Sakset/Fra hofta

Av OLE HYLTOFT

DR skal huske, at det er folket, der ejer DR. Hverken medarbejderne eller intelligentsiaen.

For nylig havde DR 2’s Deadline besøg af den svenske journalist Kurdo Bakti. Han har lige skrevet en bog om sin ven, krimiforfatteren og kommunisten Stieg Larsson.

Danmarks Radios interviewer lagde op til samtalen ved at fastslå, at Sverige nu var ved at blive et lige så uanstændigt land som Danmark. Det var fordi det islamkritiske parti Sverigesdemokraterna formentlig kommer i Riksdagen efter næste valg. Deadline kaldte skiftevis Sverigesdemokraterna for indvandringsfjendtlige og fremmedfjendtlige.

Sverigesdemokraterna vil mig bekendt bremse indvandringen af islamister. Er det det samme som at være fremmedfjendtlig? Er det et uanstændigt mål? Man kunne vel med større ret kalde det et humant mål. Eftersom visse islamister netop har indrømmet, at de ville sprænge Jyllands-Postens hovedsæde i København i luften og smide journalisternes afhuggede hoveder ned på Rådhuspladsen.

I samme Deadline-udsendelse blev ordene fremmedfjendtlig og højreekstremistisk brugt i flæng. DR-journalisten fastslog, at svenske højreekstremister har begået flere mord. Han mente også, at Sverigesdemokraternas fremgang måske kunne tage luften ud af nazisterne.

Jeg ville stemme på Sverigesdemokraterna, hvis jeg boede i Sverige. Jeg er altså nært beslægtet med nazisterne og en mulig morder.

Deadline har med andre ord stemplet mig som højreekstremist, skønt jeg ikke politisk ligger til højre, snarere lidt til venstre. Jeg var socialdemokrat i 49 år, indtil jeg syntes, at nu kunne det være nok med Aukens, Ritts og Lykketofts regimente.

Deadline-udsendelsen var ikke et forsøg på at oplyse om Sverigesdemokraterna, men på at fordømme dem.

I TV Avisen er der i de sidste par år kommet en mere fair behandling af os, der sætter ytringsfriheden højt og opfatter islamismen som en forbrydelse mod menneskeheden. Men rundt omkring i DR-byen findes åbenbart stadig personer der opfatter os islam-kritikere som så uanstændige, at vi må på genopdragelseslejr ved hjælp af DR’s mikrofon og kamera.

For et års tid siden blev en hidtil ukendt kvinde kendt i Sverige for sit nedladende syn på Danmark. Lena Sundstrøm hedder hun. Hun har skrevet en bog om det Danmark, der eksisterer uden for intelligentsiaens rækkevidde. Vi udgør omkring 90 pct. af danskerne. Vi er det pinlige Danmark. Hun blev selvfølgelig straks inviteret i Deadline. Med moderlig bekymring så hun på et Danmark, der er så uanstændigt, at det modsætter sig at blive omformet til et arabisk sheikdømme.

Intervieweren spurgte Lena Sundstrøm, om det da ikke var godt, at vi havde en åben debat i Danmark. Hun svarede med et modspørgsmål. Jamen havde den åbne danske debat da medført, at Dansk Folkeparti var skrumpet ind? Dansk Folkepartis tilbagegang var for hende det eneste succeskriterium for en åben debat. Det logiske spørgsmål, hvorfor det da var så galt, at danskere stemte på DF, stillede DR-journalisten ikke.

Efter sin indsats har Lene Sundstrøm erobret positionen i svensk tv som en af de fire, der uundgåeligt udspørges som eksperter i danske forhold. De tre andre er Drude Dahlerup, Carsten Jensen og Lars Dencik fra RUC. Den sidste mener ligefrem at Danmark er en sygdom. Alle fire holder af Enhedslistens og Uffe Ellemanns Danmark, men afskyr det åbenhjertige, folkelige Danmark.

Men dette foregår i Sveriges Radio. Det kan vi ikke blande os i. Ud over at fortælle lederne i Sveriges Radio, at de bliver misinformeret af de fire falske «eksperter».

En fredelig hollandsk familie, jeg kender, fortæller mig, at langt de fleste hollændere i dag står bag Geert Wilders. For ikke længe siden var han i Deadline. Deadlines journalist viste allerede ved sit forstenede kropssprog, at her var kommet en mand i studiet, som almenheden måtte tage afstand fra. Han udspurgte ikke Wilders, samtalede ikke med ham, men forhørte ham med gravmine. Det samme spørgsmål blev gentaget flere gange, som en forhørsleder gør, når han står over for en forbryder af værste skuffe.

På samme måde blev manuskriptforfatteren og filmskolelæreren Mogens Rukov præsenteret, da han var i DR’s «Premiere» for nylig. DR’s stemme proklamerede: Mogens Rukov er berygtet for sine højreorienterede politiske synspunkter.

