Jeg lå ned hos tandlægen og fik renset nogle betændte tandlommer. Tænderne kan ikke lide piberøg, men der er ikke noget at gøre ved det. Nogle bliver bedøvede, men så tyndhudet er jeg ikke. Min bedøvelse er et headset og noget høj pop musik, jeg ikke behøver lytte til. Det overdøver den fræsende lyd i mit tandkød og leder tankerne bort fra smerten. Jeg halvslumrer. Det er en dygtig tandlæge, han laver rekonstruktiv kirugi på hjemvendte Afghanistansoldater, jeg er en ren banalitet, og jeg skal ikke være mere pivet end dem.

Ud af larmen kommer Wilson Picktts Mustang Sally (1966) og fører tankerne på rejse, til første gang jeg hørte den samme år. Da jeg var 15 og mistede min uskyld, som det hedder med en kliche, der som så mange alligevel rammer præcist.

Hun var 16 og ikke uskyldig. Jeg husker ikke hvor jeg vidste det fra, for jeg kan umuligt have været modig nok til at spørge. Hun havde mellemblod halvlangt, glat hår, lange slanke lemmer som en mynde og et par elegante, smalle asiatiske øjne. En dårende nordisk dejlighed. Intet tøj, ingen kosmetik kunne have gjort hende skønnere.

Det var hjemme hos hendes far i en lejlighed med udsigt til Havnegade og bådene til Sverige. Hun satte mig på sengen, gav mig et dobbeltopslag fra Ekstra Bladet med en artikel af Inge og Sten Hegeler. Den har heddet noget i retning af, “Hvad en mand skal gøre for en kvinde”, eller måske nok noget mindre prosaisk. I baggrunden spillede “Mustang Sally”. I glassene var der hvidvin, fortyndet med vand, som børn får det i Frankrig. Så gik hun, og lod mig læse i fred.

Hun må have vidst, hvor længe det vil tage mig at læse artiklen, for jeg havde ikke været færdig ret længe, før hun kom tilbage fra brusebadet med en håndklæde om livet og et om det våde hår. Jeg var i en tilstand, hvor jeg ikke helt kunne koncentrere mig om at læse dobbeltsiden, jeg skimmede den flere gange. Dette var før skolerne gav seksualoplysning, jeg var på vej ud i ingenmandsland, som en soldat med verdens korteste uddannelse. Min konkrete viden om erotikken stammede i det store hele fra Agnar Mykle, Højsangen, Henry Miller og Soya. 1966 er i bøgernes tid, inden TV spiller nogen rolle for dannelsen af verdensbilledet. Ordene er der, billederne danner man selv. Men der er en glæde, ved at opdage tingene på egen hånd, trin for trin, igen pædagoger der affortryller ens opdagelsesrejse. Voksne glemmer glæden ved mysterier, og TV er gift for dem.

Jeg må have været skrækslagen, men jeg kan ikke huske det i dag. Jeg kan heller ikke huske, hvordan natten forløb, men på en eller anden måde, må den jo være gået uden at der indtraf katastrofer. Jeg må have bestået eksamen.

Om morgenen kom hendes far med en stor bakke morgenmad og sagde leende henvendt til sin datter, der slangede sig tilfredst i lagenerne: “Nå Anne Sofie, gik voldtægten godt?” Jeg var lige lettet over, at natten var overstået, men nu var jeg igen på udebane. Frisind koster arbejde.

Jeg har tit tænkt på hende siden dengang med taknemmelighed, for det er en tilfældig, ufortjent gave at blive indviet så nænsomt og kærligt, selvom jeg i øjeblikket følte, at det var noget praktisk og kontant ved det hele, men i virkeligheden var det et stykke indfølt opdragelse. Jeg er mere erfaren, nu skal jeg hjælpe dig let over det. Det er det opmærksomme og praktiske ved kvinder, jeg ikke kan stå for. Helt små piger har det allerede, hvorimod mænds opmærksomhed ofte ikke er noget at prale af.

Hun var ikke bare smuk, hun var klog, og jeg forestiller mig, at hun ikke er mindre smuk og elegant i dag som 60 årig. Den nat sluttede barndommen og mine brølende tressere begyndte.

Da jeg kom fra tandlægen, besluttede jeg mig at skrive det ned. Man får aldrig takket i tide, men måske læser hun dette.