Gjesteskribent

Det var kun hans ægteskab med en arisk kvinde, der reddede den tyske litteraturprofessor Victor Klemperer (1881-1960) fra Auschwitz, og det lyder umiddelbart rimeligt, at han – hvis han levede i dag – ville være den første modstander af, hvad der går under betegnelsen ’racisme’. Og det er der flere forhold, der peger på.

Midt i rædslerne i tredivernes Tyskland skrev han en bog om de sprogmanipulationer, der gjorde Holocaust mulig. Den hed ’LTI. Lingua Tertii Imperii. Det Tredje Riges sprog’, og dens budskab var i al korthed denne: At verbaldæmonisering meget nemt fører til vold. Det er også denne kronikørs holdning. Men vold mod hvem?

For forfatter og foredragsholder Knud Lindholm Laus er der ingen tvivl: Det er vold mod muslimer. De er vor tids jøder, mener han, og de bliver dæmoniseret på samme måde – eller næsten på samme måde – som jøder i Hitlers tredje rige. Dæmoniseret af hvem?

Ifølge KLL er det the usual suspects, det vil sige først og fremmest Dansk Folkeparti, Trykkefrihedsselskabet og alle bloggere med en kritisk holdning til muslimsk indvandring. Og derfor har KLL iværksat et storstilet korstog mod alle de nævnte, der – måske uden at vide det – løfter arven efter den gale Adolf, der endte sine dage under Berlins ruiner i 1945.

Fair nok. Det eneste problem med dette udgangspunkt er, at det bygger på en virkelighedsopfattelse, der har meget lidt til fælles med verdenen uden for studerekammeret. I virkelighedens verden er det ikke muslimer, der bliver udsat for vold i Europa, det er deres kritikere. Som bekendt kan Pia Kjærsgaard ikke forlade sin bopæl uden én eller flere livvagter i hælene, og Naser Khader er i samme situation.

Pia K. er truet af den politisk korrekte venstrefløj, Khader er truet af radikale muslimer. Samtidig kan man konstatere, at ingen muslim i Europa behøver livvagt, og ingen moske har behov for en pansret indhegning, som den, der omgiver Jyllands Posten og den jødiske Carolineskole. Sådan er virkeligheden i dag.

I Sverige ser det endnu værre ud for islamkritikere, og hele seks medlemmer af Sverigedemokraterna – det parti, der svarer mest til Dansk Folkeparti – er blevet udstyret med livvagter efter et overfald, der nemt kunne have kostet et kurdisk medlem af Sverigedemokraterna livet. Han har nu forladt politik.

Hvordan ser det så ud uden for den politiske verden? Hvem bliver udsat for vold på gaden? Muslimer? Nej, her i kongeriget er det almindelige etniske danskere, der oftest bliver udsat for vold, og dette mønster gentager sig i hele den del af Europa, hvor der har været en massiv tilvandring fra Mellemøsten, Tyrkiet og Pakistan. Det er altså ikke muslimer, der går i fare for deres liv.

Det er først og fremmest dem, de har set sig gale på, jøderne og bøsser, og så dem, der kritiserer islam. Men det taler pæne mennesker ikke om. Det faktum, at grønlænderne er blevet fordrevet fra Gellerupplanen, og jøderne forsøges fordrevet fra Malmø, har medierne valgt at vende det blinde øje til, og – lige som KLL og hans meningsfæller – gør alt for at bagatellisere racistiske overfald begået af mennesker fra Mellemøsten, alt imens de fokuserer på alt, der bidrager til, at de opfattes som ofre.

Lyder det usandsynligt?

Det gør det sikkert for dem, der kun kan se ud af det venstre øje, men ved nærmere eftertanke burde selv de tungnemme kunne se, at det netop er islamkritikere – Salman Rushdie, Gert Wilders, Ayaan Hirsi Ali, Taslima Nasreen, Robert Redeker, den franske filosof og islamkritiker, der lever under jorden på femte år, den myrdede Pim Fortuyn, den myrdede Theo van Gogh og et utal af andre – der går i fare for deres liv.

Ikke altid fra muslimer, men oftest af folk med – i egen forståelse – en moralsk pligt til at advare verden imod ’folkefjender’ som dem. Og måden at advare på kan være særdeles barsk. Så barsk, at det allermest minder om den sprogmanipulering, som Victor Klemperer kaldte ’LTI: Det tredje riges sprog’.

