der jo smager fortrinligt. Så sent som i torsdags udsendte Europarådets såkaldte racismekommission, også kaldet ECRI, en ny rapport, som kritiserer Danmark for en lang række »bekymrende tendenser«. En af dem er at give ytringsfrihed til typer som Rasmus Paludan og andre som mig, der kritiserer asylindvandringen og dens konsekvenser for det Danmark, vi kender, og advarer mod islams voksende indflydelse i hele Vesteuropa.

Skal man tro rapporten, der blev omtalt i JP, er det i særlig grad bekymrende, hvis kritikken af islam fremføres mod »muslimer og sorte i deres egne kvarterer«, underforstået i Tingbjerg, Vollsmose, Gellerup osv. Interessant. Er ytringsfriheden nu blevet afhængig af postnummer? Visse ting må du sige i Vorbasse og Kalundborg, men ikke i Albertslund, Slagelse eller Fredericia.

Tager vi kommissionslogikken bogstavelig, er der tale om en tilståelsessag. Rapportens afsendere mener tilsyneladende, at visse kvarterer allerede er tabt for almenheden i den forstand, at beboere i disse kvarterer har en særlig ret til ikke at blive krænket. Heri ligger implicit, at offentligheden allerede er ituslået og på vej mod opsplitning. Multikulturalismen, som er blevet dyrket som en afgud i Vesteuropa i tre årtier, sandelig også af EU’s dynamiske institutioner, har perforeret det kollektive, nationale rum til fordel for parallelsamfund og etnisk segregation i den sociale virkelighed tilsat en steril og kønsløs politisk retorik i de klæbrige saloner. Det er politisk logik for flokdyr: Hvor muslimer og sorte bor, nydes der særlige rettigheder. Multikulturalismen møder identitetspolitikken: De ”udsatte” kvarterer skal være safe spaces.

At det i sig selv er diskriminerende, ser Europarådets aktivister naturligvis ikke, ledet af deres moralske overlegenhedsfølelse. Men følger vi safe space-ideologien, er Danmark ikke længere Danmark. Hvor den muslimske immigration har sat sig mest igennem demografisk, gælder grundloven ikke. Det er en revolution forklædt som politisk korrekthed.

Rådets anbefaling til den danske regering er mindst lige så radikal. Den står på side 19, hvor ECRI anbefaler danske lovgivere at forbyde racistiske organisationer, herunder politiske partier, med henblik på at bekæmpe racisme og hadsk tale.

Gad vide, hvilke partier der tænkes på? Udover Stram Kurs, der nævnes ved navn, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvem der ellers falder ind under den hipsterrigtige definition af ”racisme”. Står det til kommissionen, kan Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti, LA og store dele af Socialdemokratiet ikke længere vide sig sikre. Og hvad med De Konservative og Venstre? Jeg kan allerede høre den sædvanlige bagatellisering. Det er jo bare en kommission under Europarådet, som er en ligegyldig underafdeling af EU, som for øvrigt aldrig bliver en union, og som vi altid kan melde os ud af.

Der vil også være eksperter, som fortæller os, at det er helt normalt med den slags gakkede anbefalinger fra den slags kommissioner. De får deres informationer fra statsfinansierede ngo’er, som er drevet af ideologiske aktivister, der har opgivet politik i stedet for at blive influencere med privilegeret afgang til mainstreammedier, som af princip følger tidsånden for at tjene penge. Det er alt sammen helt som forventet.

Det er netop, hvad der piner mig. At denne pseudoagtige ”antiracisme”er blevet normal i europæisk politik. At vi igen og igen må finde os i disse kommissærangreb på vores grundlovssikrede ret til at debattere hvad som helst frit og uforfærdet, herunder 30 års hovedløs indvandring. Hvorfra kommer disse angreb? Fra gale islamister? Næ. De kommer fra EU’s egne institutioner.

At de gennemsnitlige danske politikere lader dette passere mere eller mindre ubemærket år for år fortæller mig, at de ikke længere bestemmer i eget hus, og at de pragmatisk finder sig i, at store dele af EU-systemets politiske logik er drevet af revolutionære vandaler, som er vandret gennem institutionerne, og at stort set alle, der er noget ved musikken, opfatter det som helt normalt. Se, det er vildt.

Vi i Document ønsker å legge til rette for en interessant og høvisk debatt om sakene som vi skriver om. Vennligst les våre retningslinjer for debattskikk før du deltar.