je-suis-jalving

Det hænder, at folk ikke bryder sig om mit virke, mine holdninger eller mit sprog. Til morgen fik jeg f.eks. en mail fra en læser i Randers, der brokkede sig over min brug af adjektivet intrinsisk og substantivet tautologi i den seneste blogpost. Jeg svarede ham, at det kunne der muligvis være noget om, men at der på den anden side skal være noget for alle.

Værre er det, når Godhedens selvudnævnte apostle går til verbalt angreb. Så er det med vitriol i tanken. I guder, hvor kan de såkaldt Gode hade, hold da fest, hvor kan man hurtigt blive til en pest, hvis man altså tager virakken alvorligt. Personligt kan det også blive – vi er jo kun mennesker – men man er nødt til at holde sig til sagen og stole på sin egen dømmekraft og huske, at det alt sammen vil være irrelevant, når man ligger på dødslejet. Ellers er man for alvor i knibe.

Men når tilstrækkelig mange såkaldt gode mennesker deltager i løjerne via de sociale medier, venner og venners venner, så kan shitstorme opstå, hvis de etablerede medier også bidder på. Det var just, hvad der skete for debattøren Karina Pedersen for nylig, og hvad der ramte Jørgen Leth og hans fascination af kokkens datter for nu, ja, mere end ti år siden.

ANNONSE

Hvordan føles det at være inde i en shitstorm?

Det skal jeg sige jer. Der er stille. Jeg mener, mobilen ringer som en besat, alle vil have en kommentar, men i de korte pauser er der helt stille. Det eneste, jeg kunne høre, da forargelsen over mit kortvarige program på Radio24syv forsinket ramte avisernes forside, tv og radio, var den befriende stilhed som i pauserne mellem numrene på et rædselsfuldt album.

Jeg satte mig ud i det gode vejr og blev buddhist, så længe det varede. Jeg ved ikke, hvor det kom fra, det kom bare, fuck dem, jeg kan alligevel ikke styre stormen, gider ikke en gang forsøge.

Jeg betragtede min børns leg og tænkte, de var væsentlig tættere på naturen end shitstormerne og morede mig pludselig over de stakåndede journalister i røret, der skrev og skrev hinandens artikler af. At de ikke kunne høre og se det selv.

Det gode ved at have forladt ungdommen, er, at man bliver så ligeglad – og mere sig selv. Ikke fuldstændig afsondret eller isoleret, jeg vil ikke lyve, men meget mere ligeglad end førhen, hvor jeg sad med snuden nede i Weekendavisen hver fredag formiddag for at se, hvem der nu hadede hvem i anmeldelser og kommentarer og klippede de mest ondskabsfulde passager ud. I dag har jeg for længst sagt avisen op. Det meste er alligevel bare pjask fra Indre By, professionelt sniksnak og poesi på papir.

Sådan er det altså at blive ældre. Jeg har hadet tanken, siden jeg var 25 og sad på en lille ø ude i Stillehavet og troede, jeg var noget, men med alderen begynder der at tegne sig et lysere perspektiv. Folk er, som de altid har været, ikke et hak bedre til trods for oplysningstid og moderne teknologi, men det er også ok, at leve er for en stor dels vedkommende at tilpasse sig de forhåndenværende omgivelser. I bedste fald at slås, men også at bære over med fjenderne. De gør deres, jeg gør mit.

Jeg er for øvrigt ikke selv for god. Og det er folk med flotte titler søreme heller ikke. Har man først set en bankdirektør blive skilt, ved man, hvad penge betyder.

Eller tag vor egen Per Nyholm, som altid rejsende i hån, spot og latterliggørelse. Stilen er manden, siger man jo, og manden er stilen, for såvidt han sjældent nedlader sig til at hade specifikt ved navns nævnelse. Næ, han hader sådan mere generelt og ophøjet alt til højre for ham selv. Selv når han i søndagens JP skal anmelde hele fire bøger om Osmannerrigets fald for hundrede år siden, kan han ikke komme i gang uden at inddrage sine nutidige fjender fra den verserende debat om islams rolle i Europa som ”forskrækkede småkårsfolk og hankeløse intellektuelle i den åndelige provins”.

I det timelange interview, som findes på denne podcast, taler de to amerikanere, forfatteren Bret Easton Ellis og musikeren Moby om ideologiseringen af kunst og politik og de sociale mediers medvirken, og jeg tror, det vil interessere flere. Ikke at jeg er enig i eller forstår alle deres pointer, der udgår fra en amerikansk kontekst, men her er i hvert fald noget at tænke over, også når det gælder shitstorme og evnen til at kunne værdsætte stilheden.

Og nu, fandme så, skinner solen igen. Vi ses!

 

 

Je Suis Jalving kan høres her.

Artikkelen sto i Jyllands-Posten
ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629