Mig bekendt har Mogens Rukov ikke højreorienterede synspunkter. Med mindre DR’s filmredaktion da mener, at man er højreorienteret, når man finder det umenneskeligt, at kvinder stenes og homoseksuelle hænges i gaderne, som det foregår i islamiske lande. Disse islamiske forbrydelser mod menneskeheden har Mogens Rukov, vredladent og velorienteret, vendt sig imod. Hans egentlige forbrydelse er, at han har talt den magthavende intelligentsia midt imod.

Kunne man forestille sig, at von Trier blev præsenteret i Danmarks Radio som en der var «berygtet for sine venstreorienterede synspunkter»? Nej, vel. Og da den kendte islamprofessor Tariq Ramadan var i Deadline forleden, blev han heller ikke præsenteret som «den kendte løgnhals Ramadan», skønt forskeren Tina Magaard har dokumenteret, at han siger et om islam, når han taler til sine muslimske brødre, noget andet når han taler i vestlige medier.

Rukov er ligesom Geert Wilders af de fleste avislæsere beundret for sit mod som debattør. Men for DR’s folk er han altså berygtet. Det er det samme med Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Dem kaldte DR forleden for «de famøse tegninger». Kære frøken journalist! De tegninger er sgunte «famøse». De er humoristiske og et forsvarsberedskab for ytringsfriheden.

Min kone, som er et alt for overbærende væsen – hvilket hun mener jeg skal være glad for – foreslår, at DR’s famøse og berygtede udtalelser ikke er forsøg på at manipulere seerne og lytterne, men skyldes sprogligt armod. Folk inde i DR aner ikke hvad «berygtet» og «famøs» betyder.

Men det er jo i så fald heller ikke så godt. Jeg skriver ikke dette for at sætte specielt Deadline i skammekrogen. Deadline har faktisk også medarbejdere, der ønsker at leve op til radiolovens krav om upartiskhed.

Slår man i sin fortvivlelse over på radioens P 1, får man også dér at vide, at vi, der foretrækker én national kultur i hvert land, er nogle afskum. Ganske vist udgør vi sådan ca. 80 pct. af befolkningen. Men så meget desto større er DR’s opgave med at rive os ud af vores syndighed.

Jeg griber ned i bunken af P 1-besværgelser mod os uanstændige. I «Orientering» kaldes Schweiz’ nationalparti for «fremmedfjendsk». Men er et parti fremmedfjendsk, fordi det ikke vil have minareter opført i sit land? Nej til minareter er vel ikke et nej til fremmede, men et nej til at islams aggressive ideologi får et endnu stærkere fodfæste i Europa.

I en samtaleudsendelse med lytterne omtaler en lytter Carsten Jensen som venstreorienteret. Men bliver korrekset af programlederen, der siger: nej, Carsten Jensen er bare en «anstændig borgerlig». Borgerlige kritikere af islam, som f.eks. Naser Khader eller Hirsi Ali, er med andre ord uanstændige.

På den måde, udsendelse efter udsendelse, bakser Danmarks Radio med at få den genstridige befolkning på plads. Selv om man ikke kan beundre hensigten, må man beundre ihærdigheden. Kritiske synspunkter på islam beskyldes for at mangle rummelighed og for at være populistiske. Intelligente islamkritikere – ud over DF’s fem-seks topfolk – bliver sjældent inviteret i studiet.

Resultatet er at den størstedel af befolkningen, der ikke ønsker mere muslimsk indvandring, gennemgående føler sig irettesat, når de åbner for DR’s radio og tv. I en situation, hvor alle mediers, også DR’s, fremtid er i spil, er det livsfarligt for DR på den måde at skubbe hovedparten af befolkningen fra sig. Vi, der holder af Danmarks Radio og forsvarer institutionen, kan jo godt tabe pusten, hvis vores hæderlige synspunkter idelig dæmoniseres af DR’s hårdnakker.

Og hvad endnu værre er: DR fyrer op under den hadefulde opsplitning af danskerne, som den muslimske indvandring har skabt. Folket siger nej til forandring af dansk væremåde i islamisk retning. Men en lille intelligentsia, kulturkliken, ønsker at give efter for det islamiske pres på ytringsfriheden, ligheden og demokratiet.

Dette lille mindretal – medieoverklassen med folk som Uffe Ellemann, Carsten Jensen og Tøger Seidenfaden i spidsen – dominerer desværre Danmarks Radio. Deres indstilling har en vægt i DR’s programmer, der er helt ude af proportion med deres vægt i befolkningen. Men DR skal huske, at det er folket der ejer DR. Hverken medarbejderne eller intelligentsiaen.

Islams fremtrængen i Danmark har delt Danmark i to og skabt et had danskere imellem, der ikke er set siden Besættelsen. DR skulle bidrage til at formindske den uforsonlige tone. Først og fremmest ved at beskrive begge holdninger set med parternes egne briller. Og ved at dele sol og vind lige mellem de stridende parter. Så debattørerne kan koncentrere sig om debatten. Og så at vi islamkritikere ikke nødsages til at bruge vore kræfter på mediernes forvrængning af vore motiver.

Folk vil oplyses, ikke opdrages af Danmarks Radio.

Hvem er højreekstremister?
Ole Hyltoft, forfatter og næstformand i DR-bestyrelsen
Offentliggjort 12.04.10 i Opinion, Jyllands-Posten