Gjesteskribent

Av CLAES KASTHOLM HANSEN

Den måde, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) forvalter Auschwitz-dagen på og forsvarer sit valg af tema for dagen på, rejser to alvorlige spørgsmål. Det første er, om DIIS råder over forskningsmæssig kompetence på et tilstrækkeligt højt niveau? Det andet er, om man kan tillade sig at bruge de konkrete begivenheder, som navnet Auschwitz repræsenterer og symboliserer, til aktuelle, velmenende, men ringe funderede moraliserende formål?

Mit svar på det første spørgsmål er, at det ser ud til, at hvad viden om Holocaust angår, er DIIS småt kørende. Mit svar på det andet spørgsmål er, at hvis man bruger Auschwitz på den måde, risikerer man at misbruge historien i et omfang, så man propaganderer i stedet for at oplyse. Disse svar vil jeg argumentere for i det følgende.

Udgangspunktet er DIIS-medarbejderne cand.scient.soc. Solvej Berlaus og cand.mag. Tine Brøndums kommentar i søndagsavisen til min kritik af Auschwitz-dagen 2010 (Læst og påskrevet, 30. januar) og deres kronik i Berlingske på selve dagen, den 27. januar. Jeg skrev, at antisemitismen var mindre udbredt i Tyskland end i de fleste andre europæiske lande, og at det for Auschwitz-dagen 2010 valgte tema, farlige forestillinger, er uvæsentligt for en forståelse af, hvad der førte til Auschwitz. Det er »noget vrøvl«, siger de to i deres kommentar.

Det centrale er, at man kan kun lære noget af Holocaust, hvis man har en dybtgående viden om baggrunden og omstændighederne. Har man ikke det, bliver den lære, man uddrager, kun til flad moraliseren, misbrug af historien, ubevidst historieforfalskning.

Valget af temaet »Farlige forestillinger« indbyder til en sådan flad moraliseren. Sagt på en anden måde: På Auschwitz-dagen talte Georg Metz i Odense, der var en af de kun seks byer, hvor der var større officielle arrangementer. Jeg behøver ikke have hørt Georg Metzs tale for at vide, at den har indeholdt fordømmende referencer til følgende nøgleord: Jesper Langballe, Søren Krarup, Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti, regeringens udlændingepolitik, fremmedhadet i Danmark.

Valget af Auschwitz-temaet »Farlige forestillinger« indbyder til, at man trækker eller antyder en parallel mellem nazisternes politik over for jøderne og en nutidig dansk udlændingepolitik, som man er uenig i. Man dæmoniserer sine modstandere og dramatiserer konsekvenserne af en demokratisk legal udlændinge- og integrationspolitik. Dette sker næsten hver dag i aviser som Politiken og Information. Det er dette lave niveau, DIIS understøtter med sit tema.

Efter at jeg havde skrevet ovenstående, gik jeg ind på Infomedia og kunne konstatere af pressereferaterne, at Georg Metz den aften på rådhuset i Odense havde talt ganske, som jeg forudså.

Modsat hvad Solvej Berlau og Tine Brøndum mener, var antisemitismen – som jeg skrev – mindre udbredt i Tyskland end i de fleste europæiske lande, da Hitler kom til magten i januar 1933.

En overskuelig status over tysk antisemitisme kan man finde hos den tyske historiker Eberhard Jäckel, der i sit værk Hitlers Herrschaft – Vollzug einer Weltanschauung skriver: »Efter 1945 forekom intet mere naturligt end at se nazisternes jødeforfølgelse som en konsekvens af en særlig udpræget tysk antisemitisme. Historikerne søgte efter eksempler og fandt dem. Imidlertid har nyere forskning og også sammenlignende forskning relativeret billedet. Ganske vist fandtes der under den økonomiske depression efter rigsgrundlæggelsen, især mellem 1878 og 1887, antisemitiske bevægelser og partier. Men mellem 1903 og 1914 gik de tilbage, og på tærsklen til Første Verdenskrig var de næsten forsvundet. Princippet om jødernes retlige ligeberettigelse var trods en og anden samfundsmæssig diskriminering på intet tidspunkt alvorligt truet. I Tyskland var der ikke pogromer som i Rusland, ingen affærer som Dreyfus-affæren i Frankrig, og også den østrigske antisemitisme var mere fremtrædende end den tyske.«

Jäckel er en af de førende nazisme-historikere. Han betragter Holocaust som et enestående fænomen, der ikke må blandes sammen med folkedrab i almindelighed som f.eks. indianermyrderierne i Nordamerika eller det tyrkiske folkedrab på armenierne. Hvis man relativerer Holocaust, forstår man ikke, hvad der skete.

