stefan.frank.hassan

Alexander Stevens er advokat ved et advokatkontor i München med speciale i seksuelle lovovertrædelser. I sin seneste bog, Sex vor Gericht (Sex for retten), beskriver han nogle af sine mærkeligste og mest chokerende sager. En af disse sager rejser følgende spørgsmål: Hvad gør man, når tolke, der arbejder for politiet og retssystemet, lyver og manipulerer? Eftersom ingen holder øje med tolkene, er det sandsynligt, at tolkens uærlighed i mange tilfælde forbliver uopdaget — Stevens’ bog skildrer den ødelæggende virkning, som en uærlig tolk fik på en sag.

Forældrene til en syrisk pige, “Sali,” havde bortlovet datteren til en mand ved navn Hassan, som på daværende tidspunkt stadig boede i Syrien. Arrangementet mentes at være til fælles gavn: Salis forældre ville modtage penge, og Hassan ville få tilladelse til at komme til Tyskland. Sali ville aldrig frivilligt have giftet sig med en mand, som var 34 år ældre end hende, men familiens ære krævede det. Sali havde imidlertid ingen gavn af dette arrangement. Hassans interesse for Sali var tilsyneladende begrænset til hendes krop. Han tvang Sali til at udføre alle tænkelige former for seksuel praksis flere gange om dagen og mishandlede brutalt pigen undervejs.

Sali var ude af stand til at skjule den kendsgerning, at hun ikke fandt behag i disse voldtægter, og hun blev syg, hvorefter Hassan bebrejdede hende og “åbent truede med at afkræve hendes familie en større kompensation for omkostningerne ved bryllupsfesten og mistede kærlighedsglæder.” Sali søgte hjælp i et kvindecenter, hvor en ansat tog hende med til en sagfører: Stevens. På centeret beskrev Sali sin ulykke, men var omhyggelig med gentagne gange at tage sin mand i forsvar. Hun var mere bekymret for familiens ære end for sig selv i det tilfælde, at Hassan besluttede at lade sig skille fra hende.

ANNONSE

“Efter to timers omhyggelig beskrivelse af seksuel mishandling, fysisk afstraffelse og psykisk ydmygelse,” skriver Stevens, “var jeg overhovedet ikke i tvivl om, at alt var foregået præcis, som hun sagde.”

Dagen efter forsøgte Stevens at få en aftale i stand om et forhør hos politiet og en tolk. Men han blev overrasket, da han ankom til kvindecenteret. Sali var som forvandlet. Pludselig ønskede hun ikke at have noget af gøre hverken med ham eller med den ansatte på centeret.

Nogen tid senere sendte en ansat på kvindecenteret ham et brev, som Sali havde efterladt til ham. Der stod:

Kære hr. Stevens,

Jeg er meget ked af at have voldt Dem så megen ulejlighed. Tro mig venligst, når jeg siger, at det ikke var mit ønske at gøre det. Alt, hvad jeg fortalte Dem, er således sandt. Jeg ønskede også at afgive en erklæring til politiet vedrørende det, jeg havde fortalt Dem. Men tolken dér fortalte mig, at en troende kvinde ikke bør benytte ord som sex og voldtægt. Den slags ord ville bringe min mand og vores familie i vanære. Hun sagde også, at det var blasfemisk af mig at gå til politiet. Ingen kvinde bør anmelde sin egen mand. Manden skal respekteres. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, hr. Stevens. For jeg tror, hun har ret. Jeg burde aldrig have bragt vanære over min mand og min familie. Derfor beder jeg Dem om, ikke at fortælle det til nogen. Jeg ønsker ikke at skabe flere problemer for min familie og min mands familie. Vær sød at tilgive mig. De var meget god ved mig.

Sali

På dette tidspunkt var Sali allerede død. Ifølge den ansatte på kvindecenteret havde politiet mistanke om selvmord.

Tolkene træffer bestemmelser vedrørende asyl

Især ikke-muslimske flygtninge klager over det pres, som muslimske tolke lægger på dem. Som Gatestone Institute allerede har berettet, bliver kristne og andre ikke-muslimer slået, truet og chikaneret i tyske flygtningecentre. En af grundene til, at de tyske myndigheder ikke griber ind, har at gøre med de muslimske tolke, siger Paulus Kurt, leder af arbejdsgrupperne under Centralkomiteen for østlige kristne i Tyskland (ZOCD):

“Tolke, som tilhører den islamiske religion, holder ofte med sagsøgte. Jeg har kendskab til tilfælde, hvor tolke på vej til politiet eller forinden har lagt pres på kristne og angiveligt har sagt til dem: ‘Hvis du indgiver en anmeldelse, kan du glemme alt om din ansøgning om asyl.’ Jeg har ofte bemærket, at udtalelser er blevet trukket tilbage, fordi kristne er blevet truet.”

