Gjesteskribent

Av MIKAEL JALVING

Personligt har jeg aldrig brudt mig særligt om Platon, den gamle græker med den store hjerne og fremskudte pegefinger. Nu skal man passe på, hvad man siger – i vore dage går selv oldtidslærere vel med pistol – men jeg finder hans dialoger endeløst bedrevidende og belærende, lidt som det ville have været at vokse op med Ritt Bjerregaard som mor.

Desuden er det misvisende at kalde dem for dialoger. Snarere er de forklædte monologer, hvormed den kloge Sokrates fortæller alverden, hvordan verden egentlig hænger sammen, og illustrerer, at vi andre er kæmpefjolser.

Rigtigt er det da, at vi er små eller store fjolser i sammenligning, og derfor er det også en glædelig overraskelse, at Gyldendal har sat sig for at udsende Platons samlede værker i ny, dagsfrisk oversættelse, så vi andre kan blive lidt klogere. Første bind af seks udkom for en måned siden, indeholdende bl.a. Sokrates’ Forsvarstale, og det er den, jeg gerne vil aktualisere.

Stilistisk er talen fremført som et subjektivt opråb med udsigt til døden, og det gør den akut til alle tider. Forsvarstalen er et stærkt stykke verdenslitteratur, hvis jeg må være så fri, ikke mindst fordi Sokrates definerer sand filosofi som en forberedelse på døden og argumenterer for, at sjælen ret beset er udødelig, hvorfor vi ikke skal gå rundt og være kede ad, at vi højst sandsynligt dør en skønne dag. Først i døden bliver vi sande filosoffer frigjort fra legemets lænker.

Uanset om man skule være uenig heri – jeg er og opfatter den platoniske dualisme som en slags dødekult – så er Sokrates’ filosofiske synspunkt et originalt og radikalt synspunkt, som man bør kende, hvis man vil kende begyndelsen på den vestlige civilisation.

Baggrunden for Sokrates’ tanker er dog mindst lige så interessant som indholdet. For de, der ikke kender baggrunden, så lyder den i al sin grumme korthed således:
«Sokrates forbryder sig ved ikke at anerkende de guder, som staten anerkender, og ved at indføre nye daimoniske væsener. Samtidig forbryder han sig ved at ødelægge ungdommen. Strafforslag: Døden.»

Lad mig blot røbe, at strafforslaget blev fulgt til punkt og prikke. Den 70-årige Sokrates blev tvunget til at drikke skarntydesaft og døde kort efter.
Med udtrykket daimoniske væsner hentydede anklagemyndigheden til andre guddomme end de i Athen tilladte; selv forstod Sokrates udtrykket som identisk med hans indre stemme og samvittighed.
Det var just den, sin indre stemme og samvittighed, han ikke måtte give udtryk for. Thi gjorde han det, ødelagde han ungdommen og anerkendte ikke de guder, som staten anerkendte. Ergo måtte han dø.

Så vidt Sokrates. Han blev dræbt af myndigheden, fordi flertallet ikke brød sig om det, han sagde offentligt.

I Nederland åbner ved byretten i Amsterdam den 20. januar i det nye år en lignende sag.
Ikke mod en filosof i samme superliga som Sokrates, på ingen måde, men mod en omstridt politiker, der er under anklage for at ødelægge ungdommen og for ikke at anerkende den gud, som staten anerkender, i dette tilfælde Allah, den vrede gamle mand, der gav Muhammed det opdrag at oplyse alverden om islams selvindlysende sandheder til himmels såvel som på jord.
Ergo må han dø, altså politikeren, den anklagede – i hvert fald politisk – for selv om pågældende kan anke en eventuelt tabt sag, så vil udgifter og tid forbundet hermed lægge beslag på vedkommendes energi de næste mange år.
Navnet er Wilders, Geert Wilders, naturligvis, og vi kender ham alle sammen uden egentlig at gøre det.

Jeg agter ikke at forsvare hans synspunkter – jeg er enig med ham i noget, uenig i andet, herunder at det skulle være en god idé at forbyde Koranen – men her, altså lige her på dette sted, gælder det hans ret til at ytre sine synspunkter, og det er akkurat denne ret, som anklagemyndigheden agter at fratage ham og andre som ham.
Med hensyn til det sidste, er mit gæt, at kvæler man Wilders, giver man luft til en ny og muligvis endnu mere aggressiv af slagsen. Det skyldes ganske simpelt, at ånden er sluppet ud af flasken, og at Europa lykkeligvis har taget de første spæde skridt i opgøret med politisk islam, om end det indimellem får mere eller mindre tilfældige symbolpolitiske udtryk, som nu minaretforbuddet i Schweiz.

