Gjesteskribent

Hvad skaber en terrorist? Jessica Stern, en af verdens førende eksperter i terror, har været med til at udpege en række risikofaktorer, og her topper ideen om ydmygelse af en befolkningsgruppe, en civilisation.

Selv i lande med muslimsk befolkningsflertal er der en udbredt opfattelse af, at den islamiske civilisation er sakket bagud og bliver ydmyget af globaliseringen, af Vesten.
Amerikaneren Stern, som har undervist på Harvard University om terror, oplister desuden sekundære risikofaktorer for, at der udklækkes terrorister i en given gruppe: Et klart overtal af mænd i forhold til kvinder, en relativ stor andel af unge, en betydelig grad af militarisering i samfundet samt en følelse af fremmedgørelse og identitetsforvirring.
Dette beskrev hun videnskabeligt i Terror in the Name of God: Why Religious Militants Kill fra 2004. Bogen er baseret på en stribe interviews med terrorister rundt om på kloden og hjemme i USA.

Nu tilbyder Jessica Stern endnu en mulig årsag til, at nogle mænd bliver terrorister – for det er typisk mænd – mens andre ikke gør: Seksuel ydmygelse.
Hun understreger, at det er en hypotese og opfordrer til, at forskerkolleger undersøger spørgsmålet. Selv har hun fået nok, og mere om det længere fremme.
Stern fremhæver, hvordan der foregår seksuelle overgreb på drenge – uden for offentlighedens kendskab – i koranskolerne i Pakistan, madrasaerne. På samme måde sker der hyppigt voldtægt af drenge – i det skjulte – i Afghanistan. Det forekommer især om torsdagen, der hviskende omtales som man-loving day, fordi gerningsmændene kan få forladelse for deres synd under fredagsbønnen dagen derpå.
»Jeg har vidst om dette i mange år, men jeg knyttede ikke tingene sammen,« siger Jessica Stern fra hjemmet i Boston, hvor familiens spagt bjæffende hund giver sit besyv med på telefonlinjen.

Voldtægt som ledemotiv
Det er ad en lang omvej, at den 52-årige Jessica Stern er nået frem til aspektet om seksuel ydmygelse i relation til terror.
Hun studerede kemiske våben og andre masseødelæggelsesvåben og var i den egenskab med i præsident Clintons nationale sikkerhedsråd. I samme periode dannede hun model for Nicole Kidmans rolle som Hvide Hus-våbenekspert i actionfilmen The Peacemaker, inden hun hengav sig fuldtids til terrorproblematikken. I bogen The Ultimate Terrorists fra det skelsættende år 2001 advarer hun om faren for, at terrorister får fingrene i masseødelæggelsesvåben. Hun var dengang temmelig langt med at gennemføre sine interviews med terrorister.

70-80 stykker i alt.
Men det var først under forberedelserne af sin seneste bog, Denial, som kom for nylig, at Stern blev opmærksom på, hvor stærk følelsen af skam egentlig er hos voldtægtsofre, og hvordan den formentlig bidrager til, at nogle af dem vender frustrationerne udad og udøver vold mod andre – under bestemte omstændigheder i form af terrorhandlinger.
Hendes bog om fornægtelse er en personlig erindringsbog, som rummer rødglødende vrede foruden den kølige analyse, som hun er kendt for. Et langt stykke er det en spændingsbog, hvor Jessica Stern røber, at hun selv blev voldtaget som 15-årig, og fortæller om forsøget på at opspore gerningsmanden. Men først og fremmest er bogen en springende beretning om hendes liv med posttraumatisk stress.

– Du opdagede under arbejdet med bogen, hvorfor du har haft en ubændig nysgerrighed efter at finde ud af, hvad der motiverer terrorister? »Ja, jeg havde denne skøre fascination. Jeg begyndte at interessere mig for terrorister fra et teknisk udgangspunkt, men gik så et usædvanligt skridt videre ved at interviewe dem. Det bliver betragtet som en journalistisk metode, og for en forsker er dette ikke nogen kompliment, må jeg desværre sige,« siger Stern med smil i stemmen.
»Men jeg var ligeglad. Jeg tænkte, at jeg ville blive i stand til at svare på spørgsmålet om, hvorfor terrorister gør, som de gør. Det var mit standardsvar indtil for nylig. Men vi har alle dybereliggende, personlige grunde til at beskæftige os med det, vi gør. For mit vedkommende var det åbenbart voldtægten. Jeg ville forstå de onde mænd og deres onde gerninger – nærmest for at tæmme min egen frygt. Andre ville, hvis de kendte min livshistorie, for længst have samlet puslespillet. Dette var jeg først i stand til under arbejdet med den nye bog.« Jessica Stern tilføjer, at hun i bakspejlet også fik en forståelse af, hvorfor hun besad modet til at gennemføre interviewene med terrorister, der i flere tilfælde foregik i deres hule – så at sige – i grænseegnene mellem Afghanistan og Pakistan.

Hendes posttraumatiske stress fik hende til at holde følelser på afstand. Hun opbyggede et image som »stern«, barsk, svarende til sit efternavn. Hun blev frygtløs.
»Jeg var tiltrukket af fare, men havde samtidig en evne til at være usædvanlig rolig og hyperopmærksom. Jeg havde en dyb nysgerrighed. Jeg havde et nærmest eksistentielt behov for at vide besked. Jeg udnyttede min tilstand af posttraumatisk stress uden at være bevidst om det. Jeg ville ikke være i stand til det længere,« siger Stern og oplyser, at hun har haft god gavn af behandling med terapi og medicin.

