Gjesteskribent

Det gamle spørgsmål om menneskets ondskab er i dén grad blevet reaktualiseret med Anders Behring Breiviks massemord på Utøya sidste sommer. Breivik har netop fået sin dom, efter at psykologer og psykiatere havde været i strid om, hvor vidt Breivik er tilregnelig. Eksperterne havde mere end svært ved at finde den rette nøgle til at åbne den sorte boks. Måske bør man i stedet gå til filosofien for at finde svar på ondskabens mysterium, ja, for overhovedet at finde nogen, der stadig er villig til at bruge en så elementær kategori som ”det onde” og ikke blot tolker Breiviks gerninger i lyset af fagtermer som patologi, skizofreni og psykose.

En af de filosoffer, der mest indgående har beskæftiget sig med ondskab, er tyskeren Rüdiger Safranski, der i en dansk sammenhæng er kendt for bøger om Heidegger, Nietzsche, globalisering og altså også om det onde. Det onde eller frihedens drama hed hans bog i dansk oversættelse. Safranskis tanke er, at det onde følger friheden som dens skygge. Mennesket er ikke kun frit til at gøre det gode. Det har også friheden til at ødelægge sig selv og andre. Weekendavisenhar talt med den tyske filosof om menneskets ondskab – og Breiviks.

Menneskets tvivlsomme privilegium

Er Breivik ond?

”Selvfølgelig er han det, og han har fået lovens strengeste straf for det, han har gjort, selv om hans gerning er så forfærdelig, at der overhovedet ikke findes en passende måde at udsone den. Hvis den, der køligt smilende og med klar hensigt nedskyder forsvarsløse mennesker, herunder børn, ikke er ond – hvem er så ond? Ondskab er det afskyelige, som et menneske bevidst og frit vælger at begå. Vi har ikke noget stærkere udtryk for den slags handlinger, alle andre udtryk ville bagatellisere en sådan gerning.”

Safranski fortsætter:

”Det er kun mennesket, der kan være ondt, for det er kun mennesket, der har bevidsthed og frihed til at være det. Et dyr kan ikke være ondt, for det følger blot sit instinkt. Et dyr er heller ikke brutalt; kun mennesket kan være bestialsk. Det er menneskets tvivlsomme privilegium, at det er i stand til at være ondt. Ondskaben er ikke den sten, der falder på nogens hoved. Det er derimod mennesket, der smadrer et andet menneskes kranium med en sten. Der er ingen grund til at fjerne det ’onde’ fra vores ordforråd, tværtimod bør vi bekæmpe de banaliserende udtryk. Hvis vi for hastigt kalder de onde handlinger for psykopatiske, glemmer vi, at det hører til ethvert almindeligt menneske at kunne begå onde handlinger.”

I Safranskis tænkning hænger ondskab og frihed, ansvar og skyld intimt sammen. Man bør ikke hylde friheden for så at forklare den væk – f.eks. ved at henvise til psykiatriske diagnoser om utilregnelighed – når man møder konsekvenser af friheden, man ikke bryder sig om.

”Ondskabens forudsætning er frihed. Det, der ikke sker frit, men ved en tilfældighed og af kausal nødvendighed, bliver faktisk ofte betegnet som ’ondskab’, som når vi taler om en ’frygtelig ulykke’, en ’fatal hændelse’ eller en ’ond skæbne’. Det er dagligtalens upræcise sprogbrug, og her betyder ondskab egentligt blot noget uheldigt. Men det onde er det, der i alle kulturer opfattes som det foragtelige, som når nogen slår ihjel for fornøjelsens skyld og begår grusomme gerninger med fuldt overlæg. I mødet med det onde erkender vi den indre afgrund i mennesket. Fordi mennesket er frit, kan det vælge at gøre det onde og faktisk ikke kun, fordi det har misforstået noget, men netop fordi det selv ønsker at gøre det onde. At torturere, dræbe, ødelægge osv.”, siger Safranski.

Straffen er en kompliment til forbryderen

Safranski ser retssagen mod Breivik som et udtryk for netop tendensen til at bortforklare menneskets frihed og dermed ondskaben:

”I retssagen diskuterede man spørgsmålet om tilregnelighed, altså om Breivik er syg. I en rapport argumenterede man for, at hans gerning var så forfærdelig, at den kun kunne begås af et sygt menneske. Men det er katastrofalt for retskulturen, hvis et sådant synspunkt sejrer – heldigvis er det ikke sket. Diagnosen utilregnelighed, altså tabet af den indre frihed, bør være uigendrivelig og indiskutabel. Er der tvivl om, hvor vidt gerningsmanden er tilregnelig, er det bedst at antage, at han er et frit menneske. Hvis der er tvivl om, hvor vidt den anklagede er et frit menneske, rejser man også tvivl om, hvor vidt han er skyldig i sin gerning. Hvis man er i tvivl, bør man altså anse gerningsmanden for tilregnelig. Derfor havde Hegel ret, da han sagde, at straf er en kompliment til forbryderen, fordi idømmelsen af en straf forudsætter, at man betragter gerningsmanden som et frit menneske.”

Som bekendt modsatte Breivik sig sygdomsdiagnosen, som han opfattede som uværdig. ”Det er det eneste punkt, hvor han har ret”, som Safranski konkluderer.