Takket være det lukkede øje vil det sikkert komme som en stor overraskelse for KLL & co., at Pia Kjærsgaard og ligesindede jævnligt fremstilles i de politiske medier som havende de samme bestialske træk, som jøderne havde for nazisterne. Ikke med lignende symboler vel at mærke, men med præcis de samme symboler, som Klemperer harcelerede over i sine notater om LTI.

Eksempelvis er Pia Kjærsgaard her i bladet de sidste fire–fem år udelukkende blevet tegnet som snavs. I et enkelt tilfælde som lort. Politikens stjernetegner Mette Dreyer har tidligere tegnet hende som rotte i BT, og en forhenværende karikaturtegner på bladet, Bob Katzenelson, har tegnet hende som grib og som dæmon. I Ekstra Bladet er hun blevet fremstillet som gris (»Pia, du er en so«, har Michael Carøe udtalt fra scenen), og både EB og BT har jævnligt tegnet hende som hund.

I Kristeligt Dagblad er hun blevet fremstillet som slange, Dagbladet Information har tegnet hende som en heks og en orm, der æder menneskers hjerne, og mundtlige ytringer er præget af samme symbolik. Pia Kjærsgaard og alle DF’ere er »det monster, der har glammet i Danmarks stuer og tilmed spredt sin nødtørft«, skrev David Rehling i Information, og det bakkede SF’er Hans Erik Sætterup op sammesteds i et læserbrev med den prægnante overskrift »Pia lugter grimt«.

»Pia Kjærsgaard og Adolf Hitler er to alen af ét stykke,« proklamerede daværende cd’er Peter Duetoft, og eftersom hun er snavs eller det, der er værre, var det kun naturligt, at nogle »gæve gutter« (udtrykket er fra Berlingske Tidendes daværende debatredaktør Niels Houkjær) tog sig sammen til at give dette menneskelige snavs en lærestreg. Det skete med slag og spark på Nørrebro i foråret 1998.

»Det er legitimt at overfalde Pia Kjærsgaard«, skrev Ung-SAM’s daværende formand, mens dagbladet Socialistens skribent August Miehe-Renard kaldte overfaldet »forståeligt, uundgåeligt og nødvendigt«. Flere var enige i, at volden var berettiget. »Hun har fortjent det«, skrev Lars Bonnevie i Land og Folk. Og det kan man godt forstå, de mente.

Eftersom Pia K. i selv de pæne blade er blevet sammenlignet med en heks, en prostitueret, en horemutter en pengepuger, en morder og et svin, er det naturligt for dem at sige det. Berlingske Tidende har fremstillet hende som et uhyre i en toiletkumme, og ligesom jøderne i Hitlers rige ofte blevet portrætteret i færd med at skubbe andre i døden, har der været tegninger af Pia Kjærsgård i gang med at kaste flygtninge ned i havet til glubske hajer (Berlingske Tidende).

I Jyllands-Posten har man set hende i færd med at dolke en negerdukke i hjertet – et billede, der minder uhyggeligt meget om Dr. Stürmers billede af jøder i gang med at tappe et barn for blod. »Nu ser jeg djævelens ansigt«, skrev professor i middelalderhistorie Brian McGuire, der tydeligt ikke anede, hvor tæt han selv var på middelalderen (Pol. 14.10.97).

Havde overfaldet (der i øvrigt er blevet fulgt af flere) ingen forbindelse med de politiske korrekte mediers dæmonisering? Det kunne den nu hedengangne Tøger Seidenfaden godt se, at der var noget om. »Men de fleste journalister kender også til ubehaget ved at opdage, hvor voldsomme virkninger en lille artikel egentlig kan have for de mennesker, den vedrører«, skrev han her i bladet kort efter overfaldet. En lille artikel? Hvad med en tegning af nogen som rotte? Hvad slags signaler sender det?

Det kan forhenværende medlem af Folketinget Naser Khader tale med om. For nogle år siden blev han meget upopulær hos imam Abu Laban, hvis moske At Tauba på Vesterbro havde inviteret kendte terrorister som gæsteprædikanter.

