Gjesteskribent

Ytringsfriheden må for enhver pris forsvares, og som forfatter er jeg i særlig grad nødt til at forsvare ytringsfriheden, for hvad kan jeg gøre andet? Det ville være professionelt selvmord at lade være. Jeg er ikke selvmorder.«

Det sier Hans Magnus Enzensberger i et intervju med Berlingske Tidende.

Som dreng blev han smidt ud af Hitlerjugend. Som voksen inspirerede han 1960ernes studenterbevægelse. I sin alderdom er han stadig lige vital og stadig lige kompromisløs. Også hvad det frie ord angår. »Som forfatter er jeg i særlig grad nødt til at forsvare ytringsfriheden, for hvad kan jeg gøre andet? Det ville være professionelt selvmord at lade være,« siger Hans Magnus Enzensberger. Vi mødte ham i København.

Der findes intellektuelle, der rager op. Intellektuelle, som i løbet af et langt liv som skrivende, tænkende og provokerende mennesker vækker både beundring og irritation. Nogle gange begge dele på én gang.

Hans Magnus Enzensberger er én af disse intellektuelle. Han, der blev født i 1929, har siden sin ungdom været virksom som essayist, tidsskriftudgiver, lyriker, forfatter og dramatiker. Fra en position til venstre for midten, men uafhængig af dogmer og partipolitik, har han iagttaget livets gang i verden i almindelighed og i hjemlandet Tyskland i særdeleshed, og han var et oplagt valg, da Det Kongelige Bibliotek skulle finde emner til den række forfattermøder, der går under fællestitlen »International Forfatterscene. I begyndelsen af denne uge var han der så, og i den anledning tager han imod på sit danske forlag, Gyldendal. Tydeligvis i topform. Vital og venlig. Stadigvæk lige urokkelig. Der er, forstår man, punkter, hvor den 79-årige bare ikke giver sig.

Professionelt selvmord

»Jeg forsvarer endda også det taktløse. Jeg forsvarer disse onde, idiotiske, dårlige, smagløse Muhammed-tegninger. Skal de ansvarlige finde sig i mordtrusler? Nej, nej, nej. Der giver jeg mig under ingen omstændigheder. Salman Rushdie har jeg også støttet hele vejen, efter fatwaen mod ham for 20 år siden. Jeg var personligt involveret, da de tyske forlag stiftede et kooperativ, der kunne udgive »De sataniske vers«, fordi intet enkeltforlag ville lægge navn til. Ytringsfriheden må for enhver pris forsvares, og som forfatter er jeg i særlig grad nødt til at forsvare ytringsfriheden, for hvad kan jeg gøre andet? Det ville være professionelt selvmord at lade være. Jeg er ikke selvmorder.«

Er det ikke blevet værre, end det længe har været? Er der særlig meget at have optimismen i i dag, hvor personer i lande, hvor der ingen ytringsfrihed er, med vold og trusler og diplomati vil udstrække ufriheden til lande, hvor friheden findes?

»Ved De hvad! Ytringsfriheden har altid været et stridspunkt. Den har aldrig været global. I den arabiske verden findes den ikke. I Kina findes den ikke. Ytringsfriheden gælder kun for en mindre del af Jordens befolkning. Ytringsfriheden er noget, som vi europæere har fundet på og fundet frem til, under store vanskeligheder. Vi har kæmpet mod blasfemiparagraffer og majestætsfornærmelse og hvad ved jeg, og vi har fået den, og der er ingen grund til at give op eller miste modet. Jeg er ikke noget særligt principielt menneske, men på det punkt er jeg meget principiel.«

Finder De det bekymrende, når den britiske regering nægter indrejse til en kontroversiel hollandsk parlamentariker som Geert Wilders, som tilmed er blevet inviteret af et britisk parlamentsmedlem?


