Gjesteskribent

Etter drapet på filmregissøren Theo van Gogh i 2004 foreslo Nederlands daværende justisminister Piet Hein Donner at man skjerpet rasismeparagrafen, slik at van Goghs og Ayaan Hirsi Alis islamkritiske film Submission kunne forbys. For, som ministeren selv uttrykte det, hvis man hadde hatt en slik lov tidligere, så ville ikke van Gogh ha blitt myrdet av Mohammed Bouyeri som følte seg krenket av filmen på vegne av islam.

Logikken bak forslaget er tankevekkende, men dessverre er den en del av et mønster, skriver opinion- og kulturredaktør i Jyllands-Posten, Flemming Rose:

Desværre er den en del af et mønster i et land, der kan bryste sig af en fornem tradition, når det gælder forsvaret for ytringsfrihed og tolerance. I foråret blev Arab European Leagues hollandske afdeling idømt en bøde på 2.500 euro for i 2006 på internettet at have offentliggjort en tegning, der antyder, at Holocaust var noget, jøderne selv fandt på. I Holland kan man også få en straffesag på halsen, hvis man påstår, at Anne Franks dagbog er et falsum, og for et par måneder siden advarede det hollandske justitsministerium landets kongelige bibliotek mod at digitalisere dets samling af nazistiske aviser fra Anden Verdenskrig.

Det skete med henvisning til, at det kan klassificeres som spredning af hate speech. Derfor risikerer biblioteket en straffesag.

Rose viser også til tegneren Gregorius Nekschot, som i over to år har hatt status som siktet for å ha krenket muslimer og innvandrere på grunn av 10-12 av hans tegninger som i følge en såkalt menneskerettighetsgruppe går over streken. Underveis har Nekschot måttet bruke store summer på advokat, og han har vært redselslagen ved tanken på å få sin sanne identitet avslørt. For 14 dager siden endte saken med at den offentlige anklageren oppga å reise sak mot Nekschot, men det er ikke vanskelig å forestille seg hvilken effekt denne affæren har hatt på nederlandske tegnere, fortsetter Rose:

Alle disse forhold er en del af konteksten for den retssag, der blev indledt mod den hollandske politiker Geert Wilders i denne uge. Wilders er anklaget for at have krænket en befolkningsgruppe, i dette tilfælde muslimer, på grund af dens religion og for at have tilskyndet til religiøst had. Wilders ytrer sig ikke altid på en lige elegant og nuanceret måde, og hans forslag om at forbyde Koranen som en pendant til Hitlers «Mein Kampf» virker ikke logisk af en mand, der gerne vil slå et slag for ytringsfriheden, men det bør ikke være en forbrydelse, og når manden går rundt med livvagter døgnet rundt, er der grund til at forsvare hans ytringsfrihed. Og denne frihed bør, som forfatningsretseksperten Vagn Greve har formuleret det, være særlig vidtgående, når det gælder de emner, der er befængt med den største politiske uenighed i et samfund. Uanset hvor man selv står, er der ingen tvivl om, at værdipolitiske spørgsmål som indvandring, integration og islam står højt på de europæiske samfunds dagsorden.

Den første uges rapporter fra retssagen i Holland vidner om, at sagen mod Wilders er politisk.

Man bryder sig ikke om hans politiske holdninger og måde at give udtryk for dem på, og derfor vil man have ham dømt. Man tager sig til hovedet, når man læser anklageskriftet og de ytringer, Wilders nu stilles til ansvar for. En lyder: »Jeg har fået nok af Koranen i Holland: Forbyd denne fascistiske bog«, og en anden: »Islam er en voldelig religion. Hvis Muhammed havde været i live i dag, ville parlamentets underhus straks blive enig om at drive ham ud af landet.

« I Holland som i andre europæiske lande mener man, at religiøs og kulturel mangfoldighed fordrer mindre mangfoldighed i de ytringer, man kan fremsætte inden for lovens rammer.

Det er forstemmende.

Flemming Roses artikkel Debat: KOSMOPOLIT: Tilfældet Holland ble publisert i Jyllands-Posten 8. oktober 2010, og finnes ikke på nett.