Han sagde, at Naser Khader var en rotte. »Hvorfor siger han ikke, at jeg er et svin?« spurgte Khader. »Det er, fordi man udrydder rotter«. Ja, og det smarte ved den slags udtalelser er, at den, der fremsætter dem, ikke bagefter kan anklages for vold, hvis nogen skulle opfatte det skjulte budskab og gøre noget ved det.

Pudsigt nok er der i det fredelige og konsensussøgende Danmark faktisk tradition for den slags. I 1983 blev Mogens Glistrup overfaldet i Fælledparken. Det var 1. maj, arbejdernes dag, og nyheden om, at Glistrup ville deltage, havde fået daværende statsminister Anker Jørgensen til at skrive, at »det ender i støvletramp, hvis vores indsats mislykkes«. Der blev uddelt løbesedler, og folk stod parat, da Glistrup ankom. Bagefter tog Anker Jørgensen lunkent afstand fra overfaldet ved at kalde det »meningsløst«.

»Det var fandeme ikke meget at svinge sig op til«, skrev Leif Blædel i Ekstra Bladet, og BT var endnu mere klar i mælet. »Man skal være meget forsigtig, når man i Danmark drager paralleller mellem begivenheder her og de tilstande, der førte til nazisternes overtagelse, men overfaldet i går leder nu uvilkårligt tankerne hen på Tyskland«.

Så traditionen for tilsyneladende uskyldige bemærkninger med uhyggelige undertoner går temmelig langt tilbage. Politiken har som bekendt længe fremstillet Pia K. som snavs. Men pudsigt nok er det netop Politiken og dens frelste læserskare, der er de første til at klage over ’tonen i debatten’. Er det hykleri? Nej, det mener jeg ikke, det er. Det er blindhed. En manglende evne til selverkendelse. Og hvad kan man gøre mod det? Hvad kan man gør med folk, der har valgt at være blinde?

Knud Lindholm Lau er omgivet af den samme symbolik, han advarer imod, og han kan ikke se det. Han, der vil vejlede andre gennem nazisymbolernes minefelt, er selv ganske blind over for den, når den er markeret med et andet flag. Ville Victor Klemperer have bifaldet dette? Lad os lige se på hans livsværk.

Bogen om nazismens sprog, som KLL nu har genudgivet – ’Lingua Tertii Imperii’ (LTI) – blev først udgivet i den russiske besættelseszone i 1947 uden dengang at vække megen opsigt. I det senere opståede DDR skrev Klemperer en fortsættelse, men denne gang om marxismens sprog, som han kaldte ’LQI, Lingua Quarti Imperii’ (’den fjerde republiks sprog’), hvor Klemperer lader ane, at han anså kommunismen som lige så menneskefjendsk som nazismen.

»LTI lever videre«, skrev han. »Der burde oprettes et antifascistisk sprogkontor, der kan påpege ligheder mellem nazistisk og bolsjevistisk sprogbrug». (»So sitze ich denn zwischen allen Stühlen«,Tagebücher 1945-1959) .

Men disse betragtninger blev aldrig skrevet færdig og blev først udgivet længe efter Klemperers død, så den brede offentlighed kender ham kun som nazismekronikør. Hans dagbøger er blevet sammenlignet med Anne Franks ditto, og det er dybt fascinerende, men uhyggelig læsning at følge, hvordan nazisterne dag for dag strammer snøren om jøderne med stadig nye jødelove og forordninger, der fører op til den systematiske udryddelse under krigen: Endlösung.

Men Victor Klemperer var som nævnt en undtagelse fra den ultimative skæbne qua sit ægteskab med en arisk kvinde. Under DDR’s kommunistiske styre fik Klemperer sit professorat tilbage, og han og hustruen fik deres hus i Dresden tilbage.

Efter sin kones død i 1951 giftede han sig med en yngre kvinde, en af hans elever, den katolske Hadwig Kirschner, og da var han allerede godt på vej til at miste sin marxistiske tro. Men det fortav han.

Hvorfor? Nok fordi tilslutning til det tyske kommunistparti (KPD) havde givet Klemperer privilegier og magt. Han blev valgt ind i KPD’s politiske organer og var under ledelse af den sovjetiske besættelsesmagt og nu – som kommunist i SED, Sozialistische Einheitspartei Deutschlands – med til at gennemføre et marxistisk diktatur: DDR, Deutsche Demokratische Republik.

