Gjesteskribent

Medierne og den politiske kulturelite hetzer Pia Kjærsgaard. Men de politisk korrekte kan og vil ikke se, at deres egen heksejagt har ført til overfald. Omvendt kan de sagtens forestille sig, at kritik af islam må føre til overfald på muslimer

Af Geoffrey Cain

Søndag den 28. februar skete der noget ganske usædvanligt.

En Politikenlæser fra Ringe skrev om sit ubehag ved bladets »dybt forhånende og latterliggørende tegninger af Pia Kjærsgaard«, der fortjente en undskyldning, som måske kunne »dæmpe hendes tiltagende hovmod«. Det sidste skulle absolut med. Direkte støtte til Pia Kjærsgaard er ganske utænkeligt i højere kulturkredse, hvor det altid er god tone at hakke på DF’s førstedame eller stikke hende diskret med en forgiftet paraply.

Som her f. eks.

I ‘ Alle mænd elsker porno’, Politikens kronik 21. juni 1998, skrev Michael West, at under et samleje »har vi også travlt med at koncentrere os om at forestille os Pia Kjærsgaard i bikini for ikke at få for tidlig udløsning!« Under overskriften ‘ Har De en Pia Kjærsgaard boende her?’ fra 19. september 1997 skriver Morten Sabroe, at han har tandpine – og denne tandpine har han døbt Pia.

Arne Melchior har engang i en tv-debat antydet, at DF’s førstedame havde til hensigt at begå massemord på flygtninge, og knap en måned efter overfaldet på hende var han på banen med en opsigtsvækkende fordømmelse af fascistiske tendenser og korporlige overfald. Men ikke overfald på Pia Kjærsgaard. I stedet for at tage afstand fra det foretrak han at understrege, hvor ond den overfaldne og hendes ligesindede egentlig var. Det skete under oplæsning den 30. april af et digt af Benny Andersen, der advarede mod den gryende fare fra Dansk Folkeparti og andet djævelskab.

Det skete fra Folketingets talerstol og sluttede med: »… endnu marcherer de ikke i takt, men partiet står parat med åbne arme og lukkede grænser«. Denne underforståede mening var der flere, der delte, og nogle af dem sagde det lige ud. Dagbladet Socialistens skribent August Miehe-Renard kaldte overfaldet »forståeligt, uundgåeligt og nødvendigt«, og UNG-Sams daværende formand, Ali Celik, sagde, at det var »legitimt at overfalde Pia Kjærsgaard«. Informations David Rehling tog Nyrups hundetråd op og kaldte Pia Kjærsgaard for »det monster, der har glammet i familien Danmarks stuer… og tilmed spredt sin nødtørft«. Ekstra Bladet har tegnet hende som en hund med stinkende bag, og det pæne Kristeligt Dagblad har ladet hende portrættere som en slange i paradisets have. D. v. s. som selve symbolet på ondskaben. Berlingske Tidendes Jens Hage har afbildet hende både som en spændetrøjeklædt sindsyg i en gummicelle og et troldkvindeansigt i et toiletkumme.

Her i bladet har Per Marqvard Otzen tegnet hende både som heks og som hjerneorm og meget, meget mere.

Intet symbol har været uhyrligt nok, inklusive Pia Kjærsgaard i færd med at dolke en lille negerdukke (en JPtegning af Niels Roland), og fremmest blandt de spottende ser man altid Politiken, der ellers har været hurtig til at tage hatten i hånden over for profetens mange efterkommere.

Man skulle nødig krænke nogen.

De kan ikke se det

Ovenstående tegning af Roald Als var det, manden fra Ringe protesterede over, og det er langt fra at være et éngangsfænomen.

Roald Als har afbildet sit yndlingsoffer som stinkende uhyre mindst én gang om ugen gennem de sidste mange år, ( jeg vil gætte på fem eller seks, hvilket giver ca. 200), og når man samtidig betænker, at det netop er de politisk korrekte og de frelste, der er de første til at tale om ‘ tonen i debatten’, kunne man fristes til at se det enorme svælg mellem ophøjet moral på den ene side og det tarveligste karaktermord på den anden som hykleri.

Hvad det ikke nødvendigvis er.

Hykleri forudsætter, at hykleren er klar over sin dobbeltmoral.

Men det er næppe tilfældet her. De politisk korrekte kan ikke se det.

De er rundet af en 68-generation, der fordømte ‘ diktatur’ og ‘ imperialisme’ i den frie verden, alt imens de støttede ægte diktatur og ægte imperialisme hos deres idoler i Øst. Så den slags double thinking er ikke noget nyt for dem, og de ligger næppe vågne om natten med samvittighedskvaler over det.

Fænomenet er som sagt bestemt ikke begrænset til Politiken, det er hele den politiske kulturelite, der driver heksejagten, men Politiken synes at være dynamoen.

