Gjesteskribent

Aslak Nore har skrevet en spændende og interessant bog om det globaliserede Norge. Men han skuffer som analytiker og når aldrig frem til for alvor at identificere problemerne mellem indvandrergrupperne og de etniske nordmænd.

Av Jens-Martin Eriksen

Det er med nysgerrighed og forundring, jeg har læst Aslak Nores bog om det globaliserede Norge. Og det til trods for, at man utålmodigt venter på, at han endelig skal indkredse og identificere de konfliktpunkter, som skaber de problemer, han opridser en del af.

Det begynder egentlig meget spændende, hvor man fornemmer, at han virkelig ved noget om det, han skriver om. Han går en tur ned ad Memory Lane, sit barndomskvarter i Oslo, og besøger en gammel frisør, Zolly, der har en fortid som fodboldtræner for drengene i området. Han er så at sige idealet for en indvandrer, en genuin working class hero, ungarsk flygtning fra 1956, som gik ind i ungdomsarbejdet og efter sine egne idealer sammentømrede et stærkt fodboldhold ved først og fremmest at lægge vægt på talentudvikling. Det var lidt i modstrid med den herskende tanke om, at alle partout skulle være med; fodbold som først og fremmest leg og social aktivitet. Han kom med sine egne ideer, og bidrog til at skabe noget nyt. Men der er noget desillusionerende over mødet med Zolly. Sammenhængskraften er gået tabt i kvarteret, da den forudsætter en vilje hos alle til uegennyttigt at bidrage til denne del af det civile samfund. Det er ikke noget, man nødvendigvis får løn for. Med den demografiske ændring i området som følge af indvandringen er der færre og færre til at bidrage, færre forældre til at hjælpe til og ingen forståelse for det fælles projekt, som til sidst sygner hen.

Der er sket noget. Men hvad? Det er styrken i Nores bog, at han flere gange formår at gribe et stykke kon- kret lokal historie og bruge det som prisme for de større ændringer, som foregår og allerede er foregået i Norge, som eksempel på et skandinavisk velfærdssamfund i forandring. Her i forbindelse med den lokale fodboldklub identificerer han problemet som den sociale kapital, tillid er i et samfund. Den går tabt med at samfundet bliver mere forskelligt, kulturelt og etnisk, og derfor føler borgerne i mindre grad, at de skylder hinanden noget som helst. Der er ikke længere noget fællesskab at arbejde for. Samfundet som helhed lever i adskilte kulturer, og man kender hverken hinandens sprog, kultur, begreber eller idealer. Man lever blot på det norske territorium. Det, der skulle være større end den enkelte, den enkelte familie og den kultur og religion, man tilhører, fortoner sig. Samfundet sprænges indefra og mister sin sammenhængskraft.

Perspektivering

Det er en del af diagnosen af det nye Norge, som måske også er hørt før. Men Aslak Nores styrke er, at han kan gribe lokale fortællinger og gøre det begribeligt, hvordan den store historie griber ind i den mindre.

Hans metode er dernæst at forsøge sig med en perspektivering af den lokale historie ved at fremlægge skitser af diverse socialpsykologiske og sociologiske undersøgelser og eksperimenter. I forbindelse med konsekvenserne af øget kulturel og etnisk adskillelse og forskellighed og dermed tab af social kapital i form af tillid para- fraserer han Robert Putnams forkætrede undersøgelser fra USA for nogle år tilbage. De viser et gradvist faldende socialt engagement med udviklingen af forskellighed i samfundet. Og det lyder selvsagt vældig trist.

Man har så ret til at forvente af Aslak Nore, at han går videre og identificerer problemerne mere konkret: Hvad er det, der reelt skiller de etniske, kulturelle og religiøse samfund i Norge? Hvilke faktorer er det, der står i vejen for, at indvandrerne kan adoptere de dyder, som det norske samfund tidligere har været præget af? Og er det nødvendigvis sådan, at Putnams beskæmmende resultater fra USA også kan og skal forklare miseren i det nye Norge? Er adskillelsen en naturnødvendighed, blot fordi vi kommer til at leve i mere mangfoldige samfund?

Men her er det, man bliver en smule skuffet og venter utålmodigt på, at Aslak Nore træder i karakter. Og det er bogens store problem. Forfatteren er en både redelig, nysgerrig og god fortæller, når det kommer til det konkrete. Men som analytiker skuffer han. Ekstremistan bliver hurtigt uegal. De efterfølgende analytiske dele, som følger en konkret historie, får ikke for alvor nogen forklaringskraft – og mere alvorligt: De fleste gange synes det, som om Aslak Nore ikke er i stand til præcisere det relevante i det, der skal forfølges analytisk. Nogle gange forvilder han sig helt ud i skoven, når det analytiske felt ikke får nogen relevans og prægnans.

Et par eksempler. Han giver en medrivende og horribel historie, som man virkelig følger med gru, hvor han fortæller om en fest, som en af hans yngre søskende holder for klassen derhjemme i middelklassekvarteret uden for Oslo. Og da det efterhånden er blevet et problem, at uønskede og uinviterede kan finde på at invadere private hjem for at deltage i festlighederne, når ungdommen morer sig alene hjemme, får han og hans soldaterkammerater tjansen med decideret at holde vagt for at beskytte hjemmet. Nogle små indvandrerrødder får således besked på at forsvinde, da de ikke er inviteret. De fortrækker, men med en trussel om at de inden længe vil vende tilbage med hjælpetropper. Man tror som læser, at det er tomme trusler. Men efter et par timer stormer en gruppe unge indvandrermænd sidst i 20’erne hjemmet, bryder ind og hævner sig på det frivillige vagtkorps. Et par stykker af Nores venner bliver alvorligt kvæstet og en del af indboet smadret. Under voldsmændenes hærgen fremgår det dels, at de ikke kender den vagtmand, de er ude efter, og som har tilladt sig at bortvise en af deres mindre brødre, og dels at de beskylder hjemmets beboere – helt absurd – for at være en samling bøsser – tilsyneladende det mest afskyelige skældsord man kunne opdrive til lejligheden!