Safranski ser kulturens institutioner som midler til at domesticere mennesket og få noget godt ud af det. Kulturens institutioner i form af familie, kirke, skole og venskabsforhold er med til at retlede mennesket og kanalisere friheden ind i opbyggelige former. Og det er netop karakteristisk, at Breivik isolerede sig i sin skyggetilværelse de sidste år, hvor han planlagde udåden:

”Fordi mennesket kan gøre ondt, skal man civilisere, uddanne og disciplinere det. Kultur er det disciplinerende, kanaliserende og sublimerende svar på ondskaben i mennesket.”

”Men”, fortsætter Safranski, ”vi ved fra historien, at der findes kulturer, der tværtimod baner vej for det ondes gennembrud. Man behøver blot at minde om den tyske nationalsocialisme. Nationalsocialismen var een stor opmuntring til at bringe alt det frastødende i mennesket frem: angiveri, berigelse af de myrdede jøders ejendom, opportunisme osv. Der findes statslige ordninger, der sætter kriminaliteten i system og belønner de kriminelle. I nationalsocialismen faldt kriminaliteten i samfundet. Men det var jo ikke underligt, eftersom alle de kriminelle energier i samfundet stod i statens tjeneste. Det var det samme med stalinismen i Sovjet. I dag sker der lignende ting i forskellige verdensdele.”

Kants skumle dobbeltgænger

I bogen Det onde eller frihedens drama spørger Safranski: Hvad nu hvis det onde intet vil opnå, men tværtimod vil opnå intet?” Spørgsmålet er vendt imod den liberale tænker Immanuel Kant, der mente, at mennesket hæver sig op over den blotte selvopholdelse i kraft af den etiske handling, altså ved at adlyde pligten. Men i bogen er Marquis de Sade Kants ”skumle dobbeltgænger”, der hævder, at også i den onde handling hæver mennesket sig over naturnødvendigheden. Med andre ord: I den onde handling viser mennesket sig som frit. De liberale tænkere antager, at den onde handling er bestemt af egeninteressen, den naturlige selvopholdelse, men at de stridende egeninteresser med den rette indretning af samfundet leder til et fælles bedste af en slags usynlig hånd. Men de Sade river grunden bort under den liberale tanke. For onde handlinger er ikke altid bare egoistiske, men kan også finde også en særlig ”ophøjet” nydelse i selve handlingens i øvrigt formålsløse ondskab. Man kan bare tænke på Jokerens lyst til den rene destruktion, som det ses i Batmanfilmen The Dark Knight.

Eftersom den liberale filosofi altså synes at stå magtesløs over for den formålsløse og absolutte ondskab, der har til-intetgørelsen som eneste mål – og fordi Safranski selv har bekendt sig til en form for kulturkonservatisme – spørger jeg ham, om konservatismen har mere at tilbyde end liberalismen?

”Det konservative menneskesyn er mere realistisk end det liberale. Liberale hengiver sig alt for ofte til drømme i stedet for at se virkeligheden i øjnene. For de liberale er friheden afgørende. Det er meget godt. Men hvis man anerkender, at mennesket er frit, må man drage langt flere konsekvenser, end de liberale normalt gør. Til det at være fri hører nemlig, at man kan vælge det negative, det onde. Mennesket er ikke bare programmeret til at gøre det gode. En gennemtænkt liberalisme må gå i skole hos konservatismen. Kant gjorde sig imidlertid ingen illusioner om mennesket. Han kaldte mennesket et væsen, der var gjort af et ’kroget træ’ (”hvoraf intet fuldkomment lader sig tømre”, KS). Men så onde excesser, som dem de Sade forestillede sig, lå ganske vist uden for Kants forestillingsevne. De Sade foregreb på mange måder det tyvende århundredes onde overskridelser. Det tyvende århundrede bød på mange ’onde’ overraskelser.”

Er vores tid blevet mere human?

”I anden halvdel af de tyvende århundrede har vi i den vestlige verden entydigt været vidner til et fremskridt i humanitet, og vi har oplevet mere fred end tidligere. Det er der ingen tvivl om, når blot vi husker på rædslerne i første halvdel af det tyvende århundrede. Selv i den tidligere Østblok forsvandt stalinismen. Men mennesker er og bliver ved med at være skrøbelige. Det er bedst at forblive bevidst om alle skyggerne, så man kan erindre, hvor kostbart det er at opholde sig lidt i solen, og at det er værd at forsvare.”

[En forkortet udgave af dette interview blev bragt i Weekendavisen den 7. september]

Kasper Støvring skriver om kultursammenstød, sammenhængskraft og værdipolitik herhjemme og i udlandet.CV: Kulturforsker ved Syddansk Universitet, ph.d. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Har bl.a. udgivet bøgerne ”Villy Sørensen og kulturkonservatismen” (2011), ”Sammenhængskraft” (2010), ”Den borgerlige orden” (sammen med Morten E.J. Nielsen, 2008) og ”Blivende værdier” (2004). Skriver p.t. på en bog om kulturkonflikter. Derudover er Støvring flittig foredragsholder og debattør. Samt vært på Radio24Syv-programmet «Den nye verdensorden«. Bor til daglig i Sorø på Vestsjælland.

Læs mere på: www.kulturkritik.dk

 

Document.no takker Støvring for tillatelse til å gjengi hans artikler