Oplevede Hitlers storhed og fald

Hans Magnus Enzensberger har ligesom prøvet det før, det med at frihedsrettigheder indskrænkes. Og vel at mærke i en langt, langt værre skala. Han voksede op, før Hitler kom til magten, og han nåede at opleve Det Tredje Riges storhed og fald. Han ved, af egen, ungdommelig erfaring, hvad ufrihed betyder. Var han sig også nazismens modbydelighed bevidst som barn?

»Nej, ikke på den måde. Som barn var jeg ikke ligefrem et politisk væsen, politik er jo i det hele taget aldrig det, børn finder mest interessant. Men jeg havde det sådan, kan jeg fortælle Dem, at jeg ikke brød mig om at blive kommanderet rundt med. Derfor kunne jeg ikke klare Hitlerjugend. Al den eksercits bød mig instinktivt imod. Jeg lavede en masse ballade og var kun til besvær, og til sidst smed de mig ud. Jeg var selvfølgelig lykkelig, men det måtte jeg ikke vise offentligt. Jeg var nødt til at se brødebetynget ud.«

»Vi var ikke frihedskæmpere i vores familie. Men min mor og far brød sig ikke om Hitler. De følte ubehag ved ham. Han råbte hele tiden. De kunne ikke holde det ud. De ville ikke have noget med ham at gøre. Det mentale klima i min familie var sådan, at man var vaccineret mod typer som Hitler, men jeg vil ikke gøre min familie bedre, end den var.«

Deres seneste bog, »Hammerstein eller egensindigheden,« beretter om en hærchef, der forsøgte at standse Hitlers magtovertagelse, og som, i frustration over, at det mislykkedes, tog sin afsked. Han er ellers ikke meget kendt, denne Hammerstein. Hvorfor skrive om netop ham?

»Først og fremmest er han en god historie, og ikke kun ham, men også hans kone og hans børn. Han døde selv en naturlig død i 1943, men den øvrige del af familien overlevede krigen, selv om de foretog sig farlige ting. To sønner var involveret i attentatet mod Hitler i 1944. To døtre var kommunister. Men først og fremmest var Hammerstein den første, og i lang tid også den eneste, fremtrædende tyske militærmand, der tog afstand fra Hitler. Det interesserer mig, hvordan han kom dertil. Historikerne har ignoreret ham. I stedet har de skrevet meget lange biografier om langt mindre interessante personer. Men det er selvfølgelig en fordel for mig, at de har ignoreret ham. Det er morsommere at skrive en bog om en, som ingen kender, end den femte bog om en allerede kendt person.«

Behovet for drama

»Det, som især interesserer mig, er ikke de meget onde, der repræsenterer det totalitære, og det er heller ikke de meget gode, der bekæmper de meget onde. Det, der især interesserer mig, er det store flertal, der hverken er engle eller dæmoner. Jeg interesserer mig for hele det spektrum af moralsk-politiske holdninger, som ikke går til ekstremer. Det er her, langt de fleste mennesker befinder sig. Sådan var det dengang. Sådan er det nu.«

Debatten om indvandringen, som vi kender den fra Danmark, Tyskland og utallige andre steder, synes at fremme ekstreme standpunkter. De fremmedfjendske kommer på banen. Ekstreme religiøse ytringer af den ene og den anden art bliver hverdag. Hvad siger De til denne udvikling?

»Det skal de. Og det er også ved at ske. Tyskland er ved at blive et normalt land. Den dårlig samvittighed uddør, efterhånden som de sidste gamle, der levede Hitler-tiden med, uddør. En 17-årig tysk skoleelev bærer ingen skyld for noget, der skete for 60-70 år siden, selvfølgelig gør hun ikke det. Men hun skal vide, at hun har et medansvar. Det er det, jeg altid siger, når jeg taler med skoleelever: I skal ikke føle jer skyldige! Men I skal huske, at I har et medansvar for, at historien ikke bliver glemt!«

Berglingske Tidende 17. februar 2009