Følgerne af dette magtmisbrug er ødelæggende: Tolke i Tyskland har stor indflydelse på, hvem der får asyl. I november 2015 pegede ansatte ved det statslige bureau for migration og flygtninge (BAMF) i et åbent brev til Frank-Jürgen Weise, lederen af bureauet, på de potentielle problemer ved dette system inden for bureauet:

“En syrer er en, der skriftligt definerer sig som syrer (afkrydser det rigtige felt på spørgeskemaet), og tolken (der sædvanligvis ikke er edsvoren eller fra Syrien) bekræfter dette. Tolkene er hverken ansat af det statslige bureau eller på nogen måde edsvorne over for forbundsrepublikken Tysklands retssystem. I sidste instans overlades undersøgelsen af asylansøgningen udelukkende til disse tolke – for så vidt det indebærer verifikation af nationalitet og derfor af det land, hvor forfølgelsen er foregået. Set med vore øjne er en beslutningsproces som denne, som praktiseres i massivt omfang, ikke i overensstemmelse med forsvarlig retsførelse.”

Tv-rapporter

I maj 2016 udsendte den tyske tv-kanal Bayerischer Rundfunk en rapport om muslimske tolke, der lyver. Rapporten, som havde titlen “Forræderi på flygtningecentret: Når tolke fejloversætter,” udstillede flere tilfælde af samme problem:

Ordstyrer: Med det stigende antal flygtninge er kravet om tolke også vokset hurtigt. I sidste instans spiller tolke for eksempel en central rolle i asylproceduren. Eftersom der er generel mangel på kvalificerede og edsvorne tolke, har det statslige bureau for migration og flygtninge for nylig søgt efter tolke med denne folder [titel: “Vi søger tolke”]. I folderen står der: “Du påtager dig et stort ansvar i dit arbejde, og vi forventer, at du er neutral og pålidelig.” Men der er ofte et gabende hul mellem forventninger og virkelighed.

Journalist: Mobbet og truet af andre flygtninge. Det er et rent mareridt, denne irakiske flygtning fortæller os om. Han beder en af tolkene om hjælp, men han [tolken] tager angriberens parti.

Hassan: “De ville banke os; de fornærmede os. Og tolken tænkte over det hele, alt imens han oversatte, og påstod, at intet af det havde fundet sted.”

Journalist: Hassan, som vi kalder den unge mand, tilhører yazidiernes lille, religiøse samfund. Radikale sunnimuslimer afskyr yazidierne, selv i Tyskland. I stedet for at videregive meddelelsen, snød tolken ham.

Hassan: “Tolken oversatte det til, at vi blot havde et skænderi på gaden.”

Journalist: Det var en bevidst fejloversættelse. Ikke noget isoleret tilfælde, siger Gian Aldonani. Hun flygtede til Tyskland som ung yazidisk pige. Som studerende i Köln blev hun engageret i arbejdet med flygtninge. Under forløbet stod det hende gang på gang klart:

Gian Aldonani: “Der bliver bevidst fejloversat. I begyndelsen troede vi, at der var tale om isolerede tilfælde fra Köln og omegn. Men ved en gennemgang af alle sagerne indså vi, at tolke overalt i Tyskland bevidst fejloversætter. […] Socialarbejderne er afhængige af tolkene. Tolkene udnytter denne situation. Disse mennesker gør det samme her, som de gør med minoriteter i deres oprindelseslande.”

 

stefan.frank.hassan

Hassan (t.v.), yazidisk flygtning i Tyskland som blev truet af muslimer, taler med en journalist fra tysk tv om, hvordan en regeringsansat tolk bevidst fejloversatte hans klage og tog angribernes parti. (Foto: Bayerischer Rundfunk video screenshot)

Flere “isolerede tilfælde”

Lignende sager – bestandig kaldt for “isolerede tilfælde” – optræder igen og igen i tyske og østrigske aviser.

I Østrig idømte Salzburgs distriktsdomstol i juni 2016 en jihadist to års fængsel. Han havde kæmpet for Al-Nusra Front i Syrien. Ved et tilfælde fik man kendskab til, at “den 29-årige var ankommet til Salzburg som flygtning i oktober 2015 og havde hjulpet til som tolk ved Freilassing-grænseovergangen.”

Vedrørende “tolk og kulturformidler Besnik S.” skrev avisen Hamburger Morgenpost:

“Besnik S. tolkede også for de unge flygtninge — indtil en af hans kolleger blev mistænksom. Besnik S. oversatte konstant ukorrekt. I stedet for at formidle kommunikationen for de unge mænd forsøgte han angiveligt at bringe dem tættere på hans egen ideologi. “

Særligt grotesk er sagen fra marts 2016 om en tjetjensk tolk, der arbejdede som domstolstolk i Graz, Østrig:

“Tolken havde allerede oversat adskillige personers udtalelser. Da endnu et vidne skulle afhøres på dette tidspunkt, forklarede kvinden [tolken], at det pågældende vidne var hendes mand. Men hun hævdede, at han ikke kunne komme den pågældende dag, og at han undskyldte sig med, at han befandt sig i Rusland i øjeblikket og forinden havde informeret retten om det. Manden var også anklaget i en anden proces af en lignende type. … Iagttagere havde allerede lagt mærke til, at tolken i pauserne under retsprocessen havde talt med omkring 20 tjetjenere blandt retslokalets tilhørere.”