Og nu fulgte en god tid. Foruden at få sit professorat tilbage fik han også den første privatejede bil i Dresden efter krigen. Bil med chauffør. Ikke fordi det var nogen dans på roser for en mand med samvittighed, og det beskrives indgående i dagbøgerne, hvordan undertrykkelsen af befolkningen foregår komplet med pligt til at rejse sig og råbe »Heil Stalin« i rigsdagen (Volkskammer), hver gang Stalins navn nævnes. Klemperer heilede med, om end modstræbende. Efter Stalins linje kom der antisemitiske tiltag i DDR, som Klemperer resigneret noterede i dagbøgerne uden offentligt at tage til genmæle imod dem.

Historien var med andre ord ved at gentage sig. Klemperer, der havde anklaget sine tyske medborgere for at have tiet over for ondskab, gjorde præcis det samme selv.

Så meget for brugen af LTI til at hindre gentagelser!

Og nu vil KLL genoplive Klemperer som et våben mod Dansk Folkeparti, og det er bestemt ikke uproblematisk. Ville Klemperer – hvis han var i live i dag – hyle med de politisk korrekte ulve, alt imens han privat noterede, at der nu er kommet en tredje ’lingua’: ’LPC, Lingua Politica Correcta’?

Det kan vi ikke vide. Manden er død. Men KKL er ikke i tvivl, og han tøver ikke med at bruge Klemperer som galionsfigur på sin hjemmeside af samme navn og i sine mange debatindlæg og forelæsninger rettet mod islamkritikerne.

Han siger ikke, at de er nazister. Men de har et tankesæt, der i bund og grund er den samme som nazisternes, og de bruger samme symbolik, siger KLL, så læseren kan drage sine egne konklusioner, der efter denne insinuerende præambel vanskeligt kan være til fordel for Dansk Folkeparti og ligesindede.

Men okay. Det er Lindholm Laus måde at se verden på, og han argumenterer for sin sag med ildhu og schwung. Eksempelvis under en forelæsning i Mosaisk Trossamfunds selskabslokaler, hvor man formelig kunne høre tilhørerne gyse, da de hørte passager fra Klemperers bog, der omtalte »forsvindinger«. Det faktum, at man kendte til præcis samme fænomen i Sovjet og i DDR (meget sorgmuntert skildret af Sofia Westerholt i ’Hunden er rask’) blev ikke nævnt.

Men der har været protester. Under forelæsningen i Mosaisk Troessamfund blev KLL spurgt, om det ikke var mere påtrængende at gøre folk opmærksom på det grasserende jødehad i den arabiske/muslimske verden, hvor man jævnligt ser tegninger af jøder som blodsugende uhyrer med krogede næser i bedste Der Stürmer-stil (prøv at google: cartoons from the arab world).

Hvad ville Klemperer sige til fjernsynsføljetoner, hvor jøder spiser påskebrød lavet af børns blod? Det vil sige, at den samme løgn, Klemperer oplevede i tredivernes Tyskland, bare under et andet flag? Var det ikke mere relevant at sætte ind dér?

Jo, det var et godt forslag, mente KLL, men han havde alligevel valgt at påpege en islamofobi, der potentielt var lige så farlig for muslimer, som nazismen var for jøderne. Og det var dér, kampen skulle stå. Det forhold, at en milliard muslimer næppe kan siges at være et underkuet og truet minoritet, var åbenbart irrelevant.

Og det faktum, at der blandt denne milliard muslimer er højtplacerede gejstlige og politikere, der åbent advokerer en ny Endlösung for jøderne (et budskab, som vi herhjemme kan modtage via parabolantenner) var tilsyneladende heller ikke særlig vigtigt. Mest presserende, følte han, var et korstog mod Dansk Folkeparti og ligesindede, der ikke just var nazister, men …

Og her kunne Klemperer bruges. Især hans betragtninger om sproget. Det er via sproget, at onde mennesker kan påvirke andre til at tænke ondt om bestemte grupper og gøre dem til syndebukke.

Ja. Og her kunne undertegnede ikke være mere enig.

Men af ganske andre grunde.

 

Geoffrey Cain er cand.mag. og formand for Raoul Wallenberg Foreningen.

Opprinnelig som kronikk i Politiken.