Kommentar

Hvordan blir fremtiden i det flerkulturelle Oslo? Det er et alvorlig spørsmål som opptar mange. Mest i det stille sinn. En dansk journalist og prosjektleder Mette R. Jakobsen skrev en kronikk i Information der hun skildrer et besøk i en belastet forstad nordvest for Paris. Hun kom for å gjøre et intervju med et ektepar i forbindelse med en prosjektoppgave, men besøket kom til å dreie seg om noe helt annet. Ekteparet hadde en historie de gjerne ville fortelle. De satt inne i leiligheten som i en beleiret by.

Historien bærer preg av å være en novelle. Den er strukturert rundt det ukjente. Ekteparet vil at hun skal vite for å kunne fortelle. Hun pålegges en slags oppgave. Jakobsen har fortalt.

»Er du sikker på, jeg ikke skal vente på dig,« spurgte taxachaufføren bekymret og rakte mig kvitteringen.

Jeg var allerede halvt ude af bilen og forsøgte at holde styr på taskestropper, båndoptager og notesblokke. Jeg snuppede papiret og stak det mellem læberne.

»Nn msi« fik jeg sagt ud af mundkrogen. Non merci, jeg skulle nok klare den. Det var femte gang på en uge, et fransk ægtepar lukkede mig ind i deres hjem, og jeg vidste, det ville tage næsten to timer at få svar på alle spørgsmålene. Så ingen grund til at lade en taxa holde med meteret tikkende nede på gaden.

Vognen hvinede væk, og jeg stod alene midt på en stor plads i udkanten af Argenteuil nordvest for Paris. Foran mig lå fire højhuse. Af den nedslidte slags. En orange maling, der engang havde skinnet optimistisk, skallede nu af murene i store, sørgelige flager. Hele turen havde jeg siddet med næsen nede i min interviewguide, for at repetere spørgsmålene. Et stort og prestigefyldt projekt. En total kortlægning af franskmændenes opfattelse af deres hjem. 32 interview i alle dele af Frankrig. Alt sammen bestilt af en større byggekæde, der ønskede at segmentere deres brugere på ‘gør det selv’-ydelserne. Et projekt af en art, alle markedsanalytikere kun tør drømme om. Som yngste føl i firmafolden var det mit lod at tage i marken.

Stilhed

Bygning B var det vist, jeg skulle ind i. Jeg må indrømme, at jeg ikke længere husker det præcist. Jeg husker heller ikke navnet på ægteparret, jeg skulle besøge, og jeg kan slet ikke erindre, hvilken etage af højhuset, de boede på. Men det var højt oppe – højt nok til, at man skulle med en ældre faretruende knirkende elevator. Den var også orange. Og overtegnet med sorte, kantede tags. Af den franske slags.Nique ta mère, og sådan.

»Den virker ikke altid,« smilede herren i lejligheden, da han åbnede døren.

Han pegede på elevatoren med en ældet hånd.

»Heldigvis er der nogle gode trapper,« smilede han svagt og vinkede mig ind i entreen.

Kasser stod stablet op langs væggene i det smalle rum, tapetseret i samme årti og med samme farveskala som bygningens ydre mure. Hans kone kom til. Lille og væver og med eksotiske mørke øjne.

»Komme innenfor, komme innenfor,« må være den mest loyale oversættelse af hendes syngende franske. En snert af Indokina i både udseende og de sirligt trippende fødder hen over entrégulvet.

»Vi er ved at pakke vores liv sammen,« sagde manden.

»Nå, skal I flytte,« spurgte jeg høfligt og nærmest lettet på deres vegne.

Ikke et sted at blive gammel, fløj det gennem min hjerne.

»Nøh,« svarede manden, stadig med sit lille smil.

»Vi forbereder os bare på at blive gamle. Skiller os lidt af med det overflødige.«

Der blev stille i stuen, for det var den, vi var trådt ind i. Stilheden hang der bare i stuens halvmørke. Store bananpalmer skyggede for vinduet, mens kobberstik og etniske træarbejder dunkelt stirrede ned fra væggene.

Underligt svar, tænkte jeg, og blev professionel igen. De havde vel hørt, hvorfor jeg kom? En større markedsanalyse og repræsentativitet og segmentering og der var så mange fine ord, jeg kunne gemme mig bag ved.

»Ja, vi håber jo, vi kan fortælle vores historie til nogen. At der er nogen, der vil lytte,« sagde den ældre mand, der havde sat sig ned, og med en håndbevægelse bad mig gøre det samme.

Og den forbandede stilhed kom igen. Nu var det lige før den irriterede mig.

»Jamen,« begyndte jeg, »jeg skal jo høre historien om, hvordan I har indrettet jer. Først skal jeg interviewe den ene af jer – og så den anden. Bagefter vil jeg gerne have en tur rundt i lejligheden, og I skal hver især vise mig det rum, der betyder mest for jer.«

Igen ord – for mange af dem og især de forkerte. De gamle mennesker så pludselig små ud. De udvekslede blikke, og så rejste konen sig. Hun ville gerne vise sit køkken.