Hvem og hvorfor?
Jessica Sterns nysgerrighed over for denne verdens værste terrorister førte hende videre til sin egen voldtægtsmand, da hun opdagede, at sagen var uopklaret. Hun ville vide, hvem han var som person, og hvad der drev ham? Forbrydelsen skete en oktoberaften i 1973, da Jessica var alene hjemme sammen med sin yngre søster i stedmoderens villa i en forstad til Boston. En høj, tynd mand, bevæbnet med en pistol og en bedøvende parfume, trængte ind i huset, da de netop var vendt tilbage fra balletundervisning. Han truede de to teenage-piger til at gå med op på overetagen, tage tøjet af og i stedet iføre sig lillepige-tøj, hvorpå han forbrød sig mod dem.

Han havde tilsyneladende en forhåndsviden om, at de var alene hjemme.
Jessica Stern beskriver ned i mindste, brutale detalje overgrebet og breder beretningen ud til at favne, hvad der ligner betændte familieforhold. Hendes far undlod at haste hjem fra en forretningsrejse i Norge, da han blev underrettet om voldtægten. Og han fandt ingen grund til at forfølge sagen, da han omsider dukkede op. Måske besad faderen, en overlevende fra holocaust, stadig en frygt for politi. Stern fortæller også, hvordan morfaderen trak hende med i brusebad, da hun var en halvstor pige, og holdt sin nøgne krop tæt mod hendes nøgne krop. En form for befamling.

Voldtægten blev aldrig grundigt efterforsket. Det lokale politi i Boston-forstaden Concord troede ikke på Jessicas og søsterens forklaring. Der blev ikke udsendt nogen advarsel om manden. Lokalsamfundet fornægtede begivenheden, fordi en erkendelse ville flænse forstadsidyllen.

Men omkring 35 år senere afdækker Jessica Stern sammen med en pensioneret lokal vicepolitimester historien. De står på hovedet i arkiver og identificerer voldtægtsmanden, som optræder i bogen under navnet Brian Beat. De når frem til, at mens politiet forholdt sig passivt, voldtog Brian Beat i alt over 40 piger og unge kvinder i private hjem og på kostskoler i Boston-området i første halvdel af 1970erne, inden han blev sat i forbindelse med et par tidligere seksualforbrydelser og idømt en fængselsstraf. Han hængte sig på et senere tidspunkt.
Stern opsøger også Brian Beats bekendtskaber og får nys om, at hendes voldtægtsmand formentlig selv var et offer for voldtægt. Meget tyder på, at han blev seksuelt misbrugt af en katolsk præst, da han var skoledreng. I øvrigt beskriver så godt som alle i Brian Beats nærmeste kreds ham som uskyldig.

Skammen og fornægtelsen
Jessica Sterns erfaring med voldtægt, med sin voldtægtsmand og med terrorister, som måske har været ude for seksuelle overgreb, får hende til at konstatere, at nok er der smerten ved overgrebet, men smerten varer ikke ved. Det gør skammen, og skam overføres seksuelt. Hun anfører videre, at andres fornægtelse ofte er værre end den oprindelige forbrydelse. For offeret er traumet tit så svært at bære, at personen lægger følelser bort og bliver mere tilbøjelig til at udtrykke sig ved vold.
Fysisk hævn kommer det ikke til for Sterns vedkommende.

Men hun afstår ikke fra at fantasere om at svare vold med vold, når hun får vredesudbrud. Og det beskriver hun uden filter i bogen. Her er det om hendes voldtægtsmand: »Der vil være en eksplosion i hans hjerne. Der vil strømme et elektrisk signal i hans hoved. Han vil erkende, at han gjorde universet uret, og hans hjerne vil eksplodere.« Hun er – på det mentale plan – også parat til at slå ud efter den psykiater, som vurderede hendes voldtægtsmand som ufarlig: »Det falder mig ind, at jeg gerne vil bruge en baseballkølle mod denne mand.« – Kan du øjne paralleller mellem terrorister, din voldtægtsmand og dig selv? Der er jo oplevelsen af seksuel ydmygelse til fælles.
»Der er noget tiltrækkende ved tanken om at blive terrorist som reaktion på at have været udsat for terror. Det må jeg erkende. Men at omsætte følelserne til action er noget andet.
Jeg må slå fast, at jeg fordømmer deres handlinger. Jeg har en akademisk empati med dem. Jeg kan forstå, hvor vreden kommer fra, men jeg har ikke sympati med dem,« siger Stern.

Identitet med værdighed – Med din viden og dine erfaringer – hvad kan der generelt gøres for at imødegå ydmygelsen og således forebygge terror? »På det seneste har jeg arbejdet en del med, hvad der kan udrettes for at modvirke radikalisering blandt unge. Og det viser sig at være en god idé at etablere fællesskaber for dem, der føler sig marginaliseret. Det er optimalt, hvis der blandt lederne er personer, som har været rekrutteret til terror. De er mere troværdige. De har været der selv. Man skal på den anden side af ydmygelsen og bibringe en følelse af identitet. En følelse af identitet med værdighed. Hvis man sætter ind i en tidlig fase, så er det meget lettere,« siger Jessica Stern i røret og henviser til projekter i blandt andet Storbritannien og Holland.

Terrorister. Hvorfor gør de det? Den amerikanske terrorforsker Jessica Stern skulle ned i sin egen fortid for at fatte, hvorfor hun var besat af ønsket om at forstå ondskab.
Af REGNER HANSEN

Weekendavisen | 29.10.2010