Gjesteskribent

Dorothea Jung, Deutschlandfunk anmelder dommer Kirsten Heisigs “Das Ende der Geduld – Gegen die Kultur des Wegschauens.”

Kirsten Heisig var ungdomsdommer i Berlin. Da politikerne begyndte at advare om fremkomsten af parallelsamfund, sagde hun, at de allerede havde eksisteret længe. Hun skrev en bog om unge kriminelle – og begik selvmord inden offentliggørelsen. Nu har Herder Verlag fremrykket offentliggørelsen af bogen. Ingen ved, hvilke tanker der tilsidst drev hende ud i hendes ensomme død, men hvad hun udrettede i sit arbejdsliv, står hævet over enhver tvivl.

“Tidligere kunne jeg faktisk meget bedre bearbejde mine sager, end jeg kan i dag. Det burde egentlig være sådan, at jeg behandlede alle sagerne rutinemæssigt, og ikke lod dem gå mig på. Men forbrydelserne har ændret karakter i en sådan grad, at de delvist går mig på. Derfor er jeg også blevet en offentlig person.”

Det sagde Kirsten Heisig i et interview i Deutschlandfunk i 2009. De unge voldsmænds tiltagende brutalitet gav hende en opfattelse af, at noget var ved at gå galt i Tyskland.

“Jeg kan stadig chokeres. Jeg føler at samfundet er ved at falde fra hinanden. Det er ikke kun et spørgsmål om min domstol og mit fagområde. Vi kan ikke løse disse samfundsproblemer med vores retssystem. Vi kan lappe lidt. For 10 eller 20 år siden var det anderledes. Da havde vi indtryk af, at vi til en vis grad kunne styre de unges normer, men nu har jeg det indtryk, at det er nyttesløst, hvad jeg gør. Og det finder jeg utilfredsstillende.”

De omstændigheder Kirsten Heisig ikke kunne affinde sig med, vidner hendes bog beklemmende om. Hun bestrider med sine erfaringer de statistikker, der taler om faldende en kriminalitet i Berlin. Hun begynder bogen med sine første erfaringer som ungomsdommer i Berlin. [..]

Som jurist tilstræbte Kirsten Heisig med sine domme, at give de unge en vej ud af kriminalitet. Men som dommer må hun konstatere, at hvis unges liv er så præget af vold, som de det tit er, så har retsvæsnet meget svært ved at formidle nogen værdier til dem. Støtte og sanktioner kommer næsten altid for sent. Pædagoger, polti, lærere, naboer skulle først overhovedet have bemærket, hvad der foregik. Særligt hvad angår indvandrerfamilier, sker dette alt for sjældent. Hun skriver:

“Vi lever i et samfund, hvor man bevidst overser problemerne. Indvandrere gør det af tradition, tyskere af frygt og bekvemmelighed. “Intensivforbryderstatistikken” hos Berlins offentlige anklager, der dækker alle der begår mere end ti forbrydelser om året, har ifølge Kirsten Heisig mange tyrkiske og arabiske navne, drenge der allerede har tiltrukket sig opmærksomhed i skolen.”

Citat:

«Skolekammerater bliver ved mindste anledning truet med: “Du er død”, ledsaget af en bevægelse henover halsen. Fornærmelser som “ludersøn”, “offer”, “du er en luder, du har ikke tørklæde på”, hører til dagsordenen. Uden varsel er andre børn blevet slået i ansigtet med knytnæve.»

Den unge dommer Heisig lagde især mærke til børn fra libanesisk-kurdiske klaner. Deres familier var ofte kommet uden papirer som asylansøgere til Tyskland, de var ofte statsløse palestinensere. Ifølge Heisig giver disse familier politiet, retsvæsnet og hele bydele massive problemer. Sidste år sagde hun om børn fra familierne:

»De er alle storpjækkere fra skolen, de er havnet langt udenfor samfundet, hvis de da nogensinde har været medlemmer af det. De er født her, de er vores børn, vi må kæmpe for dem på alle niveauer, give dem tilbud, men også give dem sanktioner, hvis forældrene ikke vil samarbejde. Hvis forældrene ikke vil det, hvis vi ikke kan tvinge dem til at sende deres børn i skole, og helst også i børnehave fra det 3 år, så de ikke starter med at være bagud, så får vi et massivt problem.”

Kirsten Heisig går stærkt ind for at fjerne børnene fra disse familier. Som ung dommer erfarede hun, at Berlins familiedomstole meget sjældent tvangsfjernede indvandrerbørn.

Citat:

Det er også indlysende hvorfor, det er en socialromantisk forblændelse parret med ren frygt. Jeg er nu nået til den overbevisning, at frygten for de kriminelle, arabiske storfamilier langt overgår alle andre aspekter, for lige under overfladen ligger beskeden: “Du kan ikke tvangsfjerne et barn fra en arabisk klan. Familien vil skyde enhver , der prøver.”

I passager som disse, bliver det klart hvilke stærke følelser Kirsten Heisigs arbejde var forbundet med. For ved siden af de mere analytiske dele af teksten, hvor hun beskriver hvad Berlins retsvæsen arbejder med, er der mange emotionelle passager. De er bevægende, når de handler om at sikre børnenes velfærd og den ubetingede vilje til at give dem et liv uden kriminalitet.

Men hvor hun sætter følelesmæssigt pres på teksten, for at give politiske krav vægt, bliver teksten noget agitatorisk, og det irriterer, som for eksempel i sin opfording til at beskytte datasikkerheden i myndighedernes kommunikation. Tværtimod mener jeg ikke, at privatlivets fred skal tjene til at beskytte gerningsmænd. Hvis den tyske regering stadig lukker disse familier ind i landet og underholder dem i årtier uden at kræve modydelser, selvom de uhæmmet skader samfundet, vanærer den i yderste instans sig selv, og inviterer andre til at gøre det samme.

I nogle af bogens passager passager, synes Kirsten Heisig at have mistet blikket for, at hun som dommer kun har mødt et udsnit af den sociale virkelighed. En gruppe af unge, der har gjort en gade i Berlin Neukölln usikker, men dog ikke hele vores samfund. Gennem sin tilspidsning skæmmer forfatteren sin fortælling med enkeltsager, hvad hun egentlig ikke havde behøvet: Før hun besluttede at forlade dette liv, havde hun i sit arbejde allerede opnået meget. Hun havde håndhævet og fremskyndet procedurer for unge lovovertrædere, hun havde hjulpet politiet, ungdommen, skolerne, bydelsinitiativerne og med held konfronteret en kultur af uvidenhed. Hun var en tapper kvinde. Med sin bog har hun efterladt sig en stridbar arv.

Dorothea Jung (Snaphanens oversættelse)

Førsteoplaget af bogen blev udsolgt på én dag, mandag.

Gegen die Kultur des Wegschauens – Kirsten Heisig: “Das Ende der Geduld”. Herder Verlag, Von Dorothea Jung, Deutschlandfunk,

Artikkelen er oversatt av Snaphanen, og er gjengitt i sin helhet etter avtale.