Torsdag aften havde jeg min debut i svensk tv. Det var – skal vi sige – interessant. Vist har jeg som mange andre udlændinge både set, hørt og læst mit fra verdens humanitære stormagt, men målløs kan man altid blive i det Sverige, der forandres dag for dag. Min mund klistrede til, sved og fortvivlelse sprang frem fra mine porer, som jeg sad bænket i debatstudiet mellem en kommende stjerne i Det Muslimske Broderskab og en ung kurder, der just havde været i Irak og kæmpet mod Islamisk Stat, fordi, som han udtrykte det, »de ikke er mennesker, men dyr.«

En smuk kvinde med latinamerikansk baggrund fortalte, hvorfor hun og andre unge svenskere er begyndt at blokere Sverigedemokrater fra venskab på Facebook og andre sociale medier. Min første tanke var, at det i grunden er ret uskyldigt, for så vidt man naturligvis selv bestemmer, hvem man vil være venner med, men hvad der slog mig, var hendes latente intolerance. Sekunder senere blev den manifest, idet kvinden begav sig ud i en længere tirade, og forvandlede sig til en præmiesvensker proppet med sekterisk selvretfærdighed.

Minutterne gik, og jeg overvejede fejt, om jeg kunne liste ud og nå et tidligere tog hjem, og hvorvidt der i så fald ville være en salgsvogn ombord. Så kiggede studievært Kristina Hedberg pludselig på mig og spurgte, hvordan jeg oplevede debatten. Oplevede? Jeg sad jo midt i en messe, et bønnemøde, en – ja – søndagsskole. Dét eller noget lignende sagde jeg, overrasket over, at der kom ord ud af min mund, mens jeg i mit stille sind takkede Søren Krarup for at have lært mig at spotte en erstatningsreligion i selv den dybeste brønd.

Budskabet lod ikke til at gå igennem. I stedet gik ordet videre til en indigneret migrationsforsker, der tilfældigvis også var socialdemokrat af den nye slags, som i ramme alvor mener, at det er en menneskeret at få asyl, og at alt, hvad der begrænser menneskers fri bevægelighed, er umoral. At nedbringe trafikken til Sverige, der i forvejen bevilger flere mennesker asyl end Storbritannien, Frankrig, Spanien, Finland, Danmark og Norge – tilsammen – ville være »racistisk«. Hvorvidt anklagen også gjaldt den forhenværende socialdemokratiske statsminister Göran Persson, hvis regering ”kun” bevilgede 30.000 asyl om året – mod det tredobbelte i år – stod uklart.

Det kan være svært at fatte, præcis hvorfra en sådan analyse kommer, men det må være en olympisk position. Den gode vilje, afkoblet fra alle sociale konsekvenser. Fritsvævende abstraktion. Rene hænder. Lukkede øjne. Kreativ ignorance. Ukendskab til den reelle segregering. Forblændet fremskridtsoptimisme. Postimperialistisk skyld. Humanisme på speed.

Eller hvad Søren Krarup opfatter som politisk religiøsitet. Jeg sad i det mest sete debatprogram i Sveriges Television med Søren Krarup i mit hoved og kom til at le ad kulturkløften. Vi talte helt og aldeles forbi hinanden. En kendt operasanger forsøgte at belære et par af Sverigedemokraternes vælgere, der havde dristet sig ind i studiet, om, at det parti, de havde været idiotiske nok til at stemme på, var ren og skær fascisme. »Neofascisme«, korrigerede kvinden med de røde læber. Endnu mere sinistert, forstås.

Publikum klappede. Projektører badede studiet i lys og glamour, men sjældent har jeg oplevet et sådant mørke. Sekterisme som public service. De rettroende mod de frafaldne.

Studieværten sagde tak for i aften, folk vinkede farvel, alle virkede tilfredse. Udenfor ventede taxaer.

Havde lyst til at drikke mig baccardi, men indså i hotelbaren, at jeg i så fald ville behøve at tage et nyt lån i huset, og 10 minutter senere faldt min gamle, skyldige krop i nærdødslignende søvn i den klinisk rene seng.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten.