Først tænkte jeg, at sagen var for banal. Søren Krarup kom til at sige om Emmanuel Macron, at

”Jeg ville aldrig stemme på den der lille pæne bøssedreng, var jeg lige ved at sige, som jeg ikke overhovedet kan tage alvorligt.”

Søren Krarup sagde derpå med det samme, da Clement Kjærsgaard spurgte, hvorfor Søren Krarup sagde sådan, at

”Det er også forkert. Det er også forkert. Du ved, jeg ville have fundet et lidt pænere udtryk, men når man står ansigt til ansigt med dig her, så kan det tit være svært at finde det. Så jeg ville have sagt lille artige skoledreng.”

Så kan det ellers nok være, at mediedanmark, men også de sociale medier, gik i selvsving ganske uanset, at Søren Krarup havde sagt, at der røg en finke af panden. Det har sikkert kun pustet til ilden, at der i dag udspandt sig følgende samtale mellem Søren Krarup og en journalist fra Politiken:

”Hvad mener du generelt om homoseksuelle?

»Jeg mener ikke noget særligt. Jeg bryder mig ikke om det, men jeg mener ikke noget særligt«.

Når du siger, at du ikke bryder dig om det, hvordan skal det forstås?

»Det skal forstås, som det siges, at det ikke er noget, jeg har sympati for«.

Hvad med de mennesker, som er det?

»Jamen, dem har jeg da tit ondt af«.”

Gys, tænkte segmentet hos Politiken og Information, hos politisk korrekte politikere fra Alternativet til Venstre og over det hele. Det er forbudt, hvad han siger. Det er som at høre en kætter sige, at han er antikrist. Minimum må være, at Søren Krarup skal åndeligt brændes på de politisk korrektes bål, skal udgrænses af det gode selskab, som Søren Krarup med stolthed kan sige, at han aldrig har været en del af.

Skal vi lige genopfriske de seneste godt 30 års danmarkshistorie? Den handler om, at Søren Krarup som den første så, at den selvmorderiske udlændingelov af 1983 ville gøre danskerne til fremmede i eget land.

Nå nej, den slags argumenter tæller ikke, slet ikke. Her må gælde det mest klaustrofobiske, åndelige klima, som det udspiller sig på USA’s såkaldte eliteuniversiteter, hvor ytringsfriheden for længst er knægtet.

Er det, hvad de politisk korrekte i dette land gerne vil have? At vi skal gå i selvsving over køn, over seksualitet, over såkaldte mikroaggressioner, over såkaldt mansplaining, over alle de syge begreber og fornærmelser, som kun ekstremt selvcentrerede mennesker kan gå op i?

Søren Krarup kaldte Macron en lille pæn ”bøssedreng” og rettede sig selv. Alligevel røg det politisk korrekte Danmark op på de høje nagler og befinder sig fortsat deroppe.

Jeg gider ikke engang besvære læserne med alt det, som de samme politisk korrekte har muntret sig med at kalde kritikerne af den spændende udlændingepolitik, der med stor sandsynlighed vil kaste en række europæiske lande ud i borgerkrig eller det, der ligner.

Nej, lad os gå efter den mand, der i mere end 30 år har advaret mod katastrofen, fordi han kom til at sige ordet ”bøssedreng”.

Niveauet er så lavt, at det kun kan gå den vej, hønsene skraber, for de politisk korrekte.

Jyllands-Posten 9. mai 2017

Vi i Document ønsker å legge til rette for en interessant og høvisk debatt om sakene som vi skriver om. Vennligst les våre retningslinjer for debattskikk før du deltar 🙂