Ingen vil bo her

Standard hvid laminat, spisebord med voksdug. På køkkenbordet stod en riskoger og ovenpå køleskabet en bambus i en flettet urtepotte. Alt i en tilstand af malerisk forfald. En underlig eksotisk plet, svævende metervis højt oppe over asfaltpladsen og med en temmelig ueksotisk udsigt til nabobygningens afskallede facade. En trekantet udsigt, for nede foran køkkenvinduet hang en flosset persienne diagonalt.

»Det var stormen sidste efterår,« sagde manden, der var fulgt med i hælene på os.

»Men der er ikke flere penge i ejendommen. De andre beboere kan ikke betale,« sagde han, og stirrede ud gennem det interimistiske gitter.

De var flyttet dertil i begyndelsen af 70’erne, fortalte han.

Nå, tænkte jeg distræt, kiggede på uret, på de ubesvarede spørgsmål på papiret, og skiftede vægten lidt over på det andet ben. Det havde været et helt nyt byggeri, og det havde været en fantastisk chance at få så stor og moderne en lejlighed, så tæt på Paris.

»Der går jo tog,« nikkede han, og konen nikkede med, helt ind til Gare Saint Lazare. Han havde også overtalt sine forældre til at flytte med. Og de havde været glade, det havde været dejligt. I begyndelsen. For langsomt var det begyndt at falde fra hinanden. Folk var flyttet ud, og en ny socialreform havde betydet, at kommunen skulle overtage en del af boligerne til lejeformål. De folk, der var flyttet ind, havde få midler, og de kunne ikke betale til de fælles udgifter eller til vedligehold af ejendommene. Og så var det gået stærkt.

»10 år efter vi var flyttet ind, overvejede vi at flytte ud igen,« sagde han.

»Men vi tøvede – vi havde jo også fået mine forældre til at flytte herud, og de var for gamle til at tage andre steder hen. Og så var det for sent. Vi kunne ikke sælge lejligheden. Og vi kan stadig ikke. Ingen vil bo her,« fortalte han.

Og viste mig triumferende den nye vaskemaskine:

»Den butik, vi købte den i, ville slet ikke levere her til adressen. De siger, det er for farligt. På den tid, det tager at bære maskinen herop, ville de risikere at få ribbet varevognen nede på gaden. Så de parkerede ovre på den anden side af hovedvejen, og så måtte vi selv hente den dér.«

Efterladt

Han luntede let duknakket i forvejen ned ad den smalle gang og viste mig badeværelset og soveværelset. Alt nydeligt indrettet med ergonomiske håndtag og uden niveauforskelle. Ældresikret. Så de kunne blive her lige til det sidste, betroede manden.

»Jeg har et skydevåben,« udbrød han, da vi efter endt rundtur trådte ind i stuen igen.

»Jeg fik våbentilladelsen, efter de slog min mor ned ved højlys dag. Hun er 80, og de tog hendes håndtaske. Så nu går jeg aldrig ud uden min revolver,« sagde den nydelige ældre mand.

Jeg sank og tænkte kun på den taxa, jeg havde sendt væk. Jeg fortrød faktisk. Jeg havde ikke noget skydevåben. Kun mit lyse hår, min pc-taske og titusind andre ting, der på alle måder stak ud fra normen i et kvarter, hvor man slår gamle damer ned om formiddagen. Der var pludselig rigtigt langt til togstationen. Og i det hele taget langt hjem. Og hjem, det ville jeg. Hurtigt – og helst nemt og sikkert. Lejligheden var pludselig blevet til en lillebitte ø. Og jeg forstod, at de to aldrende personers måde at fremtidssikre sig på nærmere var ren forskansning. Et forsøg på at omdanne lejligheden til en tynd tange land af fornuft og almindelig social opførsel midt i et hav af lovløs- og håbløshed.

Nogen burde gøre noget, tænkte jeg spagt. Men det var ikke de ord, der kom ud af min mund.

»Vil De følge mig til toget,« fik jeg i stedet kvækket.

Det ville han heldigvis gerne. Jeg spurgte ikke, hvor han havde sin skyder, da han tog overfrakken på. Måske den har ligget i lommen. Måske han ikke tog den med. Hans kone trippede og bukkede. Jeg smilte lidt halvt, inden døren lukkede med et klik, der rungede i hele opgangen.

Han fulgte mig galant og tålmodigt gennem kvarteret. Vi gik ad det lille butiksstrøg, hvor der nu kun var illegale cafeer og improviserede købmænd, der solgte cigaretter og grønne bananer. Forbi den tidligere politistation, som nu var lukket. Politiet turde ikke længere arbejde der.

»De har efterladt os,« lød afskedsbeskeden.

Vi ville så gerne have, nogen fortæller vores historie, sagde en ældre, fransk mand, der fortrød en helt forkert beslutning om at flytte. Han sagde det til en dansk pige, der lige nåede at tænke, at nogen må gøre noget, inden hun blev opslugt af sit eget liv igen. Der skete ikke mere. Jeg tøvede. Og det fortryder jeg.

Mette R. Jakobsen er projektleder og journalist

Kronikkonkurrence: Ude i forstaden