Den meget begavede karikaturtegner Mette Dreyer havde allerede afbildet Pia Kjærsgaard som rotte i BT, før hun fandt sin naturlige niche under en af Tøger Seidenfadens dobbelthager, og en anden Pia Kjærsgaardrevser, den noget mindre begavede Bob Katznelson – tidligere i Politiken – fortsætter nu i samme stil i Berlingske Tidende, hvor hans pen formelige dirrer af had til Pia K., som altid gengives i skikkelsen af en dæmon. Hvad der ikke er så lidt ironisk.

Verbalt syretrip

I denne oplyste tidsalder bliver inkvisitionsstemmer fra fortiden ved med at dukke up. Prøv at læse dette verbale syretrip af professor Brian Patrick McGuire i Politikens kronik 14. oktober 1997: »Nu ser jeg djævelens ansigt«. Udtalelsen er ikke direkte møntet på Pia Kjærsgaard, men på højrefløjens »destruktive kræfter« og »forbrydelser mod menneskeheden«. Og samme sygelige fantaseren så man i Politiken 15. april 2001, hvor en vis Zune Holm skrev sådan her om et mareridt: »Hende den unævnelige (…) har jagtet dig gennem mørke, fugtige gange, op ad endeløse trapper fra et mørkt dyb hvor din allerværste frygt befinder sig: Hendes navn er Pia Kjærsgaard«. Det er et had, der ligner en besættelse, og det er det samme med Politikens terrible twins Rune Engelbreth Larsen og Carsten Jensen, hvor man ind imellem har en klar fornemmelse af, at de ikke helt er velforvaret. Især sidstnævnte.

Hør, hvad der skete, da han kort efter VKO’s sejrsvalg i 2000 åbnede sin pung. Han fandt penge, der »… stank af sur komælk, fordærvet flæsk og Pia Kjærsgaards harske parfume«. Ondskabens egen duft, kunne man forstå.

»Går Pia Kjærsgaard i seng med marokkanere?« spurgte Jensen i Politikens kultur(!) sektion 19. maj 2002.

»Kan hun smage på en mands sæd, hvad han har drukket dagen før?« Smagfuldheden er illustreret med en Søren Mosdal-tegning, der viser os hvad Pia i al hemmelighed drømmer om: en sort omskåret penis. Hun er åbenbart besat af sex, og Ekstra Bladets Morten Ingermann har i mange år excelleret i at fremstille hende i et orgie af kønsorganer.

Herværende avis har engang ladet Marqvard Otzen anbringe hendes kontrafej mellem Uffe Ellemann-Jensens nøgne lår. Otzen er nu fastansat i Politiken, hvor han fortsætter lidt i samme stil. Og pudsigt nok i en tid, hvor man er begyndt at tale om »hensyn« og »anstændighed«.

Kan få konsekvenser

En tegning af en mand med en bombe i sin turban skal man sige undskyld for ( det var »misbrug af ytringsfriheden« ), men idelige slag under bæltestedet er helt okay. I hvert når det gælder folk uden mulighed for at slå igen, og det kan Pia Kjærsgaard af gode grunde ikke. Så dér er der ingen grund til karrighed med ukvemsudtryk. Hør Frans Beckerlee, der afsluttede et indlæg i Politiken i foråret 2000 med : »Pia Kjærsgaard, fuck you«. Den slags udtalelser, når de gentages uendeligt mange gange, kan have konsekvenser.

Blot er de usynlige for de politisk korrekte.

Da Poul Nyrup Rasmussen i foråret 1999 fordømte en politisk brandstiftelse, kom han for skade til at sige, at man før dette attentat ikke havde kendt til politisk vold i Danmark. Overfaldet på Glistrup i 1983 havde han aldrig hørt om, ej heller overfaldet på Pia Kjærsgaard i marts 1998 – blot nogle måneder før den omtalte brandstiftelse.

Alt dette var fortrængt.

De politisk korrekte kan ikke se, hvad deres egne ord fører til, så konsekvenserne er ikke deres bord. Omvendt kan de sagtens forestille sig, at kritik af islam må føre til overfald på muslimer (selv om det i de allerfleste tilfælde er muslimer, der overfalder andre). Men de kan ikke – vil ikke – se, at deres egen heksejagt har ført til netop det.

Overfald. Hvad ellers? Når Roald Als gennem fem år tegner Pia Kjærsgaard som snavs (en gang direkte som lort), kan folkene længere nede i fødekæden vanskeligt undgå at føle, at det er nødvendigt at fjerne dette snavs. Sådan kan ovenfrakommende signaler fortolkes.

Information | 12.05.2010

Gjengitt med forfatterens velvillige tillatelse.

Les også

-
-
-
-

Les også