Tilbage til Wilders, eller rettere anklageskriftet mod ham, der er offentligt tilgængeligt takket været tidsskriftet Elsevier, klik på pdf-filen.

Det løber over 21 sider med citater fra aviser, radio, tv og Fitna-filmen, heraf flere gentagelser. Citaterne stammer fra perioden 8. august 2007 til 27. marts 2008. Og hvad siger han så?

Tjo, alt det, vi allerede har hørt, her er ingen overraskelser, hvis man har fulgt med i debatten. Her er krasse synspunkter, vist så, men ingen opfordring til vold – hvilket er afgørende for, hvorvidt disse ytringer skal være lovlige eller ej. Her kommer et lille udpluk:

Islam er en politisk ideologi lige så farlig som nazismen og kommunismen. Derfor bør hollænderne forbyde Koranen, «den fascistiske bog (…) Nederlandene er genstand for islamisk mission.»

Den demografiske udvikling er det største politiske problem i Holland: «Den muslimske befolkning fordobles hver generation – hvert 25. år – og antallet af muslimer i europæiske lande giver ikke længere anledning til bekymring, men til stor bekymring (…) Islamiseringen er som en tsunami.»

En meget stor andel af de muslimske indvandrere er kriminel og voldelig:
«Hver femte marokkaner er registreret hos politiet som kriminel. De unges opførsel skyldes religion og kultur. Man kan ikke adskille disse ting. Paven slog hovedet på sømmet ved at sige, at islam er en voldelig religion (…) 99 pct. af alle marokkanere i Holland er islamister (…) De unge marokkanere er virkelig voldelige. De tæsker folk ud fra deres seksuelle præferencer. Jeg har aldrig selv brugt vold.»

Indrømmet, Geert Wilders er ingen Sokrates, men processen mod ham er den samme som den mod Sokrates. Den er i sin kerne politisk og handler om magt, ikke om principper.

De løsrevne citater udtrykker synspunkter, som skal kriminaliseres i Holland. De falder udenfor mainstream, bortset fra at mainstream rykker stadig tættere på Wilders, hvorfor retssagen da også må ses som et desperat – skønt meget vel succesfuldt – forsøg på at forhindre, at han bliver landets næste premierminister, eller at hans parti opnår afgørende politisk indflydelse efter næste valg, der finder sted i 2010.
Processen mod Wilders er et magtpolitisk angreb på en politiker, der er ved at blive for populær til elitens smag, og sagen må give genlyd over det ganske Europa, hvor store dele af det politiske etablissement har mistet respekten for borgernes umistelige rettigheder til at tro, tale og trykke frit.

Disse rettigheder er netop ikke umistelige, men i færd med at blive mistet og annulleret i Holland, ved eliternes mellemkomst – de politiske og de kommercielle – i et misforstået forsøg på at please muslimske indvandrere ved at frede deres gud og religion.
Hvis sagen mod Wilders viser noget, er det, at Sokrates døde forgæves. Vi, hans børnebørn, har stadig ikke fattet pointen, jeg citerer fra Forsvarstalen:
«I ved godt, at det jeg tidligere har sagt, er sandt, nemlig at jeg har pådraget mig mange menneskers dybe had. Hvis jeg bliver kendt skyldig i anklagen, er det dét der er årsagen, ikke Meletos eller Anytos, men den måde, hvorpå det store flertal taler ondt om mig og bærer nag til mig. Det har også fået mange andre udmærkede mænd kendt skyldig, og det tror jeg, det vil blive ved med. Der er ingen fare for, at det stopper med mig!»

Jørgen Mejer og Chr. Gorm Tortzen (red.): PLATON, Bind 1. Samlede værker i ny oversættelse, 568 sider, 450 kr. Sælges også i subskription: Bind 1-6, 2.100,- kr.

Jyllands-Posten 14. desember 2009
http://blogs.jp.dk/frontalt/2009/12/14/wilders-er-ingen-sokrates-men-retssagen-mod-ham-er-den-samme/