En anden førende historiker, den tysk-amerikanske jøde (ved Hitlers magtovertagelse blev hans familie tvunget til at emigrere) George Lachmann Mosse, har i forbindelse med udgivelsen af sin bog Toward the Final Solution: A History of European Racism, et hovedværk på området, sagt: »Hvis man i året 1914 havde fortalt folk, at i løbet af en generation ville de fleste europæiske jøder blive myrdet, så ville deres svar højst sandsynligt have været: Franskmændene er i stand til at begå en hvilken som helst forbrydelse. Man kunne også forestille sig, at folk ville mistænke russerne, polakkerne eller østrigerne for at være i stand til at begå en sådan forbrydelse. Men tyskerne var de sidste, man ville mistænke«.

Man må skelne mellem jødeforfølgelsen i Tyskland og i de besatte lande. I de besatte lande blev myrderierne gennemført uden hensyn til, hvad befolkningerne måtte mene, men man udnyttede i betydeligt omfang den historiske antisemitisme i landene. Dette skete også i Norge, hvor antisemitismen – ligesom i øvrigt i Sverige, men ikke i Danmark – i forvejen var ganske udbredt, ikke mindst i statspolitiet. Det var hovedårsagen til, at over halvdelen af de norske jøder omkom i Auschwitz-Birkenau. Og man må ikke overse de helt banale berigelses- og udplyndringsmotiver, der også var en drivkraft i jødeforfølgelsen og den såkaldte Endlösung.

Selvfølgelig fandtes der mennesker, der helt enfoldigt havde »farlige forestillinger« om jøderne, men det er uden grundlag i virkeligheden, når en historiker som den amerikanske jøde Daniel Jonah Goldhagen i Hitler’s Willing Executioners (1996) vil gøre nærmest alle tyskere til medskyldige i Holocaust. Mange tusinde hjalp til i større eller mindre funktioner, og flere hundredetusinde vidste noget, da det skete, men få havde overblikket, og som vores førende tysklandskender, professor Per Øhr gaard diskuterer i Gæld og arv. Tre essays om Tyskland: Hvad ville det dengang sige at vide noget? Der var tale om operationer, der enten foregik langt fra Tyskland eller fandt sted på et tidspunkt, da den almindelige tyskers opmærksomhed var henvendt på den daglige overlevelse under krigen.

Forfølgelsen og udryddelsen af de tyske jøder (godt en femtedel af rigets ca. 500.000 tysk-jødiske borgere omkom, det er forholdsvis mindre end i flertallet af besatte lande) har fire faser: først et mislykket forsøg på en folkelig boykot, 1933, derefter fratager man dem med Nürnberg-lovene, 1935, alle statsborgerlige rettigheder, så gennemfører man i konsekvens af dette lovkompleks i tiden helt op til 1941-42 omkring 2.000 love og forordninger, der helt konkret fjerner jødernes eksistensgrundlag. I denne fase terroriseres jøderne med vold og drab. Til sidst gennemføres Endlösung. Alt dette skete ikke med den øvrige befolknings velsignelse, men heller ikke under dens protest. Befolkningen sad i nazismens jerngreb. De første, der blev smidt i KZ-lejr, var tyskerne selv. Protester mod magthavernes beslutninger kostede livet.

Det, man kan bruge Auschwitz-dagen til, er derfor at stille spørgsmålet: Hvordan kunne en sådan morderbande erobre den totale magt i Europas største land? Hvad sker der, hvis man går på kompromis med retsstaten? Hvad kan der ske, hvis man lader parallelsamfund (nazistpartiet dannede med bl.a. SA et parallelsamfund med egen retsorden) vokse sig for store? Hvordan skal vi forholde os til udenomsparlamentarisk aktivitet, og er civil ulydighed virkelig så romantisk og humant et fænomen, som det gøres til i disse år? Eller mulige konsekvenser af ungdomsdominans (gennemsnitsalderen i SS var under 30 år!).

Det er temaer, der sigter mod aktuelle tilstande og hverken svigter Auschwitz eller inviterer alle Georg Metzerne og Carsten Jensenerne til at føre sig frem med deres dæmoniserende bravader.

Brug og misbrug af historien
Af Claes Kastholm Hansen, forfatter og kommentator,

Opprinnelig i Berlingske Tidende, lørdag den 13. februar 2010.

Les også

-
-
-
-
-
-
-

Les også