Sakset/Fra hofta

Sørine Gotfredsens kronikk i Berlingske vakte voldsom oppstandelse (der er for tiden 2119 kommentarer!), og hun følte behov for noen korrigeringer og ettertanker. Det ble noen riktig kloke ettertanker.

Vi må nemlig ikke efter en sådan tragedie tabe substansen på gulvet og nøjes med at føre en debat om debatten som den, der straks gik i gang efter den 22. juli. For vi står over for nogle helt basale spørgsmål, og mens jeg ikke vil gentage mig selv angående problemerne ved et multikulturelt samfund, som jeg ser dem, vil jeg hævde, at vi i dette land efterhånden har så mange erfaringer med netop det multikulturelle, at vi bør være i stand til ærligt at diskutere det. Også når det gør allermest ondt. Det multikulturelle samfund er kommet for at blive, og min hensigt er ikke at »rulle tiden tilbage«, som jeg er blevet beskyldt for. Min hensigt er at påpege, at et samfund i forandring og med kraftig muslimsk indvandring kan være med til at fremprovokere nogle destruktive kræfter, og at Breivik på sin egen vanvittige måde har mindet os om det. Ikke fordi jeg vil hævde, at det multikulturelle samfund udgør den hele forklaring på hans handlinger, men fordi det åbenlyst spiller en rolle. Hvis vi vælger blot at kategorisere denne mand som en isoleret sindsforstyrret, glemmer vi at tage højde for, at der sandsynligvis findes flere af hans slags. Måske ikke af samme ekstreme karakter, men det knap så ekstreme kan bestemt også være frygteligt nok.

Derfor er det ikke rimeligt, når jeg – for eksempel af SFs Ida Auken i vores P1-debat i går – beskyldes for at gå Breiviks ærinde ved at udtrykke skepsis over for det multikulturelle samfund. Som om hans forbrydelse tvinger os til i endnu højere grad at favne det multikulturelle, fordi det modsatte standpunkt nu så at sige er optaget af den onde selv. På den måde tildeles Breivik en alt for stor magt over vores samtale og frihed til at analysere. Jeg er også blevet anklaget for at bidrage til polarisering, og mens jeg som sagt gerne ville omformulere et par ting, hvis jeg kunne, vil jeg samtidig fastholde, at den primære polarisering utvivlsomt foregår, hvad enten vi kalder tingene det ene eller det andet. Vi har diskuteret disse problemer i årevis, de udgør et centralt tema i adskillige europæiske lande, og min kronik skal i høj grad læses som en opfordring til, at vi her i landet imødegår dem gennem en større besindelse på de normer og den kultur, der hører netop denne nation til. Jo mere solid basen er, desto mere kan vi gøre os forhåbning om at holde ekstreme kræfter i skak, samtidig med at vi bestræber os på at realisere den bedst mulige integration.

De mange reaktioner på min kronik har som sagt forbløffet mig, og de vækker naturligvis til eftertanke. Blandt andet kommer det en smule bag på mig, at der stadig efter alle disse år med problemerne tæt inde på livet hersker en så stor tilbøjelighed til at opdele mennesker i onde og gode i debatten om det multikulturelle. En del af forklaringen på dette skal efter min bedste overbevisning findes i en forskellig opfattelse af selve menneskenaturen og af, hvad det progressive menneskesyn egentlig er. Tror man på, at vi mennesker mere og mere vil formå at lægge nogle grundtræk bag os i samværet med hinanden, eller er man snarere af den opfattelse, at nogle genkendelige stridigheder vil blive ved med at gentage sig selv, fordi vores inderste væsen på godt og ondt er relativt uforanderligt? Jeg tror mest på det sidste, og dermed tror jeg også på, at det klogeste er at indrette samfundet på en måde, hvormed man bedst muligt hindrer mennesket i at udfolde de tidløse ødelæggende kræfter. Men uanset hvor man stiller sig i spørgsmålet om det progressive menneskesyn, kan man kun opfordre til, at vi respekterer hinandens holdninger uden at ty til den mest lammende metode af dem alle i en debat som denne. Nemlig at stemple modparten som et ringere og mere anløbent menneske, end man selv er.

Eftertanker