Nu kan man selvfølgelig sige, at enhver voldsepisode, uanset hvor uprovokeret den er, kan ske blandt alle etniske grupper, og man derfor ikke kan konkludere noget om de mere generelle kulturelle konflikter i forbindelse med denne abnorme hændelse. Men det bemærkelsesværdige er dog, at der er tale om voksne mænd, der engagerer sig ekstremt voldeligt på opfordring af en mindreårig, som er blevet forment adgang til en fest hos nogen, han hverken er inviteret til eller kender. Voldsmændene kender heller ikke husets beboere. Jeg vil derfor tillade mig at formode, at denne episode ville være højest usandsynlig blandt etniske norske.

Upræcist og irrelevant

Hvad er da det prægnante i de analytiske spørgsmål, som man stiller sig? For mig at se må det være at få noget at vide om den gruppe, som det drejer sig om. Hvem er de (ud over at være indvandrere)? Hvordan lever de? Kommer de fra den nye etniske underklasse? Hvad er deres generelle forhold til det etniske norske majoritetssamfund? Afspejler denne episode også den måde, de selv lader sig engagere på i konflikter mellem hinanden? Lever disse personer adskilt fra det øvrige samfund, og opfatter de udelukkelsen af deres mindreårige bror fra festen som et identifikationspunkt for dem selv i den måde, de selv ser sig som udelukket på i det norske samfund? Hvilke eventuelle dysfunktionelle elementer findes der i deres egen kultur, som gør, at de udelukkes – og hvilke findes der i det etniske majoritetssamfund? Der er naturligvis flere spørgsmål, når man skal identificere konflikten, for så vidt man vil søge den i det felt, som bogen omhandler: det flerkulturelle samfund.

Men Aslak Nore følger op på historien ved at gennemgå urgamle diskussioner om skyld og straf, Nils Christie osv., emner som for længst må siges at være uddebatterede, og som for øvrigt ikke griber om det, bogen selv har sat som sit undersøgelsesfelt. Det virker diffust, upræcist og irrelevant i sammenhængen.

En anden historie følger konvertitten, den norske Birgit, som oprindelig kommer fra en kristen religiøs familie, og som har giftet sig med en algerisk mand og nu følger Allah. Der er ingen ende på elendighederne, både fysisk og psykisk. Birgit, der først får et prangende arabisk navn, og siden hen, da det første ikke duer, så et andet arabisk navn, bliver overvægtig og sukkersyg og isoleret og forvirret og ensom og forladt. I stedet for at diskutere denne kulturelle kolonisering af personen og de usamtidige elementer i islam, der påbyder en konvertering af ‘den vantro’, og i det hele taget muslimsk kulturs følgelige selvisolering i et flerkulturelt samfund, så individerne ikke kan integrere sig personligt, diskuterer Nore intelligent design og Koranens forhold til moderne videnskab. Altså en lidt barnlig diskussion af ‘Gud’, som desværre også er på mode hos ‘ateistiske troende’. Det virker parodisk og malplaceret. Man kan spørge sig selv hvorfor? Ét forhold er, at Birgit ikke kan stave til IRONI, men Aslak Nore er jo kvik, og forhold kan af og til virke så patetiske, at man bliver nødt til at lægge en distance for ikke selv at blive opslugt af vanviddet.

Æreskultur

Endelig citerer forfatteren en vis Khalid Raja, der præsenteres som styremedlem i Islamisk Råd i Norge og leder af foreningen Respekt (vær altid på vagt over for dette væsel-ord – det betyder som regelfrygt i moderne newspeak). Der er citater fra et debatprogram i radioen, han har deltaget i, og de bringes i bogen, hvor Aslak Nore diskuterer æreskultur. Denne Raja fremstår som regulær, opblæst idiot, der hævder, at nordmænd har alt at lære af ham og hans forening om respekt, men han og hans forening har intet at lære af nordmænd (sagt uden ironi af Raja). Derpå kaster Aslak Nore sig ud i en alt for lang og uvejsom diskussion om, at ære mere holdes i hævd af folk fra bjerg- egne end hos folk fra lavlandet, fra sletterne.

Der er naturligvis mange andre aspekter i Nores bog, som en anmeldelse ikke kan yde retfærdighed, og som mange steder er spændende – for eksempel hans gennemgange af socialpsykologiske eksperimenter til belysning af social antipati og hans forelskelse i Kenans Maliks bog From Fatwa to Jihad, som er meget velkommen læsning. Der er således mange forskellige aspekter, der behandles i bogen, som gør, at man så absolut bør læse den. Og man kan så betragte denne anmeldelse som et polemisk korrektiv.

Aslak Nore: Ekstremistan. 339 norske kroner, 293 s., Aschehoug & Co. Oslo

Jens-Martin Eriksen er skjønnlitterær forfatter, og har blant annet skrevet romanene «Vinter ved daggry» om de europeiske borgerkriger i 90’erne og «Timernes bro» om reiser i Cambodia. Sammen med Frederik Stjernfelt har Eriksen også skrevet reise- og essaybøkene: Hatets anatomi, Krigens scenografi og Atskillelsens politikk.

Artikkelen «De norske ekstremer» ble første gang publisert i Information 19. oktober 2009, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.

Les gjerne Kjell Madsens anmeldelse av Atskillelsens politikk hos Minerva.