Alexander Stevens, advokaten i München, har ofte det indtryk, at der er tale om “broderlig solidaritet” mellem tolke og kriminelle sagsøgte, siger han til Gatestone. Ud fra sine egne erfaringer og fra samtaler med dommere, anklagere og advokatkolleger ved han, at især muslimske tolke ofte begår brud på deres neutralitetspligt:

“Det er min personlige fornemmelse, at ikke kun de sagsøgte [men også tolkene] fra islamiske samfund er snu, luskede og til tider drevne. Ved denne domstol behandles ofte organiseret kriminalitet, bandevold, tyveri og bedrageri. De er ofte meget snedige, og der er en utrolig sammenhæng inden for de respektive kulturelle og religiøse samfund, især blandt albanere, tyrkere, syrere og marokkanere. Fællesnævneren er muligvis islamistisk indoktrinering. De er meget tætte på hinanden, næsten som en familie, men uden at være blodsbeslægtede.”

Myndighedernes forsømmelse

Problemet er velkendt blandt dommere og forsvarsadvokater, siger Stevens: “Det starter, så snart dommeren spørger: ‘Hvad er Deres navn?'” I stedet for en simpel oversættelse af disse få ord, taler tolken ofte “i en evighed.”

“Omvendt kan tolken måske senere nøjes med at sige en enkelt sætning, hvor man forventer et længere vidneudsagn. Ofte er man faktisk ikke helt sikker på, hvad det er, tolken og sagsøgte diskuterer.”

Stevens nævner forsømmelse fra de tyske myndigheders side som en årsag til, at dette problem forværres. Mens der er stramme adgangskrav for domstolstolke inden for sprog som engelsk og spansk, er det i Tyskland ikke tilfældet ved mange andre sprog. Han peger på, at den tyske delstat Bayerns lov vedrørende domstolstolke tydeligt fastslår: “Ansvaret for anerkendelse af udenlandske uddannelsesgrader tilfalder det bayerske undervisningsministerium” – hvilket vil sige, at selv ansøgere med usikre uddannelser kan hyres, hvis ministeriet føler, at der er mangel på tolke inden for et bestemt sprog.

Stevens kritiserer tyskernes naivitet:

“Edsaflæggelsen foregår således: Dommeren læser op for ham af loven om den dømmende magt og erklærer, at han [tolken] vil oversætte troværdigt og påpasseligt. Og det er det! Med det er han edsvoren, og ifølge tysk lov er han fuldkommen troværdig.”

Stevens peger på, at selvom dette problem har eksisteret længe, er det blevet endnu mere skadeligt siden starten på “flygtningeproblemet, som indebærer et helt potpourri af forbrydelser, herunder seksuelle overgreb.”

Menneskerettighedsaktivister: “Ingen tillid til muslimske tolke”

Karl Hafen, tidligere langvarig formand for den tyske afdeling af Internationalt Samfund for Menneskerettigheder (ISHR), er bekymret over den situation, som ikke-muslimer står over for i tyske flygtningecentre, hvor tolkene synes at være meddelagtige. Han fortalte Gatestone, at

“Det meste af det, vi får indberettet om tolkene, vedrører trusler om, at de ikke vil oversætte, hvis de berørte ofre giver muslimer skylden for deres ulykke, eller at tolkene forsøger at pege på, at det, der er foregået, er påbudt af Koranen.”

Mange flygtninge bliver allerede skræmt ved den blotte tilstedeværelse af en muslimsk tolk.

“Nogle ofre klager over, at de ikke længere kan tale frit, når en tolk er iført tørklæde og dermed afslører, at hun er muslim. Andre fortæller os, at de er bange for at gå til lægen med en muslimsk tolk, for på baggrund af det der er overgået dem, har de ikke tillid til hende.”

Hafen ønsker ikke at kalde disse tolke for islamister – de er normale, konservative muslimer:

“Igen, der sker en kraftig tilbagevenden til islamiske regler, en slags de-integration. Det afhænger også af, hvordan tolkene selv lever, om de er alene eller i en familie, som praktiserer islam. De muslimske tolke nægter at tro på, at det, der er sket, rent faktisk fandt sted som beskrevet. Og blandt meget andet bliver denne praksis opmuntret, fordi dele af vore medier – men især politikere og biskopper – bagatelliserer brutaliteten og simpelthen nægter at indse, at de mennesker, som er blevet ofre, eller som har set forbrydelserne med deres egne øjne, ikke længere har tillid til muslimer.”

Vi kan ikke tillade, at tolke fortsætter med at fejloversætte og manipulere med en allerede sårbar flygtningebefolkning. De tyske myndigheder bør reformere systemet vedrørende ansættelse af tolke ved domstole, politi og regeringskontorer, så alle flygtninge får den forsvarlige retsførelse, som de fortjener.

Stefan Frank, baseret i Tyskland, er en uafhængig journalist og skribent.

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629