Gjesteskribent

Hvis man drister sig til at diskutere frihed med chefjuristen Jacob Mchangama fra Cepos, indlader man sig på en udmattelseskamp, hvor den første, der slukker for computeren, har tabt. Hermed være alle med få dage tilbage at leve i – alternativt af deres sommerferie – advaret på forhånd.

Jeg sparer dog gerne på strømmen i aften, for jeg abonnerer ikke på Mchangamas usagte præmis om, at des længere man skriver, desto mere har man ret.

Jeg skal følgelig sige det kort.

Der er og bliver forskel på en handling og en ytring til trods for juristens bevisførelse. Jeg beklager, hvis denne skelnen er for “sofistisk” eller “klodset” til, at juristen vil acceptere den, men livet kan jo ikke altid ligne en tænketank.

Som Flemming Rose minder om i Tavshedens tyranni med reference til Michael Scammell, stifteren af tidsskriftet Index on Censorship, har distinktionen mellem ord og handling været afgørende for ytringsfrihedens udvikling i Vesteuropa. Indtil det 17. århundrede opfattede magthaverne handlinger og ytringer som synonyme. Hvis folk gav udtryk for afvigende holdninger særligt i religiøse spørgsmål, blev det læst som et konkret angreb på kirken, paven eller hvem det måtte være. Det var først, da ytringer blev opfattet som ytringer i deres egen ret, at ytringsfriheden vandt intellektuelt fodfæste.

Af en eller anden grund vil Mchangama ikke diskutere ansigtets betydning, og jeg har på fornemmelsen, at det skyldes, at juristen er relativist ligesom andre liberale, når det gælder den menneskelige fremtoning. Ansigt, røv, burka, klovn: Who gives a fuck?

Det gør jeg, og jeg er endda en slags liberal. Ansigtet er ingen tilfældig del af kroppen, men den øverste etage på mere end én måde. Den er vital for vor forståelse af, hvad det vil sige at være vesterlænding, og hvis tildækningen vinder liberal accept – tja, det er jo allerede sket i tilfælde som Jacob Mchangama og Zenia Stampe – må vi andre liberale og borgerlige klare os uden dem i denne strid om frihedens forudsætninger.

Jacob Mchangama fortsætter uanfægtet – og vi får dette – hvis ikke sofistiske, så retoriske spørgsmål:

“Hvis en muslimsk kvinde må skrive eller udtale følgende ord: ‘min religion påbyder mig som kvinde at underordne mig min mand og han kan behandle mig som sin ejendom’, hvorfor må hun så ikke udtrykke det samme via sin beklædning?”

Svar: Fordi der er forskel på ord og handling, og at denne handling er i direkte strid med et åbent samfunds princip om, at vi må stå ansigt til ansigt med hinanden i det offentlige rum. Enhver må derimod skrive eller sige (næsten) hvad som helst, fiktion, løgn, dagbog eller den mest sandfærdige hyperrealisme. Men enhver må ikke gøre hvad som helst.

Ifølge Mchangama indebærer min – i øvrigt ganske almindelige – skelnen mellem ytringer og handlinger, at lovgiverne har frit slag til at forbyde alle mulige handlinger:

“Vil Jalving virkelig abonnere på et frihedsbegreb, hvor handlinger ikke (ydes) nogen særlig beskyttelse? Skal man kunne tildeles en bøde for at gå med kasket eller klappe sin hund?”

Det korte svar, Jacob, er nej, og det ved du godt.

Det lange svar begynder med ansigtet, og hvis nogen synes, det lyder dogmatisk, skal I bare huske de beroligende ord fra den gamle humorist C.K. Chesterton om, at træer er langt mere fleksible end mennesker. Selv roer er helt utroligt frisindede.

Sto første gang i Jyllands-Posten 23. juli
Document takker Jalving for hans generøse tillatelse til republisering.